Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-44-05 om boligskift - køb af ejerbolig - anvisning af anden bolig - børn over 18 år - forsørgelsespligt

Resume:

Det kunne ikke ved anvisning af bolig efter § 102, stk. 2, pålægges kommunen at tage hensyn til, at der var hjemmeboende børn over 18 år.

Begrundelsen var, at forældrene ikke havde forsørgelsespligt over for børn over 18 år.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 280 af 5. april 2005 - § 102

Sagsfremstilling:

En familie med en13-årig søn, der led af muskelsvind, søgte om hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2, i form af anvisning af anden bolig eller dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig. Ud over den 13-årige dreng var der i familien 2 myndige børn på henholdsvis 18 og 19 år.

Kommunen traf afgørelse om, at en nærmere bestemt lejlighed var egnet som § 102-lejlighed til den 13-årige søn.

Kommunen fandt, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at finde en § 102 - bolig til de medlemmer af familien, der ifølge lovgivningen på afgørelsestidspunktet var myndige, hvorfor en handicapvenlig § 102-bolig kun indbefattede den 13-årige søn og forældrene.

Kommunen udtalte, at tilbuddet var det eneste egnede tilbud på en § 102-bolig, som kommunen tilbød familien.

Familien klagede til det sociale nævn over kommunens afgørelse.

Nævnet fandt ved sin afgørelse, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt efter oplysningerne om drengens forhold og beskrivelsen af den anviste lejlighed, at den omhandlede lejlighed måtte anses at kunne dække drengens behov, jf. servicelovens § 102, stk. 2, 2. pkt.

Nævnet fandt dermed heller ikke grundlag for at tilsidesætte, at kommunen ved anvisning af den omhandlede lejlighed ikke havde taget hensyn til, at husstanden på tidspunktet for handicapcentrets afgørelse tillige omfattede drengens to søskende over 18 år.

Angående dette spørgsmål lagde nævnet vægt på, at forældres forsørgelsespligt overfor børn bortfalder, når børnene fylder 18 år.

I relation til spørgsmål i klagen bemærkede nævnet, at de to voksne søskende i givet fald havde mulighed for at r

ette henvendelse til kommunen med henblik på råd og vejledning vedrørende spørgsmålet om anden bolig.

Familien klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på at afklare, hvorvidt der i forbindelse med anvisning af anden lejlighed efter servicelovens § 102 til en familie med et barn med varigt nedsat fysik eller psykisk funktionsevne kunne tages hensyn til, at der i familien var hjemmeboende børn over 18 år.

Afgørelse:

Familien fandtes ikke berettiget til hjælp efter servicelovens § 102, stk. 2, til dækning af udgifter til anskaffelse af anden bolig.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen ved anvisningen af boligen efter § 102, stk. 2, sidste punktum havde pligt til at tage hensyn til, at der var 2 hjemmeboende børn over 18 år.

Begrundelsen var, at kommunen havde anvist en anden bolig, som måtte anses for at kunne dække den 13-årige søns behov.

Ankestyrelsen lagde vægt på de foreliggende oplysninger om sønnens funktionsevne sammenholdt med oplysningerne i ergoterapeutrapporten, hvor den anviste lejlighed var beskrevet og vurderet som egnet som handicapvenlig bolig for sønnen såvel på kort som på langt sigt.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på oplysningerne i kommunens brev af 18. november 2003, hvorefter adgangsforholdene i boligen kunne gøres egnede, såfremt sønnen blev kørestolsbruger, hvilke oplysninger måtte opfattes som et tilsagn.

Begrundelsen for, at der ikke ved anvisningen af boligen efter § 102, stk. 2, sidste punktum kunne tages hensyn til, at ansøgerne havde 2 hjemmeboende børn over 18 år, som hhv. gik i 3. g og var studerende, var, at forældrene ikke havde forsørgelsespligt over for børn over 18 år.

Vedrørende familiens klage over, at kommunen ikke havde kompenseret den for udgifter, der måtte fremkomme i anledning af, at ikke alle familiemedlemmer kunne bo under samme tag bemærkede Ankestyrelsen, at der ikke var hjemmel hertil i loven.

Ankestyrelsen kom således til samme resultat som det sociale nævn.