Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-43-06 om vejledningspligt - praksisændring - insulinkrævende diabetes - merudgifter til voksne - genoptagelse

Resume:

Den praksisændring, som afgørelsen refereret i SM C-29-04, hvorefter personer med insulinkrævende diabetes var omfattet af personkredsen i servicelovens merudgiftsbestemmelse, var udtryk for, skyldtes ikke, at tidligere praksis var uforenelig med lovens regler. Der skulle derfor ikke på baggrund af denne praksisændring ske genoptagelse af tidligere sager.

En kommune, der ikke forud for offentliggørelsen af SM C-29-04 havde vejledt en mand med insulinkrævende diabetes om mulighederne for at yde hjælp efter servicelovens merudgiftsbestemmelse til dækning af merudgifter til medicin og diætkost, fandtes på denne baggrund ikke at have tilsidesat sin vejledningspligt.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 858 af 8. august 2006 - § 5

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 84, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en mand, der led af insulinkrævende diabetes. Han søgte den 30. juni 2005 kommunen om hjælp til dækning af merudgifter til diætkost og medicin grundet diabeteslidelsen. Kommunen fandt manden omfattet af personkredsen i servicelovens § 84, og han blev bevilget hjælp til dækning af merudgifter med virkning fra 1. juli 2005.

Med baggrund i bevillingen gældende fra den 1. juli 2005 anmodede manden om, at bevillingen skulle gælde tilbage fra den 23. oktober 2002, hvor han ansøgte kommunen om støtte til lægeordineret medicin og ekstra udgifter til diabetesmad efter aktivlovens § 82. Han bemærkede også, at han så bevillingen som retmæssigt gældende fra ikrafttræden af den nye lovgivning om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse fra 1. januar 2003.

Kommunen bevilgede herefter hjælp til dækning af merudgifter til medicin og diætkost tilbage fra den 21. juli 2004. Kommunen bemærkede, at afgørelsen på baggrund af ansøgningen af 23. oktober 2002 ikke sås at være påklaget inden 4 uger. Ansøgningen var således ikke behandlet efter dagældende servicelovs § 84. Såfremt ansøgningen skulle være behandlet efter dagældende regler og praksis på området, vurderede kommunen, at der ville være givet afslag. Dette begrundedes med, at personer med sygdom og følgeudgifter til behandling, som ikke havde varig og betydeligt nedsat funktionsevne og handicap, ikke ville blive vurderet som omfattet af personkredsen i § 84.

Kommunen anførte videre, at der den 21. juli 2004 sås at være søgt om hjælp til udgift til medicin og mad, som var særligt vigtigt i forbindelse med diabetes. Ansøgningen burde på dette tidspunkt være sendt videre til behandling efter servicelovens § 84 om merudgifter ved den daglige livsførelse. Begrundelsen var, at lovgivningen på dette tidspunkt var afklaret i forhold til personer med diabetes, og at der på dette tidspunkt var truffet en principiel afgørelse i Ankestyrelsen, der gav personer med diabetes mulighed for at søge og få bevilget hjælp efter servicelovens § 84. Kommunen havde derfor besluttet, at manden var berettiget til at få bevilling af merudgiftsydelse til medicin og diætkost fra 21. juli 2004.

Det sociale nævn fandt, at manden var berettiget til beregning af merudgiftsydelse med virkning fra 1. januar 2003. Nævnet hjemviste derfor sagen til kommunen til fornyet behandling vedrørende beregning af merudgiftsydelse fra denne dato.

Nævnet henviste i begrundelsen for afgørelsen til servicelovens § 84, stk. 1, til § 4, stk. 1, 2. pkt. i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84 samt til Social Meddelelse SM C-29-04 om hjælp til dækning af merudgifter til personer med insulinkrævende diabetes.

Nævnet anførte herefter, at nævnet i en tidligere sag havde tilkendegivet, at der i SM C-29-04 var tale om en fortolkning af servicelovens § 84, som den var formuleret fra 1. januar 2003.

Nævnet henviste videre til retssikkerhedslovens § 5 og lagde vægt på, at manden i oktober 2002 rettede henvendelse til kommunen med ansøgning om støtte til lægeordineret medicin og ekstra udgifter til diabetesmad. Han fik afslag efter aktivlovens § 82 grundet sine økonomiske forhold. Han blev efter det i sagen oplyste ikke orienteret om andre støttemuligheder.

Nævnet anførte herefter, at lovbestemmelsen i servicelovens § 84 blev ændret således, at der fra 1. januar 2003 skulle være mulighed for støtte til mandens lidelse, selv om dette først blev fastslået af den øverste ankeinstans i sommeren 2004. Nævnet var af den opfattelse, at kommunen var nærmest til at bære risikoen for, at ansøgere blev bevilget den støtte, som de pågældende var berettiget til.

