Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-2-06 om driftsudgifter - kørselsbehov - merudgifter til voksne - hjælpemiddelbil

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at der i ganske særlige situationer kunne ydes hjælp til betaling af nødvendige driftsudgifter i forbindelse med hjælpemiddelbil, hvis det kunne sandsynliggøres, at en person ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af den nedsatte funktionsevne.

I det konkrete tilfælde vurderede Ankestyrelsen, at det måtte anses for sandsynliggjort, at ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov, som var nødvendiggjort af hendes handicap med svært nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen lagde i sin vurdering vægt på, at ansøger var 31 år, at hun var enlig og studerende. Desuden tillagde Ankestyrelsen det betydning, at hun boede i et område med offentlige transportmidler.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 84, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 106 af 23. oktober 2002 om ændring af vejledning om sociale tilbud til voksne med handicap (Dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse) -

Sagsfremstilling:

Ansøger var 31 år og enlig. Hun led af muskelsvind og havde siden skolealderen været kørestolsbruger. Hun modtog højeste førtidspension, og hun var bevilget personlig hjælpeordning og handicapbil i form af kassebil. Ansøger var studerende.

Kommunen traf afgørelse om, at der fremover ikke ville kunne ydes hjælp til betaling af faste udgifter til bil i henhold til servicelovens § 84.

Udgifterne til handicapbilen havde hidtil været medtaget i beregningen, men kommunen havde nu fundet, at den tidligere beregning havde været for lempelig. Ved fornyet gennemgang af sagen var det ikke fundet sandsynliggjort, at ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af hendes nedsatte funktionsevne. Medtaget i vurderingen var der taget hensyn til hendes alder og uddannelsesniveau ved universitetet.

Derfor ville kun merudgifter i forbindelse med handicapbilen kunne medtages i en beregning, fordi ansøger havde en ekstraordinær stor og driftmæssig kostbar bil i form af en kassebil. Imidlertid var hendes forsikring ikke højere end forsikringen på en almindelig personbil.

Muskelsvindfonden klagede over afgørelsen.

Kommunen genvurderede afgørelsen og fastholdt afgørelsen for så vidt angik afslag på tilskud til udgifter til drift af handicapbil.

Afgørelsen var blevet truffet ud fra en konkret individuel vurdering i henhold til Socialministeriets vejledning nr. 106 af 23. oktober 2002.

Kommunen vurderede ikke, at der forelå en ganske særlig situation. Det var kommunens opfattelse, at der i vejledningen var taget udgangspunkt i, at det var ansøger, der skulle sandsynliggøre sine nødvendige merudgifter.

Nævnet hjemviste spørgsmålet om indregning af driftsudgifter til handicapbil i beregningsgrundlaget for støtte efter servicelovens § 84 til fornyet behandling og afgørelse.

Nævnet fandt ikke, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af, om det kunne anses for sandsynliggjort, at ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke havde været et særligt kørselsbehov som følge af hendes nedsatte funktionsevne.

Ved den fornyede vurdering skulle kommunen forholde sig til spørgsmålet, om ansøger ville have haft økonomisk mulighed for at holde bil, hvis hun ikke var bevilget handicapbil. Endvidere skulle kommunen tage i betragtning, hvorvidt hun eventuelt havde bil forud for bevillingen af handicapbil, og i hvilken udstrækning hun alternativt ville have kunnet dække sit transportbehov ved benyttelse af offentlige transportmidler.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der kunne ydes hjælp efter servicelovens § 84 til betaling af driftsudgifter i forbindelse med en hjælpemiddelbil, hvis det kunne sandsynliggøres, at en ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af den nedsatte fysiske eller psykiske funktionsevne, herunder hvilke krav der i givet fald kunne stilles til sandsynliggørelsen.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at det efter en konkret vurdering måtte anses for sandsynliggjort, at ansøger ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov, som var nødvendiggjort af hendes handicap med svært nedsat funktionsevne.

Det følger af servicelovens § 84, stk. 1, at kommunen yder dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Det er en betingelse, at merudgiften er en følge af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i serviceloven.

Ankestyrelsen fandt, at der i ganske særlige situationer kunne ydes hjælp til betaling af driftsudgifter, hvis det kunne sandsynliggøres, at en person ikke ville have haft bil, hvis der ikke var et særligt kørselsbehov som følge af den nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelse lagde ved vurderingen vægt på ansøgers alder, at hun var enlig, og at hun var studerende. Ankestyrelsen havde desuden tillagt det betydning, at ansøger boede i et område med offentlige transportmidler.

Der skulle foretages fradrag for de transportudgifter, som ansøger ville have haft, hvis hun ikke havde haft bilen.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 21.09.17, da den er erstattet af principafgørelse 70-17.