Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-17-06 om særlige tilfælde - ekstra omkostninger - kortvarige ferieophold - 14 dages ferie i udlandet - merudgifter til voksne

Resume:

Afholdelse af 14 dages ferie i udlandet kunne anses for at være omfattet af udtrykket "kortvarige ferieophold" i bestemmelsen i udlandsbekendtgørelsen om hjælp til dækning af ekstra omkostninger forbundet med kortvarige ferieophold i udlandet

På denne baggrund var forældrene til en søn, der led af muskelsvind, og som var respiratorbruger, berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger forbundet med familiens 14 dages ferie i Italien.

Der blev lagt vægt på det omfang, som ferien aktuelt havde for de fleste lønmodtagere, samt på at det ikke kunne anses for usædvanligt, at familier holdt 14 dages ferie i udlandet i sammenhæng.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 2, stk. 2 og § 28, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 2, stk. 2 og § 41, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en familie, hvor den ene søn havde muskelsvind og var respiratorbruger. Han sad i el-kørestol, da han ikke kunne gå. Han havde brug for hjælp døgnet rundt. Kommunen havde bevilget 12 timers nathjælp og ca. 35 timers daghjælp samt delvis tabt arbejdsfortjeneste til moderen.

Moderen søgte kommunen om dækning af merudgifter i forbindelse med afholdelse af 14 dages ferie i Italien. Der var tale om merudgifter til leje af bungalow (sønnen kunne ikke sove i telt sammen med resten af familien grundet sit handicap), ekstra hjælper, transport af hjælper samt udetillæg for dag- og nathjælper. Merudgifterne var opgjort til i alt 27.800 kr.

Kommunen bevilgede ud fra tidligere års bevillinger og ud fra, at der var merudgifter ved at have sønnen med på ferie 5000 kr. som dækning for den merudgift, det ville være at leje en passende feriebolig, hvor der også var plads til sønnen og hans hjælpere. Der blev ligeledes bevilget udetillæg til hjælpere, men givet afslag på en ekstra hjælper under henvisning til, at der var bevilget en uges ophold til sønnen på efterskole. Dette ophold blev betragtet som en god oplevelse for sønnen og en aflastning for den øvrige familie. I øvrigt blev der givet afslag på de ekstra udgifter, der var forbundet med ferie i udlandet under henvisning til udlandsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, og SM C-16-00 og SM C-40-03 med den begrundelse, at en ferie af 14 dages varighed ikke kunne anses for kortvarig.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse og fandt, at familien ikke havde ret til at få dækket merudgifter i forbindelse med ferieophold i udlandet. Afgørelsen var begrundet med, at et ferieophold på 14 dage ikke kunne anses for omfattet af udtrykket "kortvarigt ferieophold".

Nævnet henviste herefter til udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5, og fandt, at et ophold i udlandet af 14 dages varighed kunne betegnes som sædvanligt ferieophold, men ikke at et ophold af denne varighed kunne betegnes som kortvarigt.

Nævnet bemærkede afslutningsvis, at det var nævnets opfattelse, at udlandsbekendtgørelsens § 5, stk. 2, ikke fandt anvendelse i familiens sag, idet der ikke var tale om merudgifter ved ledsagelsen, da sønnens hjælpere efter det oplyste var ansat til at bistå med overvågning og pleje.

I forældrenes klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at forældrene mente, at det i sagsforløbet ikke tydeligt fremgik, hvilken hjælp de søgte medtaget på deres ferie. Under ferieopholdet ville de blot benytte den hjælp, som de i forvejen var bevilget. Efter forældrenes opfattelse skete dette med hjemmel i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 2, nr. 5. Det måtte med udgangspunkt i dette forventes, at der kunne bevilges de løntillæg, som hjælperne var berettiget til i henhold til deres overenskomst. Da der var tale om vågne nattevagter, var det naturligvis nødvendigt, at familien tog to hjælpere med på ferie. En enkelt person ville ikke på forsvarlig vis kunne passe sønnen i så mange timer i hele ferieperioden.

Videre blev det anført, at rejseudgifter til hjælperen måtte siges at være en nødvendig merudgift for at kunne gøre brug af hjælperen på feriestedet. Rejseudgifternes størrelse var ikke proportional med feriens længde. Hjælperen skulle jo rejse frem og tilbage, uanset om familien opholdt sig kortere eller længere tid i udlandet. Forældrene havde således forsøgt at minimere rejseomkostningerne, idet de havde ændret hjælpernes normale vagtplan. Således havde hjælperne indvilliget i at arbejde i hele ferieperioden, så de undgik at have et vagtskifte midt i ferien. Forældrene mente derfor ikke, at man kun skulle se på feriens længde, men også på den faktiske udgift.

Hjælpernes udgifter til ophold blev søgt dækket med hjemmel i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5. Efter familiens opfattelse var 14 dages ferie i udlandet ganske almindelig for mange andre danske familier, især når der var tale om campister.

Herudover var der også for familien et andet væsentligt aspekt i feriens længde. Der var meget besvær forbundet med at skulle pakke udstyr og utallige hjælpemidler til sønnen, når familien skulle på ferie. For overhovedet at kunne opveje dette besvær, ville 14 dage være et minimum af dage, som den ville tage af sted. Samtidig var det også en stor belastning for sønnen at rejse så langt i en bil, hvorfor han var meget træt de første dage af ferien. Hvis familien kun skulle tage af sted en uge, ville sønnen ikke have den store glæde af turen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om afholdelse af 14 dages ferie i udlandet kunne anses for at være omfattet af udtrykket "kortvarige ferieophold", jf. udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at forældrene til et handicappet barn var berettiget til tilskud til dækning af ekstra omkostninger forbundet med en 14 dages ferie i Italien.

Begrundelsen for afgørelsen var, at afholdelse af 14 dages ferie i udlandet kunne anses for at være omfattet af udtrykket "kortvarige ferieophold" i udlandsbekendtgørelsens § 1, stk. 5.

Begrundelsen var videre, at der i familiens situation efter en konkret vurdering var tale om et sådant særligt tilfælde, at der var grundlag for at pålægge kommunen at yde tilskud til dækning af ekstra omkostninger forbundet med ferien.

For så vidt angik vurderingen af, at 14 dages ferie kunne betegnes som et kortvarigt ferieophold, lagde Ankestyrelsen vægt på, at de fleste lønmodtagere henset til det aktuelle omfang af ferien havde 5 ugers ferie plus 5 særlige feriedage/feriefridage, altså i alt reelt 6 ugers ferie.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke kunne anses for usædvanligt, at familier holdt 14 dages ferie i udlandet i sammenhæng.

Vedrørende vurderingen af, at der i denne sag var tale om et sådant særligt tilfælde, at der var grundlag for at pålægge kommunen at yde tilskud til dækning af ekstra omkostninger forbundet med familiens ferie, lagde Ankestyrelsen vægt på den samlede beskrivelse af sønnens situation. Det fremgik således bl.a., at den ene søn havde muskelsvind og var respiratorbruger. Han havde brug for hjælp døgnet rundt. Kommunen havde bevilget 12 timers nathjælp og ca. 35 timers daghjælp samt delvis tabt arbejdsfortjeneste til moderen.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at det ville være særligt påkrævet og en afgørende forudsætning for gennemførelsen af familiens ferie, at kommunen ydede tilskud til dækning af ekstra omkostninger forbundet med ferien.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 22. december 2016, da den ikke længere er gældende