Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-42-05 om stofmisbrug - behandling - efterbehandling - afgørelseskompetence

Resume:

Amtskommunen var forpligtet til at yde hjælp til et efterbehandlingstilbud for hashmisbrug.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af det beskrevne efterbehandlingsforløb, at dette måtte anses for at være en del af den samlede behandling for stofmisbrug, som hørte under amtskommunens forpligtelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at efterbehandlingen skulle ske i en 2 timers ugentlig gruppebehandling på et behandlingssted for hashbehandling i forlængelse af den primære behandling samme sted.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at amtskommunen havde bevillingskompetencen for stofmisbrugsbehandling og derfor måtte forudsættes at have en særlig ekspertise med hensyn til den samlede stofmisbrugsbehandling.

Ankestyrelsen bemærkede, at der udover den egentlige behandling for stofmisbrug eventuelt kunne være behov for andre sociale støtteforanstaltninger, som skulle iværksættes af kommunen efter servicelovens § 73.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 85 og § 86

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 101 og § 102

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om Den sociale indsats for de mest udsatte voksne - Sindslidende stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl. - kapitel 40, kapitel 43

Sagsfremstilling:

En amtskommune havde bevilget en 33-årig mand et 6 måneders behandlingsforløb på et bestemt behandlingssted for hashbehandling i henhold til servicelovens § 85 på grund af et massivt hashmisbrug.

Sammen med bevillingen af behandlingsforløbet havde amtet anbefalet, at kommunen efterfølgende indgik i en efterbehandlingsplan med henblik på eventuel revalidering.

Det fremgik, at den primære behandling på behandlingsstedet foregik ambulant dagligt fra kl. 9.00 - 15.00. Under behandlingen deltog manden i gruppesamtaler, individuelle samtaler efter behov, fysisk træning, musik, sang og spil.

Behandlingsstedet søgte i slutningen af behandlingsforløbet kommunen om støtte til mandens efterbehandling i de efterfølgende 6 måneder. Formålet med efterbehandlingen, som skulle foregå en gang ugentligt i en gruppe af max. 8 personer, var at fastholde ham i det etablerede resocialiseringsforløb, at støtte hans fremtidige placering på arbejdsmarkedet og at fungere i det etablerede samfund.

Kommunen gav afslag på ansøgningen med den begrundelse, at efterbehandling af stofmisbrug burde ske efter § 85 i serviceloven, hvorfor det var amtskommunens forpligtelse at yde den nødvendige støtte.

Det sociale nævn traf afgørelse i sagen og hjemviste herved sagen til fornyet vurdering og afgørelse i kommunen i henhold til servicelovens § 86. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen udover tilbud efter servicelovens § 73 kunne give tilbud af behandlingsmæssig karakter til personer, med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, når dette var nødvendigt med henblik på at bevare eller forbedre den pågældendes fysiske, psykiske eller sociale funktioner, og når dette ikke kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kunne tilbydes efter anden lovgivning. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det var kommunen, som med sin mere umiddelbare kontakt til borgeren havde ansvaret for forebyggelse, tidlig og løbende indsats for misbrugere i kommunen. Kommunen var således både under behandlingsforløbet og efter den primære behandling ansvarlig for de relevante tilbud, som kunne bidrage til forbedring af den personlige funktion og udviklingsmuligheder.

Kommunen traf herefter ny afgørelse, hvorefter kommunen gav afslag på betaling af efterbehandling på behandlingsstedet efter servicelovens § 86. Begrundelsen var at efterbehandlingsforløbet skulle foregå på det behandlingssted, hvor manden havde været i ambulant behandling, og at det derfor vurderedes nærliggende, at den efterfølgende behandling burde ligge indenfor rammerne af servicelovens § 85, jf. Socialministeriets vejledning nr. 45 af 10. marts 1998 om den sociale indsats for de mest udsatte voksne sindslidende, stof- og alkoholmisbrugere, hjemløse m.fl., kap. 43.

