Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-59-05 om magtanvendelse - låst inde - frihedsberøvelse - hjemmel

Resume:

Servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten indeholder en udtømmende opregning af, hvilken magtanvendelse og andre indgreb i den personlige frihed, der lovligt kan finde sted inden for det sociale område.

En kommunes beslutning om at kunne låse en voksen person inde på sit værelse kunne derfor ikke anses for omfattet af reglerne i servicelovens kap. 21 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

Det sociale nævn og Ankestyrelsen havde ikke kompetence til at vurdere lovligheden af foranstaltningen.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 109, § 109a, § 109b og § 109c

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 125, § 126 og § 127

Sagsfremstilling:

En kommune godkendte, at en indvendig vrider på en mands dør blev fjernet, således at personalet kunne låse døren udefra og således låse ham inde på egen stue, indtil vagtlæge eller vagter var tilkaldt, såfremt han blev udadreagerende/voldelig.

Kommunen havde noteret, at en sådan foranstaltning ville være magtanvendelse, som skulle noteres/dokumenteres, såfremt der opstod episoder, hvor magtanvendelsen blev benyttet.

Manden opholdt sig på en boenhed for demente/gerontopsykiatriske borgere. Han var tiltagende blevet vredladen, aggressiv og kunne finde på at slå personale og beboere. Han havde i marts 2004 fået beskikket en personlig og økonomisk værge.

En nat havde manden optrådt truende ude på gangen over for personalet, og han havde været meget svær at aflede. Da det var lykkedes at få ham ind på egen stue, havde han været meget vred og truende med fagter og ord. Hans dør blev efterfølgende låst udefra i 15 minutter. Mens døren var låst, var manden meget udadreagerende på møblementet.

Kommunen godkendte efterfølgende, at døren til mandens værelse kunne låses udefra, såfremt han blev udadreagerende/voldelig, for at sikre at personalet ikke led overlast.

Værgen klagede over godkendelsen, idet det blev anført, at der havde været tale om magtanvendelse efter § 109 c samt frihedsberøvelse, og at en række retssikkerhedskrav således ikke var overholdt.

Da der blev iværksat fast vagt hele døgnet, blev vrideren på indvendig dørside igen påmonteret, da der ikke længere var behov for at kunne låse døren udefra.

Nævnet afviste at realitetsbehandle sagen.

Begrundelsen var, at der ikke ud fra de for nævnet foreliggende oplysninger sås at være iværksat foranstaltninger, der var reguleret i servicelovens §§ 109-109e.

Nævnet havde ved sin vurdering i forhold til servicelovens § 109 c om tilbageholdelse i bolig lagt til grund, at begrebet boligen foruden den individuelle bolig også omfattede de fælles opholdsområder i tilknytning til boligen. Dette fremgik af Socialministeriets vejledning af 5. januar 2004 om magtanvendelse. Det fremgik ikke af sagen, at manden havde været forhindret i at forlade selve boenheden, hvorfor servicelovens § 109 c ikke fandt anvendelse i denne sag.

Nævnet havde i vurderingen i forhold til servicelovens § 109 b, stk. 1 om fastholdelse af en person eller tilbageførelse af denne til et andet opholdsrum, lagt til grund, at der ikke forelå oplysninger om situationer, hvor fastholdelse for at føre manden til andet opholdsrum var sket mod hans vilje. Der var derfor ikke tale om et forhold omfattet af § 109 b.

Nævnet fandt, at forholdet ikke var omfattet af servicelovens § 109 b-c, og forholdet måtte derfor vurderes efter regler uden for den sociale lovgivning, herunder regler om nødværge og frihedsberøvelse. Det faldt imidlertid uden for nævnets kompetence at tage stilling til klager over sådanne forhold.

Afgørelsen blev indbragt for Ankestyrelsen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen vurderede, at de tiltag, som en kommune havde truffet i form af fjernelse af vrider på en dør, så den kunne låses udefra samt et konkret tilfælde, hvor en person havde været låst inde på sit værelse i 15 minutter, ikke hørte ind under servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse.

Begrundelsen var, at der i § 3 i bekendtgørelsen om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne efter kapitel 21 i lov om social service var foretaget en udtømmende afgrænsning af de systemer, som lovligt kunne anvendes for at begrænse eller holde øje med den enkeltes udgang fra boligen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på social meddelelse SM C-35-01, hvor det bl.a. blev fastslået, at servicelovens kapitel 21 om magtanvendelse indeholdt en udtømmende opregning af, hvilken magtanvendelse og andre indgreb i den personlige frihed, der lovligt kunne finde sted inden for det sociale område.

Ankestyrelsen lagde således vægt på, at der ikke over for personen havde været truffet afgørelser om magtanvendelse efter kapitel 21 i serviceloven.

For så vidt angår låsning af personens dør var begrundelsen, at det at låse en person inde var ensbetydende med frihedsberøvelse, hvilket der var et generelt forbud imod, hvis der ikke var en lovhjemmel til det.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der ikke i serviceloven var lovhjemmel til at kunne låse personen inde på sit værelse.

Da der ikke var truffet en afgørelse efter servicelovens kapitel 21, havde Ankestyrelsen ikke kompetence til at vurdere de foranstaltninger, som kommunen foretog over for personen.

Ankestyrelsen kunne ikke tage stilling til, om der havde været tale om ulovlig frihedsberøvelse eller eventuelt nødret/nødværge. Det var et spørgsmål, som måtte bedømmes af domstolene.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne princpafgørelse er kasseret den 7. juni 2018, da den ikke længere har vejledningsværdi.