Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-43-04 om hjælpemiddel - forbrugsgode - merudgifter - afgrænsning - mini - disc og mikrofon - stærkt multihandicappet barn - kommunikation

Resume:

En far til en stærkt multihandicappet pige havde ret til at få bevilget den fulde udgift til køb af mini-disc og mikrofon som et forbrugsgode til datteren. Det ansøgte måtte således i det konkrete tilfælde anses for i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af datterens nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette hendes daglige tilværelse. I forhold til familiens konkrete brug af det ansøgte fandtes der at være tale om et forbrugsgode, som udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at mini-disc og mikrofon ville kunne anvendes til kommunikation med datteren, og på, at der ud fra familiens konkrete brug af det ansøgte ikke fandtes at være knyttet nogen forbrugsgodeværdi hertil.

Ankestyrelsen gjorde opmærksom på, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger om formålet med brugen af mini-disc og mikrofon ikke fandt det udelukket, at det ansøgte tillige ville kunne vurderes efter reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn/unge.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 28, stk. 1, § 28, § 97, stk. 1, nr. 1, § 97, stk. 1, nr. 2 og § 98, stk. 1 stk. 6

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41, stk. 1, § 113, stk. 1, § 113, stk. 5 og § 112, stk. 1, nr. 1 og nr. 2

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 2 1/2 årig pige, der var svært hjerneskadet efter iltmangel ved fødslen. Hun havde cerebral parese, der gjorde hende meget spastisk, specielt over hofter og knæ, og hendes ryg var krum. Herudover var hun synshandicappet. Hun havde en lille synsrest, men havde svært ved at opfatte synsindtrykkene til noget brugbart. Hun havde ingen verbal kommunikation.

Et synscenter søgte kommunen om hjælp til en mini-disc og mikrofon bevilget som hjælpemiddel efter servicelovens § 97, stk. 1, som forbrugsgode efter § 98, stk. 6, eller som merudgift efter § 28. Ansøgningen var begrundet med, at mini-discen skulle bruges til lydoptagelser af dagligdagen og særlige oplevelser, som kunne gemmes og genhøres. Lydoptagelser havde samme funktion for synshandicappede børn, som fotos og videobilleder havde for seende i relation til det at hente informationer om omverdenen. Pigens far havde herudover oplyst, at mini-discen også skulle bruges til at afspille musik og sange for at berolige datteren, som altid havde grædt meget.

Synscenteret vurderede, at den ansøgte mini-disc og mikrofon fungerede som et hjælpemiddel for datteren. Man vurderede, at mini-discen i betydeligt omfang kompenserede for det manglende syn, når det gjaldt hendes opsamling af erfaringer og viden om omverdenen. Mini-discen var ikke sædvanligt udstyr for et barn. Det var heller ikke sædvanligt indbo i en familie at have en mini-disc med stereomikrofon, der kunne optage i den tekniske kvalitet, der var nødvendig.

Kommunen gav afslag på mini-discen og mikrofonen efter servicelovens § 98. Man vurderede, at mini-discen ikke kompenserede for datterens handicap. Den gjorde ikke hendes funktionsevne bedre eller afhjalp synsnedsættelsen. Mini-discen stimulerede og skærpede sandsynligvis hørelsen. Kommunen anbefalede derfor, at faderen fik vurderet, om han kunne få bevilget mini-discen som merudgift i forbindelse med at have et handicappet barn.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at faderen var berettiget til hjælp til den ansøgte mini-disc og mikrofon efter servicelovens § 98, stk. 6. Nævnet var af den opfattelse, at mini-discen var et kommunikationshjælpemiddel for datteren. Nævnet lagde herved vægt på, at hun måtte vurderes som blind, og at hun derfor var afhængig af anden form for kommunikation, herunder via høresansen.

Nævnet fandt således, at der var tale om kommunikation og ikke kun træning og leg, når datteren havde behov for, at der blev optaget forskellige former for lyde fra eksempelvis naturen. Det forhold, at faderen tillige kunne bruge mini-discen til at indspille egne sange for at berolige datteren, sås ikke at medføre en ændret vurdering af kommunikationsbehovet. Nævnet fandt derfor grundlag for at vurdere sagen efter hjælpemiddelbestemmelserne og ikke reglerne om merudgifter efter servicelovens § 28.

