Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-40-05 om samtaleskema - væsentlig mangel - garantiforskrift - ikke ordensforskrift - merudgifter til voksne

Resume:

Ved ansøgning om tilskud til dækning af nødvendige merudgifter skulle der fremsendes et samtaleskema til ansøgeren, med mindre kommunen vurderede, at ansøgerens funktionsnedsættelse var ubetydelig, og dette bestyrkedes af ansøgeren.

I denne sag havde kommunen vurderet, at ansøgerens funktionsevnenedsættelse var ubetydelig.

Ansøgeren ønskede en vurdering af sin funktionsevne.

Det blev derfor anset for en væsentlig mangel, at samtaleskemaet ikke var benyttet, og kommunens afgørelse var derfor ugyldig.

Sagen blev hjemvist til ny afgørelse i kommunen.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 84, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100, stk. 1

Sagsfremstilling:

Ansøger søgte om hjælp til maling af altan som merudgift efter servicelovens § 84.

Kommunen meddelte afslag på at yde ansøger hjælp til dækning af udgifter til maling af altan for i alt 3.500 kr.

Begrundelsen var, at den udvendige vedligeholdelse påhvilede udlejer, og at udgiften til maling af altan ikke var en nødvendig merudgift efter § 84

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling af muligheden for at yde tilskud til dækning af merudgifter.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunens afgørelse var ugyldig som følge af alvorlige sagsbehandlingsmangler.

Nævnet fandt, at kommunen ved at undlade at følge kravene i bekendtgørelsen om metode for god sagsbehandling havde truffet en afgørelse på et ufuldstændigt grundlag.

Nævnet lagde særlig lagt vægt på, at kommunen ikke havde tilsendt ansøgeren et samtaleskema.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen henviste kommunen bl.a. til bekendtgørelsens § 2, stk. 1, hvoraf det fremgår, at kommunen kan beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen, såfremt borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at nævnet var enig med kommunen i, at man kunne undlade at fremsende samtaleskema, såfremt borgerens funktionsnedsættelse var ubetydelig. Dog skulle bekendtgørelsen altid anvendes i de tilfælde, hvor borgeren ønskede dette.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om fremsendelse af samtaleskema efter § 3 i Socialministeriets bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser, nr. 1098 af 11. december 2002 var en ordensforskrift eller en garantiforskrift og hvilken retsvirkning det fik, at samtaleskemaet ikke var fremsendt til ansøgeren.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at sagen skulle hjemvises til kommunen til ny behandling og afgørelse.

Begrundelsen var, at kommunens afgørelse var truffet på et mangelfuldt grundlag, idet borgeren ikke havde fået tilsendt et samtaleskema jf. bekendtgørelsens § 3.

Begrundelsen var endvidere, at der i den konkrete sag var tale om en retlig mangel, der blev anset for væsentlig, og at der ikke fandtes at foreligge særlige omstændigheder, som førte til, at afgørelsen alligevel måtte opretholdes.

Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser, at formålet bl.a. er,

- at sikre, at der bliver foretaget en helhedsvurdering af den samlede livssituation for borgeren og dennes familie,

- at sikre dokumentationsgrundlaget for vurderingen af borgerens funktionsevne,

- at styrke borgerens retssikkerhed i overensstemmelse med god forvaltningsskik

Af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, fremgår bl.a., at kommunen skal anvende bekendtgørelsen, når der bliver søgt om merudgifter efter § 84. Kommunen kan dog beslutte ikke at anvende bekendtgørelsen, når kommunen umiddelbart vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig.

Det fremgår af Socialministeriets vejledning om metode for god sagsbehandling, punktet om anvendelse af metoden i sager om hjælp efter § 84, at hvis kommunen vurderer, at borgerens funktionsnedsættelse er ubetydelig, og dette samtidig bliver bestyrket af borgerens egen vurdering samt de oplysninger, der i øvrigt umiddelbart foreligger i sagen, kan kommunen vælge ikke at anvende bekendtgørelsen. Bekendtgørelsen skal altid anvendes, når borgeren har et udtrykkeligt ønske herom.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var enighed mellem kommunen og kvinden i vurderingen af, at funktionsnedsættelsen var ubetydelig. Kvinden havde således i ansøgningen om hjælp oplyst, at hun havde en 50 % fysisk funktionsnedsættelse på grund af fibromyalgi, spondylolisthesis i lænden, astma/allergi samt forhøjet blodtryk. Kvinden havde endvidere oplyst, at hun havde et fleksjob, og at hun i forvejen havde besvær med det daglige fysiske arbejde i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke fremgik af sagen, at kvinden var orienteret om muligheden for at udfylde et samtaleskema.

Ankestyrelsen fandt, at hovedformålet med bestemmelsen i bekendtgørelsens § 3 var at garantere for afgørelsens materielle rigtighed. Ankestyrelsen fandt derfor, at den manglende anvendelse af samtaleskemaet efter bekendtgørelsens § 3 var en væsentlig mangel.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at kommunens afgørelse fortsat skulle gælde trods den væsentlige mangel.

Ankestyrelsen fandt således, at reglerne om funktionsevnevurderingen måtte anvendes, selv om det efter de foreliggende oplysninger var tvivlsomt, om der var tale om en nødvendig merudgift, idet vurderingen heraf forudsatte, at ansøger var fundet at være omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.