Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-39-06 om kompetence - klageadgang - støtteforanstaltning - aflastning - pålæg om iværksættelse

Resume:

En afgørelse, truffet af det sociale nævn, hvor nævnet pålagde kommunen at iværksætte en støtteforanstaltning til ansøgers barn, kunne ikke indbringes for Ankestyrelsen.

Der var tale om en særlig kompetence, som var tillagt nævnet og ikke en kompetence, som nævnet havde i sin egenskab af klageinstans.

En klageadgang til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse efter servicelovens § 47 ville forudsætte en særlig hjemmel.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 40 og § 47

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 65, stk. 2, § 65, stk. 3 og § 52, stk. 3

Sagsfremstilling:

Ansøger, der havde en søn, som led af atypisk autisme, flyttede den 1. juli fra A kommune til B kommune. Sønnen var før flytningen bevilget aflastning hos en familie i C kommune.

Efter flytningen til B kommune ansøgte moderen om fortsat aflastning hos familien i C kommune. I september måned 2004 godkendte visitationsudvalget i B kommune, at sønnen var berettiget til aflastning, hvilket bevilgedes efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 5. Samtidig blev ansøger gjort opmærksom på, at der var ventetid på igangsættelse af private aflastningsordninger.

Ved afgørelse af 1. oktober 2004 fandt det sociale nævn, at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til ansøgers klage over sønnens optagelse på venteliste, indtil det blev muligt at iværksætte en aflastningsordning.

Afgørelsen blev begrundet med, at nævnet fandt, at dette var et spørgsmål om kommunens generelle serviceniveau, som der ikke kunne klages over til anden administrativ klagemyndighed, jf. servicelovens § 60, stk. 2.

B kommune orienterede ansøger om, at der ved pladsledighed blev foretaget en prioritering blandt ventende børn, hvilket skete i et samarbejde mellem visitationsteamet og handicapteamet. Ved prioriteringen blev der foretaget en konkret índividuel vurdering, og der blev anlagt en helhedsvurdering.

PPR bad den 6. juni 2005 det sociale nævn om at genoptage sagen. Som begrundelse henviste PPR til servicelovens § 47, stk. 2, hvorefter der er lovhjemmel til at pålægge kommunen at iværksætte foranstaltninger, der er bevilget efter servicelovens § 40.

Den 22. juli 2005 oplyste B kommune nævnet om, at det endnu ikke havde været muligt at tilbyde familien en aflastningsplads.

Ved afgørelse af 19. august 2005 traf nævnet afgørelse om, at nævnet efter servicelovens § 47, stk. 2, havde kompetence til at pålægge B kommune at gennemføre en afgørelse og iværksætte en aflastningsordning, som kommunen havde bevilget efter servicelovens § 40.

Ved afgørelsen lagde nævnet bl.a. vægt på, at den aflastningsordning, som B kommune havde godkendt den 2. september 2004, måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til sønnens særlige behov for støtte, jf. servicelovens § 40, stk. 1, nr. 1.

B kommune henviste i forbindelse med klagen bl.a. til, at nævnet tidligere havde truffet modsat rettede afgørelser på området, og at man derfor var i tvivl om, hvorledes servicelovens § 47 skulle fortolkes.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var klageadgang for en kommune over et socialt nævns pålæg til kommunen i medfør af servicelovens § 47, stk. 2, om at gennemføre en afgørelse og iværksætte en aflastningsordning, som kommunen havde bevilget efter servicelovens § 40. Såfremt det blev antaget, at der var klageadgang for kommunen, skulle det desuden afklares, om et socialt nævn i medfør af servicelovens § 47, stk. 3, kunne træffe afgørelse om pålæg af denne karakter.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at Ankestyrelsen ikke havde kompetence til at behandle sagen om, hvorvidt det sociale nævn havde været berettiget til at pålægge kommunen at iværksætte aflastning af ansøgers søn og samtidig pålægge kommunen at gennemføre foranstaltningen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke var fastsat regler om klage over afgørelser, truffet af det sociale nævn efter nævnets særlige beføjelse til at træffe en foreløbig afgørelse om støtteforanstaltninger efter servicelovens § 40 og til at pålægge kommunen at gennemføre afgørelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der var tale om en særskilt kompetence og ikke en kompetence, som det sociale nævn havde ifølge sin egenskab af klageinstans. De almindelige klageregler i retssikkerhedsloven og serviceloven fastlagde klageadgang over afgørelser, truffet af nævnet som klageinstans.

En adgang til at klage til Ankestyrelsen over afgørelser, truffet af det sociale nævn efter servicelovens § 47, ville således forudsætte en særskilt hjemmel.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at der i servicelovens § 124 var en særskilt hjemmel til at indbringe Ankestyrelsens afgørelser efter servicelovens § 47, stk. 4, for domstolene.

Ankestyrelsen kunne således ikke behandle det forhold, at der ifølge retssikkerhedslovens § 60, stk. 2, ikke kan klages over kommunens serviceniveau.

Nævnets afgørelse var således gældende.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.