Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-18-05 om hjælpemiddel - badeprotese - svømme - og idrætsundervisning

Resume:

Et barn, der havde fået amputeret en del af venstre ben, fandtes ikke berettiget til hjælp til anskaffelse af en badeprotese til færden til og fra det område, hvor barnet skulle svømme.

Badeprotesen fandtes således efter en individuel og konkret vurdering i barnets tilfælde ikke i væsentlig grad at kunne afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse, idet den i forvejen bevilgede almindelige protese udfyldte denne funktion.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 97, stk. 1 og § 97, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1 og § 112, stk. 6

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om et barn, født i 1993, der havde fået amputeret en del af venstre ben på grund af knoglekræft og derfor var bevilget en protese til brug i hverdagen. I juni 2004 ansøgte barnets mor om en badeprotese til sin datter.

Amtet gav afslag efter servicelovens § 97, stk. 2 med den begrundelse, at det vurderedes, at en badeprotese ikke var et hjælpemiddel som i væsentlig grad afhjalp de varige følger af den nedsatte funktionsevne og som i væsentlig grad kunne lette den daglige tilværelse i hjemmet.

Det sociale nævn ændrede amtets afgørelse.

Nævnet lagde vægt på barnets alder og behovet for, at barnet kunne deltage i normale skoleaktiviteter på lige for med sine jævnaldrende. Det var nævnets vurdering, at barnet ikke ville kunne bade efter idræt eller deltage i svømmeundervisning uden badeprotese. Nævnet fandt derfor, at der burde lægges selvstændig vægt på, at bevilling af en badeprotese ville gøre barnet selvhjulpen i videst muligt omfang. Videre lagde nævnet vægt på, at det var oplyst, at barnet kort før sin sygdom var blevet udtaget til elitesvømning, og at hun ønskede at fortsætte med svømning som idrætsgren.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at amtet opfattede nævnets afgørelse som principiel, idet badeprotesen kun skulle anvendes i forbindelse med badning og barnet var kompenseret i dagligdagen ved bevilling af en almindelig protese.

Efter sagens antagelse fik Ankestyrelsen ved henvendelse til barnets mor oplyst, at barnet ikke på nuværende tidspunkt gik til svømning udover den obligatoriske svømmeundervisning, hun modtog i skolen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang, der kunne bevilges badeprotese til børn samt til supplement af SM O-7-92.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt efter en konkret og individuel vurdering, at en badeprotese i barnets tilfælde ikke i væsentlig grad kunne anses for at afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne eller lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den allerede bevilgede protese i væsentlig grad afhjalp de varige følger af barnets nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad lettede hendes daglige tilværelse.

Ved vurderingen lagde Ankestyrelsen vægt på oplysningerne i sagen om formålet med badeprotesen. Det fremgik af sagen, at barnet havde behov for en badeprotese for at kunne færdes sikkert til og fra det område, hvor hun skulle svømme både i forbindelse med svømning i skolen samt i forbindelse med badning.

Endvidere lagde Ankestyrelsen vægt på omfanget af brugen af badeprotesen. Det fremgik af sagens oplysninger, at badeprotesen som udgangspunkt skulle bruges i forbindelse med svømme- og idrætsundervisningen i skolen. Videre fremgik det, at barnet også ville kunne benytte badeprotesen i saltvand og på strand.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på praksis, som offentliggjort i Social Meddelelse (SM) O-7-92, hvor Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at pålægge kommunen at bevilge en badeprotese til en yngre mand med underbensamputation, idet den allerede bevilgede benprotese i væsentlig grad fandtes at afhjælpe de varige følger af ansøgers nedsatte funktionsevne og derved i væsentlig grad at lette den daglige tilværelse.

Ankestyrelsen fandt ikke, at det faktum, at der i SM O-7-92 var tale om en voksen og ikke et barn, kunne føre til et andet resultat.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsens ændring af nævnets afgørelse betød imidlertid ikke, at barnet skulle tilbagelevere den badeprotese, som hun var bevilget ved nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at det burde have været vurderet om hjælpen kunne have været ydet efter servicelovens § 28 om hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved forsørgelse i hjemmet af barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse.