Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-53-05 om merudgift - boligindskud - enkeltudgift - flytning

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at aktivlovens regler om henholdsvis enkeltudgifter og flytning var subsidiære i forhold til servicelovens regler om nødvendige merudgifter til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005 - § 85

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 84

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Sagsfremstilling:

Sagen omhandlede en enlig kvinde, der i 13 år havde boet til leje for 1.500 kr. om måneden i en møbleret lejlighed, der tilhørte kvindens bror.

I 2000 fik kvinden stillet diagnosen sclerose og fik samtidig konstateret en nyrelidelse. I den forbindelse blev hun anvist en handicapegnet bolig, hvortil hun søgte om hjælp til boligindskud samt etablering.

Kommunen bevilgede kvinden hjælp til etablering på 5000 kr. samt hjælp til indskud i boligen og første måneds husleje på 15.695 kr. Begge dele blev bevilget efter aktivlovens § 81. Samtidig blev begge dele bevilget med tilbagebetalingspligt efter henholdsvis aktivlovens §§ 93, stk. 1, nr. 1 og 92, stk. 1, 2. pkt.

Det sociale nævn stadfæstede kommunes afgørelse om, at bevilling af ydelserne skulle ske efter aktivlovens § 81.

Samtidig stadfæstede nævnet kommunes afgørelse om, at boligindskuddet på 10.800 kr. skulle tilbagebetales, idet nævnet lagde til grund, at den, der modtog hjælp til boligindskud, skulle tilbagebetale hjælpen.

Nævnet ændrede kommunens afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale de 4.895 kr., som var husleje. Nævnets begrundelse var, at der var tale om almindelig husleje for den første måned, hvor kvinden beboede den nye lejlighed. Nævnet fandt, at der således ikke var tale om et depositum eller sikkerhedsstillelse, der kunne blive tilbagebetalt ved fraflytning.

Endvidere ændrede nævnet kommunens afgørelse om, at kvinden skulle tilbagebetale de 5.000 kr., der var bevilget til etablering. Nævnets begrundelse var, at hun ikke havde udvist uforsvarlig økonomi. Nævnet lagde vægt på, at hun ikke havde sparet op til etableringsomkostninger, idet hun efter det oplyste forventede at blive boende i sin brors møblerede lejlighed, hvilket viste sig ikke at kunne lade sig gøre på grund af hendes handicap. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at § 93, stk. 1, nr. 1 om uforsvarlig økonomi efter forarbejderne til loven måtte antages i første række at sigte på tilfælde, hvor det aktuelle behov for hjælp kunne tilregnes ansøgeren som et uforsvarligt forhold, fordi ansøgeren førte et ødselt levned eller foretog sig dispositioner, der ikke stod i forhold til den økonomiske evne.

Nævnet fandt endvidere ikke, at kvinden kunne få hjælp til etablering og indskud i lejlighed efter servicelovens § 84, idet hun var bevilget hjælp efter anden lovgivning.

Scleroseforeningen klagede på kvindens vegne over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at Scleroseforeningen fandt, at sagen var af principiel betydning, idet den stred mod Ankestyrelsens praksis udmeldt i SM C-6-02.

Det var primært Scleroseforeningens opfattelse, at sagen som udgangspunkt var behandlet efter en forkert lovbestemmelse, da kommunen valgte at bevilge boligindskuddet efter aktivlovens § 81. Scleroseforeningen fandt, at sagen subsidiært burde behandles efter servicelovens § 84, da der var tale om en nødvendig merudgift som følge af funktionsnedsættelsen. Der blev henvist til SM C-6-02. Eventuelle udgifter på grund af et boligskift til en anvist lejebolig skulle vurderes i henhold til reglerne i serviceloven om nødvendige merudgifter.

Endvidere henviste Scleroseforeningen til vejledningen om sociale tilbud til voksne med handicap kap. 1.2.3. vedrørende kompensationsprincippet. Udgangspunktet i bestemmelserne i serviceloven, som tager sigte på at yde kompensation for følgerne af en nedsat funktionsevne, er, at der enten stilles naturalydelser til rådighed, eller at der skal ske kompensation for væsentlige merudgifter ved forsørgelsen som følge af den nedsatte funktionsevne. Der blev herved på den ene side lagt vægt på, at den handicappede skulle afholde den del af udgifterne, som svarede til de udgifter, den pågældende selv ville have afholdt, hvis der ikke havde foreligget en nedsat funktionsevne, dvs. udgifter på linie med, hvad alle andre havde. På den anden side skulle personer med handicap ikke selv dække merudgifter, der var en følge af den nedsatte funktionsevne.

Samtidig henviste Scleroseforeningen til, at det af vejledningen vedrørende boligindskud fremgår, at betaling af indskud i en anvist lejebolig efter servicelovens § 102, stk. 2 ifølge SM C-6-02, skulle afgøres i medfør af servicelovens § 84 og ikke i medfør af servicelovens § 102, stk. 2 om dækning af anskaffelsesudgifter til anden bolig.

Nævnet fastholdt ved genvurderingen afgørelsen.

Nævnet bemærkede, at det var nævnets opfattelse, at støtte efter servicelovens § 84 måtte anses som subsidiær i forhold til støtte efter aktivlovens § 81. Nævnet fandt ikke, at det kunne anses for afgørende, om der i dette tilfælde skulle være tale om en bolig, der opfyldte betingelserne efter servicelovens § 102, idet der ikke forelå en merudgift til boligindskud, når beløbet blev bevilget efter aktivlovens § 81. Der ville heller ikke ved tilbagebetaling foreligge en merudgift, idet pågældende ville få sit depositum tilbage ved fraflytning.

Angående SM C-6-02 bemærkede nævnet, at denne SM alene omhandlede afgrænsningen mellem servicelovens §§ 84 og 102, men ikke vedrørte en situation, hvor hjælpen allerede var bevilget efter aktivlovens § 81.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt nævnets afgørelse var i overensstemmelse med SM C-6-02, herunder blev sagen behandlet som supplement til ovenstående SM. Endvidere var sagen antaget til belysning af, hvorvidt aktivlovens §§ 81 og 85 gik forud for servicelovens § 84.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at aktivlovens §§ 81 og 85 om henholdsvis enkeltudgifter og flytning var subsidiære i forhold til servicelovens § 84 om nødvendige merudgifter.

Begrundelsen herfor var, at formålet med servicelovens § 84 var at hjælpe personer, der havde et handicap. Ankestyrelsen fandt, at dette måtte anses for at være en specialbestemmelse i forhold til aktivlovens §§ 81 og 85, hvor formålet mere generelt var at hjælpe personer, der ikke kunne forsørge sig selv.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kvindens ansøgning om hjælp til boligindskud skulle behandles efter servicelovens § 84, idet ansøgningen tog udgangspunkt i hendes handicap.

Ankestyrelsen fandt, at dette synspunkt var i overensstemmelse med kompensationsprincippet i sociallovgivningen, hvorefter personer med handicap i videst muligt omfang skulle kompenseres for følgerne af deres nedsatte funktionsevne.

I Ankestyrelsens overvejelser var indgået en udtalelse fra Socialministeriet, hvoraf fremgik, at det var ministeriets opfattelse, at de handicapkompenserende bestemmelser gik forud for aktivlovens §§ 81 og 85. Efter ministeriets opfattelse skulle kommunen dermed først vurdere, om en person med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne opfyldte betingelserne i servicelovens § 84. Hvis personen ikke opfyldte betingelserne for merudgiftsydelse efter servicelovens § 84, kunne kommunen derefter vurdere, om der i stedet kunne ydes hjælp efter aktivlovens bestemmelser.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at afgørelsen var i overensstemmelse med principperne i SM C-6-02, hvor Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til hjælp til betaling af indskud i lejebolig som en merudgift ved forsørgelsen, jf. servicelovens § 84, stk. 1.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.