Nævnet traf herefter på ny afgørelse om, at kommunen skulle give manden det efterbehandlingstilbud, som behandlingsstedet havde ansøgt om på hans vegne efter servicelovens § 86. Begrundelsen var, at der var tale om et tilbud af behandlingsmæssig karakter, at manden havde særlige sociale problemer, at tilbuddet var nødvendigt for at forbedre hans fysiske, psykiske og/eller sociale funktioner, og dette ikke kunne opnås gennem de behandlingstilbud, der kunne tilbydes efter anden lovgivning. Der var lagt vægt på, at selv om amtskommunen havde ansvaret for selve behandlingen, så var det kommunen, der både under behandlingsforløbet og efter den primære behandling var ansvarlig for de relevante tilbud, som kunne bidrage til forbedring af mandens personlige funktion og udviklingsmuligheder, jf. vejledningens kapitel 30. Der var endvidere lagt vægt på, at den ansøgte efterbehandling ville give en sammenhængende og opfølgende behandling og støtte, der pegede hen mod at bibringe manden et liv uden misbrug. Samtidig var det hensigten, at kommunen i samarbejde med manden skulle arbejde videre med afklaringen af hans fremtidige erhvervsmuligheder.

Nævnet bemærkede, at den primære behandling havde fundet sted ambulant i 6 måneder dagligt fra kl. 9-15. Udgiften udgjorde 20.000 kr. pr. måned. Efterbehandlingen, der forventedes at vare i 6 måneder, ville være gruppebehandling en gang om ugen i 2 timer. Udgiften til denne efterbehandling ville udgøre 4.500 kr. pr. måned.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at det var kommunens vurdering, at servicelovens § 86 ikke rettede sig mod indsatsen for stofmisbrugeres efterbehandlingsforløb. Et givet efterbehandlingsforløb burde som udgangspunkt primært afholdes efter servicelovens § 85 sekundært efter servicelovens § 73, såfremt der var tale om efterbehandling i form af socialpædagogisk støtte.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt der kunne ydes efterbehandling af stofmisbruger efter servicelovens § 86.

Afgørelse:

Amtskommunen var forpligtet til at yde hjælp til det ansøgte efterbehandlingstilbud.

I følge servicelovens § 85, har amtskommunen forpligtelsen til at sørge for tilbud om behandling af stofmisbrugere.

Det følger af forarbejderne til lovbestemmelsen og vejledningen om den sociale indsats for mest udsatte voksne af 10. marts 1998, at den egentlige behandling i givet fald må følges op af en efterbehandlingsfase, hvor der ved siden af en mindre intensiv behandling rettes andre tilbud til brugeren. Det følger endvidere af vejledningen at efterbehandlingsfasen er en meget central del af et behandlingsforløb og kan være afgørende for tilbagefald eller bibeholdelse af en stoffrihed.

Ankestyrelsen lagde til grund, at manden af amtskommunen var bevilget ambulant behandling for hashmisbrug på et behandlingssted for hashbehandling i perioden fra 4. marts 2003 til 4. september 2003 og at han havde behov for en mindre intensiv efterbehandling samme sted i de efterfølgende 6 måneder, hvor formålet var at fastholde ham i det etablerede resocialiseringsforløb og støtte ham i en fremtidig placering på arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen fandt efter en konkret vurdering af oplysningerne om det beskrevne efterbehandlingsforløb, at dette måtte anses for at være en del af den samlede behandling for stofmisbrug, som hørte under amtskommunens forpligtelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at efterbehandlingen skulle ske i en 2 timers ugentlig gruppebehandling på et særligt behandlingssted for hashbehandling i forlængelse af den primære behandling samme sted.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at amtskommunen havde bevillingskompetencen for stofmisbrugsbehandling og derfor måtte forudsættes at have en særlig ekspertise med hensyn til den samlede stofmisbrugsbehandling.

Ankestyrelsen bemærkede, at der udover den egentlige behandling for stofmisbrug eventuelt kunne være behov for andre sociale støtteforanstaltninger, som skulle iværksættes af kommunen efter servicelovens § 73. Ankestyrelsen vurderede således, at servicelovens § 86 normalt ikke kan anvendes i forbindelse med behandling af stofmisbrug, idet servicelovens § 85 specifikt retter sig mod denne form for behandling.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 30. maj 2018, da den er erstattet af principafgørelse 23-18.