Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-44-06 om vejledningspligt - tilbagevirkende kraft - udækkede hjælpebehov - insulinkrævende diabetes - merudgifter til voksne

Resume:

Kommunens forpligtelse til at vejlede om muligheden for at få hjælp efter serviceloven til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse forudsatte, at kommunen under sin sagsbehandling eller via kontakten med borgeren i øvrigt blev opmærksom på konkrete udgifter, der eventuelt ville kunne dækkes som nødvendige merudgifter som følge af borgerens nedsatte funktionsevne.

En mand, der led af insulinkrævende diabetes, var på denne baggrund ikke berettiget til hjælp med tilbagevirkende kraft til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse som følge af sin lidelse. Kommunen fandtes således ikke forud for mandens ansøgning om hjælp til dækning af merudgifter at have tilsidesat sin vejledningspligt, idet der ikke, således som sagen forelå oplyst, forinden ansøgningen sås at være anført forhold omkring udækkede hjælpebehov.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 858 af 8. august 2006 - § 5

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 3, § 68 og § 84, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en mand, der siden 1997 havde lidt af diabetes type II. Indtil foråret 2004 regulerede han sin diabetes med diætkost. Fra sommeren 2004 påbegyndte han ud over diætkost medicinsk behandling med tabletter og insulin.

I juli 2004 kontaktede manden kommunen for at søge om sprøjter/kanyler i forbindelse med, at han skulle påbegynde insulinbehandling. Han fik bevilget det ansøgte den 3. august 2004 som hjælpemidler efter servicelovens § 97.

Den 25. august 2005 søgte manden kommunen om hjælp efter servicelovens § 84 til dækning af merudgifter i forbindelse med sin diabetes. Han anførte efterfølgende, at han mente sig berettiget til hjælp til dækning af merudgifter med tilbagevirkende kraft til sommeren 2004, hvor han første gang henvendte sig til kommunen. Kommunen burde således på dette tidspunkt have informeret ham om muligheden for at søge hjælp til dækning af merudgifter.

Kommunen bevilgede ved sin afgørelse i december 2005 manden hjælp til dækning af merudgifter med virkning fra 1. september 2005. Kommunen vurderede ikke, at manden burde have bevilling med tilbagevirkende kraft tilbage til august 2004. Denne vurdering begrundedes med, at bevilling af teststrimler og kanyler skete via sundhedsafdelingen, og at det i mandens tilfælde var sket administrativt efter henvisning fra egen læge. Han havde derfor ikke søgt vejledning på området, og der var derfor ikke grundlag for en bevilling med tilbagevirkende kraft.

Ved oversendelsen af sagen til det sociale nævn henviste kommunen yderligere til sociallovgivningens overordnede princip om, at der ikke kunne bevilges hjælp til udgifter, som borgeren allerede havde afholdt.

Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse og fandt, at manden var berettiget til dækning af merudgifter i medfør af servicelovens § 84 fra august 2004. Nævnet bemærkede dog, at det var en forudsætning for bevillingen, at merudgifterne allerede på daværende tidspunkt oversteg beløbsgrænsen på 6.000 kr. årligt.

Nævnet anførte herefter, at hjælp efter den sociale lovgivning som udgangspunkt blev ydet efter ansøgning. Hvis det måtte lægges til grund, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningsforpligtelse, fandtes borgeren imidlertid at skulle stilles, som om den rette vejledning var blevet givet.

Nævnet fandt, at kommunen i forbindelse med mandens henvendelse om hjælp til sprøjter/kanyler burde have informeret om muligheden for at søge om støtte til merudgifter i medfør af servicelovens § 84. Nævnet fandt på denne baggrund, at sagen skulle betragtes, som om ansøgning var indgivet på daværende tidspunkt.

I kommunens klage til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kommunen fandt, at det var et principielt spørgsmål, om en kommune kunne være forpligtet til at undersøge, om en borger, der i en henseende havde et problemløst samarbejde om en begrænset og veldefineret ydelse, skulle have øvrige problemer, der eventuelt ville kunne berettige pågældende til andre og mere omfattende ydelser, uden at pågældende selv skulle finde behov for eller anledning til at ansøge om offentlig hjælp til disse ydelser.

Nævnets afgørelse nærmede sig efter kommunens opfattelse et pålæg om, at en kommune skulle være opsøgende i forhold til borgernes behov i almindelighed, og at bevilling af hjælp skulle tage udgangspunkt i mulighederne for bevilling i stedet for i de behov, som borgerne oplevede.

Nævnet anførte ved genvurderingen af sagen supplerende, at i forhold til besvarelsen af kommunens klagepunkter var det efter nævnets opfattelse afgørende, hvor grænserne for kommunens vejledningspligt i henhold til retssikkerhedslovens § 5, 1. pkt., kunne siges at gå. Det ville naturligvis bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, hvorvidt en kommune kunne siges at have tilsidesat sin vejledningsforpligtelse eller ej. I denne sag havde nævnet netop truffet afgørelse ud fra en konkret afvejning af sagens samlede omstændigheder.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang kommunens vejledningsforpligtelse påvirkede insulinkrævende diabetikeres eventuelle hjælp efter servicelovens § 84 med tilbagevirkende kraft, herunder hvilken betydning SM C-29-04 kunne tillægges for denne vurdering.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at manden ikke var berettiget til hjælp til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse som følge af sin insulinkrævende diabetes med tilbagevirkende kraft til august 2004.

Begrundelsen var, at kommunen ikke fandtes at have tilsidesat sin vejledningspligt vedrørende muligheden for at yde hjælp efter serviceloven til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse.

Ankestyrelsen fandt, at for at kommunen havde pligt til at vejlede om muligheden for at få hjælp efter serviceloven til dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, måtte det kræves, at kommunen under sin sagsbehandling eller via kontakten med borgeren i øvrigt blev opmærksom på konkrete udgifter, der eventuelt ville kunne dækkes som nødvendige merudgifter som følge af borgerens nedsatte funktionsevne.

Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen ikke havde haft grundlag for at vejlede om muligheden for at yde hjælp efter servicelovens merudgiftsbestemmelse, idet der ikke i sagsforløbet omkring bevilling af sprøjter og kanyler som hjælpemiddel havde været anført konkrete udgifter, som eventuelt ville kunne dækkes som nødvendige merudgifter som følge af mandens insulinkrævende diabetes. Ankestyrelsen fandt således, at det ikke kunne dokumenteres, at kommunen havde været bekendt med mandens eventuelle behov for hjælp til dækning af merudgifter.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 31. oktober 2018, da den er erstattet af principafgørelse 22-18.