Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-61-05 om bedømmelsesgrundlag - ledighedsydelse - visiteret - fleksjob - bil

Resume:

Ansøger, der søgte om støtte til køb af bil, skulle vurderes på trivselsmæssigt grundlag. Begrundelsen var, at ansøger på tidspunktet for nævnets afgørelse modtog ledighedsydelse og ikke havde et nærmere konkret tilbud om fleksjob.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 906 af 26. september 2005 - § 99

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Sagsfremstilling:

Ansøger havde i februar 2003 søgt kommunen om bevilling efter servicelovens § 99 til almindeligt lån til køb af bil, fritagelse for brændstofsafgift og bevilling til særlig indretning.

Ansøger, der havde deltaget i forudgående projekter, var i januar 2004 begyndt i virksomhedspraktik med sigte på fleksjob 16 timer ugentligt.

Amtskommunen gav i september 2004 afslag på ansøgning om støtte til køb af bil og brændstofafgiftsfritagelse. Amtskommunen fandt ikke, at ansøgers nedsættelse af funktionsevnen var af en sådan sværhedsgrad, at den i væsentlig grad vanskeliggjorde ansøgers muligheder for at fastholde sit arbejde uden brug af bil.

Ansøger blev i oktober 2004 afskediget fra sit arbejde i virksomhedspraktikken og modtog herefter ledighedsydelse, indtil ansøger i februar 2005 begyndte fleksjob 15-18 timer ugentligt fordelt på 3 timer dagligt.

Nævnet ændrede i december 2004 amtskommunens afgørelse. Nævnet fandt således, at ansøger havde ret til støtte til køb af bil og brændstofsafgiftsfritagelse efter servicelovens § 99 samt tilskud til særlig indretning.

Nævnet vurderede, at ansøger fortsat skulle bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag, selv om ansøger i oktober 2004 var afskediget fra arbejdet i virksomhedspraktikken.

Nævnet fandt, at ansøgers funktionsevne var varigt nedsat, og at ansøger ikke kunne fastholde et fleksjob uden brug af bil, idet der var et skånehensyn.

Amtskommunen klagede over afgørelsen. Det var i klagen anført, at ansøger reelt var arbejdsløs på tidspunktet for nævnets afgørelse. Det burde derfor afklares, om ansøgningen om bilstøtte skulle bedømmes på erhvervsmæssigt grundlag eller på trivselsmæssigt grundlag.

Amtskommunen fandt ikke, at der var hjemmel i bilbekendtgørelsen til at bedømme en ansøger på forventet erhverv, hvis der ikke forelå konkrete oplysninger om, hvornår pågældende kunne forvente at komme i arbejde samt blandt andet afstanden dertil og arbejdets karakter og varighed, herunder arbejdstidens længde eller fordeling på ugens dage.

Det blev i klagen endvidere gjort gældende, at nævnets afgørelse stred mod Ankestyrelsens praksisudmelding i guide om behandling af bilsager, afsnittet om ensidige benlidelser.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt betingelserne for støtte til køb af bil var opfyldt i overensstemmelse med reglen i servicelovens § 99, herunder hvilket bedømmelsesgrundlag, der skulle anvendes, når en person var visiteret til, men endnu ikke ansat i et fleksjob.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgningen om bevilling af støtte til køb af bil på tidspunktet for nævnets afgørelse burde have været vurderet på trivselsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt, at nævnets afgørelse om bevilling var udtryk for en mild vurdering.

Ankestyrelsens afgørelse medførte dog ikke nogen ændring i forhold til det lån til støtte til køb af bil, der allerede var bevilliget af nævnet.

Begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var, at ansøger på tidspunktet for nævnets afgørelse ikke var i et ansættelsesforhold. Ansøger modtog på tidspunktet for nævnets afgørelse ledighedsydelse, og der var på tidspunktet for nævnets afgørelse ikke et konkret tilbud til ansøger om fleksjob. Ansøgers kørselsbehov var heller ikke nærmere konkretiseret.

Det er en betingelse efter bilbekendtgørelsens § 2, stk. 1, nu § 3, for at opnå støtte til bil på erhvervsmæssigt grundlag, at der er behov for kørsel til og fra et arbejde.

Ankestyrelsen fandt med baggrund i oven stående således, at ansøger på tidspunktet for nævnets afgørelse burde have været vurderet på trivselsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af, at der var tale om en ensidig benlidelse og på baggrund af oplysningerne om gangdistancen, at nævnets afgørelse var udtryk for en mild vurdering, særligt taget i betragtning, at ansøgningen på tidspunktet for nævnets afgørelse burde have været vurderet på trivselsmæssigt grundlag.