Nævnet vurderede, at der var behov for god lydkvalitet, hvorfor nævnet tillige fandt grundlag for at vurdere, at en mini-disc var et væsentligt bedre egnet produkt end en almindelig båndoptager. En mini-disc blev forhandlet bredt, hvorfor servicelovens § 98 fandt anvendelse. Nævnet fandt dog, at mini-discen i dette tilfælde udelukkende blev anvendt som hjælpemiddel, hvorfor støtten skulle ydes efter § 98, stk. 6.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at man mente, at sagen havde principiel betydning for afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse til at stille hjælpemidler til rådighed efter folkeskoleloven, jf. dennes § 4, stk. 1, hjælpemiddelreglerne, jf. servicelovens §§ 97 og 98, og reglerne om dækning af merudgifter ved forsørgelsen, jf. servicelovens § 28. Kommunen mente også, at sagen havde principiel betydning for vurderingen af, hvornår et forbrugsgode udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.

Vedrørende afgrænsningen mellem folkeskolens forpligtelse, hjælpemiddelreglerne og merudgiftsreglerne anførte kommunen herefter, at man mente, at der var behov for at få uddybet SM C-9-01, SM 0-34-99 og SM 0-73-96. Efter disse afgørelser var der stadig et behov for at få afklaret og uddybet, hvorvidt en række hjælpemidler til børn skulle bevilges efter folkeskolelovens regler, efter hjælpemiddelreglerne eller efter merudgiftsreglerne.

Denne sag var egnet til at belyse problemstillingen, da mini-discen blev brugt i forbindelse med datterens kommunikation og til at berolige hende med musik i fritiden. Kommunen mente, at formålet med mini-discen var at udvikle og træne hendes hørelse. Kommunen mente således ikke, at følgerne af hendes kommunikationshandicap endnu var afklaret, og dermed kunne de ikke siges at være varige på nuværende tidspunkt. Kommunen lagde herved også vægt på datterens alder, 2 1/2 år, og man fandt, at der måtte kunne forventes en udvikling i hendes kommunikation. Kommunen mente endvidere, at formålet med mini-discen var at spille musik for datteren for at berolige hende i fritiden.

Kommunen anførte videre, at hvis Ankestyrelsen vurderede, at mini-discen skulle bevilges efter hjælpemiddelreglerne, kunne sagen desuden medvirke til at uddybe SM C-10-99. Den aktuelle mini-disc var en helt almindelig mini-disc, som kunne og bl.a. skulle bruges til at afspille musik. Nævnet var alligevel kommet frem til, at mini-discen udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at belyse afgrænsningen mellem reglerne om støtte til hjælpemidler og forbrugsgoder, jf. servicelovens §§ 97 og 98, og reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn med nedsat funktionsevne, jf. servicelovens § 28, samt forholdet til folkeskoleloven.

Afgørelse:

Faderen havde ret til at få bevilget den fulde udgift til køb af mini-disc og mikrofon som et forbrugsgode til datteren.

Begrundelsen for afgørelsen var, at den ansøgte mini-disc og mikrofon i det konkrete tilfælde måtte anses for i væsentlig grad at afhjælpe de varige følger af datterens nedsatte funktionsevne og i væsentlig grad lette hendes daglige tilværelse. Begrundelsen var videre, at mini-disc og mikrofon i forhold til familiens konkrete brug udelukkende fungerede som et hjælpemiddel.

Ankestyrelsen gjorde samtidig opmærksom på, at man på baggrund af de foreliggende oplysninger om formålet med brugen af mini-disc og mikrofon ikke fandt det udelukket, at det ansøgte tillige ville kunne vurderes efter reglerne om merudgifter ved forsørgelsen af børn/unge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en mini-disc ville kunne anvendes til kommunikation med datteren, som ikke havde noget verbalt sprog og var stærkt synshandicappet. Ifølge det oplyste skulle mini-discen bruges til lydoptagelser af dagligdagen og særlige oplevelser, som kunne gemmes og genhøres. Lydoptagelser havde således samme funktion for synshandicappede børn, som fotos og videobilleder havde for seende i relation til det at hente informationer om omverdenen.

Det var videre oplyst, at mini-discen også skulle bruges til at indspille og afspille musik og sange for at berolige datteren, som altid havde grædt meget.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ud fra familiens konkrete brug af mini-discen og mikrofon til datteren ikke fandtes at være knyttet nogen forbrugsgodeværdi til det ansøgte.

Ankestyrelsen oplyste afslutningsvis, at den ansøgte mini-disc og mikrofon efter styrelsens vurdering ikke henhørte under folkeskoleloven. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at mini-discen og mikrofonen ifølge det oplyste var begrundet i et bredt behov for, at datteren kunne klare sig i dagligdagen på trods af sit handicap. Det ansøgte havde således ikke alene eller overvejende til formål at udvikle og træne datterens kommunikation. Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at denne sag var sammenlignelig med afgørelsen refereret i SM C-9-01.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 29. marts 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.