Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-35-05 om klageadgang - institution - lovovertræder - visitation - flytning - retssikkerhedsloven - retarderet - straffri - udlægningsloven

Resume:

En amtskommunes afslag på flytning af en mentalt retarderet lovovertræder, der ved administrativ beslutning var blevet anbragt på institution, til en institution i hjemamtet kunne påklages til det sociale nævn i hjemamtet efter de almindelige klageregler i retssikkerhedsloven.

Amtets afslag på tilbageflytning var truffet med hjemmel i servicelovens almindelige regler om visitation. Tilfældet var ikke omfattet af de særlige klageregler i bekendtgørelsen udstedt med hjemmel i lov om udlægning af åndssvageforsorgen, da lovovertræderen ikke var idømt anbringelse ved dom.

Love:

Lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. - lovbekendtgørelse nr. 102 af 17. februar 2004 - § 6

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 72 af 6. februar 2004 - § 60

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 92

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 108

Sagsfremstilling:

En yngre, mentalt retarderet lovovertræder blev ved dom i 2002 idømt tilsyn efter straffelovens § 68, således at han skulle efterkomme tilsynsmyndighedens bestemmelse om ophold og arbejde, og således at tilsynsmyndigheden kunne træffe bestemmelse om anbringelse i institution for personer med vidtgående psykisk handicap.

A amtskommune visiterede ved administrativ beslutning den mentalt retarderede lovovertræder til ophold på institutionen F i A amt.

Amtskommunen besluttede ved afgørelse i 2003, at lovovertræderen i maj 2003 skulle overflyttes til behandlingsinstitutionen K i B amt, da han ikke overholdt vilkårene for at bo og arbejde på institutionen F. Opholdet blev indtil videre aftalt med behandlingsinstitutionen og B amt for 1 år.

Ved A amtskommunes afgørelse i 2004 blev der truffet beslutning om, at han fortsat skulle modtage tilbud i behandlingsinstitutionen K i en periode på indtil 5 år, under forudsætning af, at foranstaltningsdommen opretholdtes.

Ved amtskommunens afgørelse blev der lagt afgørende vægt på den nødvendige behandlingsmæssige og kriminalitetsforebyggende indsats, der kunne tilbydes på behandlingsinstitutionen.

Mandens advokat klagede på hans vegne over amtskommunens afgørelse.

Det sociale nævn afviste at behandle sagen.

Afgørelsen var begrundet med, at nævnet ikke havde saglig kompetence til at behandle klagen. Der blev lagt vægt på, at det af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979 i § 5 fremgik, at amtskommunens afgørelser kunne indbringes for Ankestyrelsen. Det faldt derfor udenfor nævnets kompetence at behandle den indgivne klage.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af klageadgangen, når en amtskommune træffer afgørelse om, hvorvidt en lovovertræder med vidtgående psykisk handicap, der er idømt tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., kan tilbageflyttes fra en institution udenfor hjemamtet til en institution i sit hjemamt.

Afgørelse:

Sagen blev hjemvist til det sociale nævn, statsamtet i A amt.

Begrundelsen for afgørelsen var, at A amtskommunes afgørelse efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 1 kunne påklages til det sociale nævn.

Ankestyrelsen lagde til grund, at en amtskommunes afgørelse om tilbageflytning af en lovovertræder med vidtgående psykisk handicap, der var idømt tilsyn efter straffelovens § 68, 2. pkt. , fra en institution udenfor hjemamtet til en institution i hjemamtet kunne påklages til det stedlige sociale nævn i hjemamtet efter de almindelige klageregler i retssikkerhedsloven.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at A amtskommunes afgørelse om afslag på tilbageflytning af lovovertræderen var truffet med hjemmel i servicelovens § 92, stk. 1.

Afgørelser truffet efter serviceloven af en amtskommune kunne i henhold til servicelovens § 121 og retssikkerhedslovens § 60 indbringes for det sociale nævn.

Det var Ankestyrelsens opfattelse, at tilfældet ikke var omfattet af af Socialministeriets bekendtgørelse nr. 567 af 21. december 1979, der var udstedt med hjemmel i lov nr. 257 af 8. juni 1978 om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg mv. (Udlægningsloven)

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at manden ikke var idømt anbringelse i institution ved dom, men alene var idømt tilsyn med mulighed for administrativ anbringelse. Han var blevet fundet straffri som følge af sin mentale tilstand og havde ikke modtaget tiltalefrafald. Han var således ikke omfattet af de beskrevne tilfælde i bekendtgørelsens § 2 om lovovertrædere, såfremt disse

1) efter retskendelse skal underkastes mentalundersøgelse eller efter rettens bestemmelse i stedet for varetægtsfængsling skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg

2) i henhold til dom eller senere kendelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg

3) som vilkår for tiltalefrafald eller prøveløsladelse skal anbringes i institution for åndssvage eller undergives åndssvageforsorg.

Afgørelsen var ikke undergivet klagebestemmelserne i bekendtgørelsens § 5.

Ankestyrelsen lagde ved vurderingen af hjemmelsspørgsmålet til grund, at afgørelsen om tilbageflytning fra behandlingsinstitutionen K indeholdt retssikkerhedshensyn og elementer af tvang, som var hjemlet i de afsagte domme efter straffelovens § 68, 2. pkt.

Varetagelsen af de nævnte hensyn ved visitationsafgørelsen om valg af institution til manden ændrede ikke hjemmelsgrundlaget for den trufne afgørelse. Hjemmelen fandtes i servicelovens almindelige regler om visitation til optagelse på institution.