Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-8-05 om andre kørselsordninger - kørselsbehov - afgiftsfritagelse - bil - hjælpemidler

Resume:

Væsentligt nedsat mobilitet berettigede ikke til at opnå afgiftsfritagelse til egen bil, da kørselsbehovet var meget beskedent.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der var mulighed for at afhjælpe kørselsbehovet gennem andre tilbud og ordninger, herunder anvendelse af el-køretøj i nærområdet og brug af tilbud om handicapkørsel i lokalområdet. Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at det samlede årlige kørselsbehov, som hovedsagelig vedrørte indkøbsture samt familiebesøg i lokalområdet, var angivet til ca. 3.000 km.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 708 af 29. juni 2004 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 71-årig mand, der havde ansøgt om afgiftsfritagelse på sin bil.

Hans funktionsevne og mobilitet var væsentligt nedsat som følge af en svær ryglidelse, slidgigt i hofte og fodled samt dårligt fungerende hjerte og svimmelhed. Hans gangdistance med albuestokke var nedsat til ca. 65 meter.

Det var om hans kørselsbehov oplyst, at han foretog større indkøb sammen med sin hustru i de nærliggende større byer, hvor han købte ind i supermarkedet. Ca. en gang om ugen besøgte ægteparret i bil deres søn i nærheden, og en søster, som boede noget længere væk, blev besøgt af og til. Han kørte til aftenhøjskole på den nærliggende skole en gang om ugen, og han brugte bilen til ugentlig kørsel til biblioteket i nærheden.

Det fremgik, at ægteparret på ca. 2 år havde kørt ca. 6.000 km i bilen.

Amtskommunen gav afslag på afgiftsfritagelse til mandens bil.

Nævnet ændrede amtskommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at mandens aktivitetsniveau/kørselsbehov fandtes at have et sådant omfang og en sådan karakter, at det bedst ville kunne tilgodeses ved brug af egen bil.

Nævnet lagde vægt på, at han havde angivet behov for bil til indkøb, som han foretog med sin ægtefælle, primært lokalt, men også lejlighedsvis i større byer i nærheden. Nævnet fandt, at aktivitetsniveauet i omfang var sammenligneligt med det der var angivet i Sociale Meddelelser C-9-99, hvor der blev bevilget bilstøtte.

Nævnet anførte uddybende, at vejret i vinterhalvåret ville kunne sætte begrænsninger i brugen af et el-køretøj i højere grad end ved brug af en bil. Nævnet bemærkede, at nævnet havde anset sagen for sammenlignelig med SM C-9-99, hvor minicrosser-muligheden også var nærliggende, men ikke udelukkede bevilling af bilstøtte.

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare mandens berettigelse til bilstøtte, herunder afgiftsfritagelse, sammenholdt med omfanget af det samlede kørselsbehov.

Afgørelse:

Manden fandtes ikke at være berettiget til afgiftsfritagelse til sin bil.

Afgørelsen var begrundet med, at han ikke opfyldte betingelserne for at opnå støtte til bil. Han opfyldte derfor heller ikke betingelserne for at opnå afgiftsfritagelse til sin bil.

Ankestyrelsen fandt ikke, at støtte til bil til manden i væsentlig grad kunne afhjælpe følgerne af hans funktionsnedsættelse og derved i væsentlig grad kunne lette hans daglige tilværelse.

Ankestyrelsen fandt, at hans kørselsbehov ud fra en samlet vurdering af hans alder, helbredstilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger, herunder ordninger om individuel handicapkørsel.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik, at manden og dennes hustru alene havde kørt 6.000 km i deres bil i løbet af ca. 2 år. Ankestyrelsen skønnede således, at han og hustruen i gennemsnit tilbagelagde ca. 3.000 km i deres bil årligt. Det var oplyst, at kørslen hovedsagelig havde vedrørt indkøbsture samt familiebesøg i lokalområdet.

Ankestyrelsen vurderede på baggrund af det oplyste om hans årlige bilkørsel på ca. 3.000 km og hans adgang til at anvende andre transportformer, at hans årlige behov for kørsel i egen bil var meget beskedent.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at hans funktionsevne og mobilitet var nedsat i en sådan grad, at han var omfattet af den personkreds, der kunne være berettiget til støtte til bil og afgiftsfritagelse.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen vægt på, at der var mulighed for at afhjælpe kørselsbehovet gennem andre tilbud og ordninger, herunder anvendelse af el-køretøj i nærområdet til blandt andet indkøb og brug af amtets tilbud om handicapkørsel i lokalområdet til blandt andet familiebesøg. Det var oplyst, at mandens bolig var beliggende ca. 100-150 m fra dagligvarebutikker, skole og bibliotek.

Sagen var efter Ankestyrelsens opfattelse ikke sammenlignelig med SM C-9-99, som primært vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den ændrede formulering af bilbekendtgørelsen medførte en realitetsændring. Det var i øvrigt oplyst, at borgeren i SM C-9-99 tidligere havde et kørselsbehov på 15.000 km årligt og fortsat havde et ikke ubetydeligt aktivitetsniveau til blandt andet trivselsmæssige formål.