På denne baggrund fandt nævnet, at mandens ansøgning om støtte til merudgifter efter servicelovens § 84 til medicin og diætkost skulle behandles med virkning fra 1. januar 2003.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen ønskede, at Ankestyrelsen tog stilling til, om SM C-29-04 skulle fortolkes således, at principperne i afgørelsen også skulle være gældende forud for offentliggørelsen af afgørelsen, hvilket var det, som nævnet lagde op til med sin afgørelse.

Kommunen fandt, at det var forkert at pålægge kommunen et så vidtrækkende ansvar, som det nævnet lagde op til. I relation til det af nævnet anførte om omfanget af kommunens vejledningspligt anførte kommunen, at servicelovens § 84 i sin nugældende form først var gældende fra 1. januar 2003, og det var først ved Ankestyrelsens afgørelse fra 2004, at det blev fastslået, at diabetikere var omfattet af bestemmelsens personkreds. Det ville efter kommunens vurdering være mest hensigtsmæssigt at give støtte fra dette tidspunkt og ikke fra 1. januar 2003.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen udtalte nævnet supplerende, at nævnet havde vurderet sagen ud fra spørgsmålet om kommunens vejledningsforpligtelse og ikke om udbetaling først fra afgørelsestidspunktet. Nævnet fastholdt sin afgørelse om udbetaling fra januar 2003 uanset § 5, stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84. Nævnet henviste herved til en vejledende udtalelse fra Socialministeriet, som var vedlagt nævnets supplerende udtalelse til Ankestyrelsen.

Af denne vejledende udtalelse fra Socialministeriet fremgik bl.a., at i henhold til bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse efter servicelovens § 84 skulle udmåling ske for det kommende år regnet fra afgørelsestidspunktet. Eventuel udbetaling af støtte før dette tidspunkt skulle være begrundet i saglige hensyn. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvor kommunen ikke havde opfyldt sin vejledningsforpligtelse, og det kunne konstateres, at borgeren havde opfyldt betingelserne for pågældende ydelse fra et tidspunkt forud for afgørelsen, men hvor afgørelsen af grunde, der ikke kunne lægges ansøgeren til last, var trukket i langdrag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang kommunens vejledningsforpligtelse påvirkede insulinkrævende diabetikeres ret til eventuelt at være berettiget til hjælp efter servicelovens § 84 med tilbagevirkende kraft, herunder hvilken betydning Social Meddelelse SM C-29-04 kunne tillægges for denne vurdering.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at manden var berettiget til beregning af merudgiftsydelse med virkning fra den 21. juli 2004.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen ikke forud for den 21. juli 2004 fandtes at have tilsidesat sin vejledningspligt ved ikke at vejlede om mulighederne for at yde hjælp efter servicelovens merudgiftsbestemmelse til dækning af merudgifter til medicin og diætkost som følge af mandens insulinkrævende diabetes.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen det almindeligt gældende forvaltningsretlige princip om genoptagelse grundet en senere praksisændring til grund. Det følger heraf, at en ny praksis kun bør føre til genoptagelse af tidligere sager, hvis den hidtidige praksis må anses for uforenelig med lovens regler. En praksisændring, der ligger indenfor et område, hvor det er tilladt myndighederne at ændre praksis ud fra indvundne erfaringer eller andre saglige begrundelser, bør ikke føre til genoptagelse af tidligere sager.

Ankestyrelsen fandt, at den praksisændring, som afgørelsen refereret i Social Meddelelse SM C-29-04, hvor det blev fastslået, at personer med insulinkrævende diabetes var omfattet af personkredsen i servicelovens merudgiftsbestemmelse, var udtryk for, ikke skyldtes, at tidligere praksis var uforenelig med lovens regler. Der skulle derfor ikke på baggrund af denne praksisændring ske genoptagelse af tidligere sager.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ikke med ændringen af servicelovens merudgiftsbestemmelse den 1. januar 2003 entydigt fremgik, hvorvidt personer med insulinkrævende diabetes var omfattet af bestemmelsens personkreds eller ej.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at personkredsen i servicelovens merudgiftsbestemmelse med ændringen pr. 1. januar 2003 ifølge bestemmelsens forarbejder var blevet udvidet i forhold til tidligere, hvor bestemmelsen rettede sig til en begrænset personkreds.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at eventuel fortolkningstvivl sås at måtte afklares via praksis. Det fremgik således af forarbejderne, at den endelige afgørelse af niveauet for, hvilke merudgifter der skulle dækkes, måtte fastlægges ved den praksis, som de sociale nævn og Ankestyrelsen traf afgørelse om.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke grundlag for at fastslå, at kommunens beslutning om ikke at yde hjælp til dækning af merudgifter til medicin og diætkost til manden forud for offentliggørelsen af SM C-29-04 var uforenelig med lovens regler, ligesom Ankestyrelsen ikke fandt grundlag for at fastslå, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt ved ikke at orientere om muligheden for at yde hjælp efter servicelovens merudgiftsbestemmelse, før det ved SM C-29-04 blev fastslået, at insulinkrævende diabetikere var omfattet af bestemmelsens personkreds.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 31. oktober 2018, da den ikke længere har vejledningsværdi.