Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-34-06 om pasning af døende - plejevederlag - ophold i eget hjem

Resume:

Døtrene til en 86-årig kvinde opfyldte betingelserne for at få plejevederlag, da kvinden var døende, og hospitalsbehandling var udsigtsløs.

Ankestyrelsen lagde vægt på bestemmelsen i serviceloven om pasning af døende, hvoraf det fremgik, at det var en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering måtte anses for udsigtsløs.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, hvor plejevederlag blev indført, at forslaget om hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet alene omfattede hjælp til pleje af døende i terminalpleje, og at indsatsen koncentreredes om at forbedre livskvaliteten i et afgrænset tidsrum, oftest 2 - 6 måneder.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at lægen ikke havde konkretiseret, hvad der var årsag til, at kvinden var døende. Ankestyrelsen henviste til, at lovens kriterier var, at den, der skulle passes, var døende, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering måtte anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggjorde indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 104

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 119

Sagsfremstilling:

En kvinde, der på ansøgningstidspunktet var 86 år, havde ophold i eget hjem.

Kvindens døtre søgte om plejeorlov, idet moderen var døende og plejekrævende. Plejeorloven ønskedes delt mellem de tre søskende. Der var vedlagt udateret udtalelse fra egen læge, hvoraf det fremgik, at kvinden kun havde kort tid tilbage at leve i.

Kommunen traf afgørelse om, at betingelserne for at få bevilget plejeorlov til pasning af kvinden ikke var opfyldte.

Kommunen lagde vægt på, at der ikke var en læge, som havde fastslået, at hospitalsbehandling var udsigtsløs, at årsagen til, at kvinden havde kort levetid tilbage, ikke var angivet med en lægelig diagnose.

I januar 2006 modtog kommunen ny status fra kvindens læge. Det fremgik heraf, at kvinden efter længere tids sygdom nu var døende, og at al hospitalsbehandling var udsigtsløs.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse.

Det betød, at døtrene havde ret til plejevederlag i de perioder, hvor de hver især passede deres nu afdøde moder.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det var godtgjort, at betingelserne for at yde plejevederlag var opfyldte, da det var oplyst fra den praktiserende læge, at kvinden var døende, og at al hospitalsbehandling var udsigtsløs.

Desuden var det oplyst, at kvinden ønskede at blive i sit hjem, og at hendes døtre passede hende.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at kommunen fandt, at det sociale nævns afgørelse betød, at der blev åbnet for, at alle ville kunne bevilges plejeorlov til pasning af pårørende, der var døende grundet alderdom og uden anden årsag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt betingelserne for at yde

plejevederlag efter servicelovens § 104 var opfyldt i situationer, hvor der ikke forelå en

diagnose.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at døtrene efter den nu afdøde kvinde opfyldte betingelserne for at få udbetalt plejevederlag.

Ankestyrelsen fandt ligeledes, at betingelserne for at yde plejevederlag var opfyldt, da kvinden var døende, og hospitalsbehandling måtte anses for udsigtsløs.

Ankestyrelsen lagde vægt på bestemmelsen i servicelovens § 104, hvoraf det fremgår, at det er en betingelse for at yde plejevederlag, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget L 229, fremsat den 16. april 1997 om servicelovens § 104, at ordningen om hjælp til døende blev gennemført for at imødekomme døendes ønske om - primært som et alternativ til sygehusophold - at blive plejet af nærtstående i vante og hjemlige omgivelser.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det vejledende fremgår af punkt 1 i Socialministeriets vejledning nr. 38 af 3. juni 2005 om hjælp i forbindelse med pasning af døende, at ordningen ikke var forbeholdt bestemte sygdomskategorier.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at det fremgik af udtalelse fra januar 2006 fra egen læge, at kvinden, efter længere tids sygdom, nu var døende, og at al hospitalsbehandling var udsigtsløs. Kvindens tilstand nødvendiggjorde på ingen måde hverken indlæggelse eller ophold på plejehjem.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at det fremgår af bemærkninger til det lovforslaget, hvor plejevederlag blev indført, lovforslaget LSF 54 fremsat den 1. november 1989 om lov om ændring af lov om social bistand, at forslaget om hjælp i forbindelse med pasning af døende i hjemmet, alene omfattede hjælp til pleje af døende i terminalpleje, og at indsatsen koncentreredes om at forbedre livskvaliteten i et afgrænset tidsrum, oftest 2 - 6 måneder.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at lægen ikke havde konkretiseret, hvad der var årsag til, at kvinden var døende. Ankestyrelsen bemærkede i den forbindelse, at efter serviceloven var alder ikke et kriterium for bevilling af plejeorlov. Lovens kriterier var, at den, der skulle passes, var døende, at hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering måtte anses for udsigtsløs, og at den syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggjorde indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller lignende.

Ankestyrelsen tiltrådte det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 12. december 2018, da den er erstattet af principafgørelse 56-18.