Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-3-05 om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet - hjemmehjælp - strygning af tøj - kvalitetsstandarder

Resume:

Kommunen skulle behandle alle anmodninger om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet efter en konkret individuel vurdering af behovet.

Kommunen burde således have foretaget en konkret individuel vurdering af behovet for hjælp til strygning af tøj. Det forhold, at strygning af tøj ikke var omfattet af kommunens kvalitetsstandarder, kunne ikke i sig selv medføre afslag på den ansøgte hjælp.

En kommunes kvalitetsstandarder måtte anses for en generel serviceinformation i forhold til borgerne i kommunen og kunne ikke tilsidesætte kravet om, at der skulle foretages en konkret, individuel vurdering af behovet i det enkelte tilfælde.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 71, stk. 1, nr. 2, § 75, stk. 1 og § 75a, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 83 og § 88

Sagsfremstilling:

Der var tale om en kvinde på 56 år, som var blind og hendes 61-årige ægtefælle, som var synshandicappet med et meget lille synsfelt tilbage. Parret havde hidtil modtaget forskellige former for praktisk hjælp i hjemmet, herunder hjælp til rengøring, skift af sengetøj, sortering af tøj til vask og strygning af tøj.

Kommunen traf afgørelse om en revurdering af parrets ret til personlig og praktisk hjælp.

Kommunen meddelte, at kvinden kunne få ugentlig hjælp efter behov til bl.a. støvsugning, rengøring, sortering af tøj til vask, tilse om der var behov for små reparationer, hjælp til disse, farvevalg og sammensætning af tøjet. Sammen med ægtefællen kunne kvinden få hjælp til rengøring 1 time og 15 min. i form af støvsugning, gulvvask, rengøring og skift af sengetøj.

Parret ankede kommunens afgørelse til klagerådet under henvisning til, at kommunens afgørelse indebar bortfald af strygning.

Formanden for klagerådet meddelte parret, at klagerådet desværre ikke kunne ændre kommunens afgørelse, da denne var truffet i overensstemmelse med de muligheder for hjælp, der stod i kommunens kvalitetsstandard. Kommunen fastholdt herefter afgørelsen.

Det sociale nævn meddelte i sin afgørelse, at kommunens afgørelse var ugyldig og skulle ophæves.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at strygning af tøj måtte betragtes som en nødvendig praktisk opgave i hjemmet, jf. servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2.

Kommunen kunne derfor ikke lovligt generelt afslå hjælp til strygning af tøj ved at udelade denne opgave i kvalitetsstandarden.

Sagen hjemvistes til kommunen med henblik på en individuel vurdering af parrets behov for hjælp til strygning af tøj.

Nævnet anførte, at retsvirkningen af ophævelsen og hjemvisningen af kommunens afgørelse var, at kommunen skulle genoptage hjælpen til strygning af tøj i samme omfang som tidligere, indtil ny lovlig afgørelse var truffet.

Kommunen anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at kommunens serviceniveau var offentliggjort i den kvalitetsstandard for personlig pleje og praktisk hjælp m.v., som årligt blev udarbejdet. Kvalitetsstandarden indeholdt en generel serviceinformation til borgerne om de ydelser, de efter en konkret individuel vurdering kunne forvente fra kommunen. Kvalitetsstandarden havde bl.a. til formål at afstemme borgernes forventninger til den offentlige indsats og sikre ensartede afgørelser inden for samme kommune om hjælp til personer med samme behov.

Det var endvidere anført, at kommunen i sin kvalitetsstandard for personlig pleje og praktisk hjælp, havde godkendt en kvalitetsstandard for praktisk hjælp, som omfattede hjælp til rengøring, tøjvask og indkøb. Strygning var ikke omtalt i kvalitetsstandarden og var ikke en hjælp, som kommunen ydede, idet den ikke havde samme grad af nødvendighed, som f.eks. tøjvask. Strygning kunne i stedet ydes efter reglerne om fleksibel hjemmehjælp som en bytteydelse inden for den tildelte tidsramme under forudsætning af, at det var forsvarligt at afvige afgørelsen - eller strygning kunne rekvireres hos et hjemmeservicefirma.

Strygning af tøj var efter kommunens opfattelse ikke en nødvendig praktisk opgave i hjemmet, som kommunerne havde pligt til at tilbyde, jf. servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2.

Parret anførte til Ankestyrelsen med hensyn til mulighed for ombytning af ydelser, at der i forvejen blev foretaget en så skrap visitation, at ingen ydelser kunne undværes/erstattes inden for tidsrammen. De bevilgede ydelser kunne ikke udsættes til næste gang. Strygning var et vedvarende behov, der altså hver gang skulle byttes med andre ydelser. Det ville i længden heller ikke kunne lade sig gøre, idet kommunen i kvalitetsstandarden havde anført, at gentagne fravalg af en ydelse medførte, at leverandøren skulle sikre, at der skete en revurdering med henblik på at få hjælpen justeret.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold at en ansøgt ydelse ikke var omfattet af en kommunes kvalitetsstandard for personlig og praktisk hjælp, betød at kommunen kunne undlade at foretage en konkret individuel vurdering af behovet for hjælp til opgaven.

Afgørelse:

Kommunens afgørelse var ugyldig.

I begrundelsen for afgørelsen anførte Ankestyrelsen, at det fulgte af servicelovens § 75, stk. 1, at kommunen skulle behandle anmodninger om hjælp til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet efter en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kunne udføre. Ved vurderingen af behovet for hjælp skulle kommunen tage stilling til alle anmodninger om hjælp fra ansøgeren.

Ankestyrelsen fandt således at kommunen burde have foretaget en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp til strygning af tøj.

Det forhold at strygning ikke var omfattet af kommunens kvalitetsstandarder, kunne ikke i sig selv medføre afslag på den ansøgte hjælp.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at indholdet af en kommunes kvalitetsstandarder måtte anses for en generel serviceinformation i forhold til borgerne i kommunen og at kommunens generelle beslutninger om kvalitetsstandarder ikke kunne tilsidesætte kravet om at der skulle foretages en konkret, individuel vurdering af behovet i det enkelte tilfælde.

Ankestyrelsen havde ved denne vurdering lagt vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at strygning af tøj efter en konkret vurdering kunne anses som en nødvendig praktisk opgave i hjemmet efter servicelovens § 71, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen havde endvidere lagt vægt på, at det forhold, at der eventuelt var mulighed for at vælge strygning som en bytteydelse, jf. servicelovens § 75 f, heller ikke kunne tilsidesætte kravet om at kommunen skulle foretage en individuel vurdering af det nødvendige behov, idet denne byttemulighed forudsatte, at der var truffet en afgørelse om tildeling af hjælp efter servicelovens § 71.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at kommunens afgørelse ikke opfyldte kravene til begrundelse i servicelovens § 75 a, stk. 1, og forvaltningslovens § 24, stk. 1, idet der ikke i afgørelsen var givet en forklaring på, hvorfor hjælpen til strygning af tøj var inddraget.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens afgørelse var behæftet med væsentlige retlige mangler, som havde betydning for afgørelsens indhold.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere, at kommunens afgørelse efter behandlingen i klagerådet fejlagtigt ikke var ledsaget af en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25, stk. 1.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 4. juli 2018, da den ikke længere har vejledningsværdi.