Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-48-06 om merudgiftsydelse - ledsageordning - personkreds - synshandicap

Resume:

Synshandicappede kunne efter en konkret og individuel vurdering være omfattet af den personkreds, der kunne modtage merudgiftsydelse. Afgørelsen beroede på, om synshandicappet for den enkelte havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og om synshandicappet medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

I den aktuelle sag fandtes en synshandicappet mand efter en konkret vurdering ikke at have en så nedsat funktionsevne, at han var omfattet af den personkreds, der kunne modtage hjælp til dækning af nødvendige merudgifter.

Videre havde manden ikke ret til ledsageordning, da han ikke fandtes at opfylde betingelsen om ikke at kunne færdes alene udenfor hjemmet.

Ledsageordningen fandtes således at være begrænset til personer, der på grund af en funktionsnedsættelse ikke kunne færdes alene udenfor hjemmet og deltage i aktiviteter m.v. uden altid at skulle bede andre om hjælp.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 699 af 7. juni 2006 - § 78, stk. 1 og § 84, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 97 og § 100

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en mand, der var synshandicappet. Han var klassificeret som socialt blind og var medlem af Dansk Blindesamfund. Han havde en visus synsstyrke på 10% eller mindre. Som følge af synshandicappet havde han modtaget relevant synsfaglig rådgivning, og han var bevilget specialoptik, herunder specielle pc-skærme, lupper samt belysning. Han havde endvidere været på nyblindekursus, og der var iværksat tiltag med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet i form af arbejdsprøvning og bevilling af fleksjob.

Manden søgte kommunen om hjælp til dækning af merudgifter som følge af sit synshandicap. Det fremgik af det i sagen foreliggende samtaleskema, at han var selvhjulpen i hverdagen. Han kunne selv tage ud at handle, men han havde svært ved at se priser og datomærkninger. Han havde svært ved at læse og skrive på grund af sit synshandicap, og han havde derfor også problemer, når han skulle lave regnskab, betale regninger og udfylde sin selvangivelse. Han kunne ikke længere køre bil, men var afhængig af offentlige transportmidler.

Kommunen meddelte manden afslag på hans ansøgning med henvisning til SM C-25-05 om hjælp til dækning af merudgifter til en ansøger, der led af følger efter piskesmæld. Kommunen begrundede afslaget med, at manden ikke vurderedes at have en så nedsat funktionsevne, at han var omfattet af personkredsen i servicelovens § 84.

Videre undersøgte kommunen på baggrund af mandens ansøgning, om han var berettiget til en ledsager efter servicelovens § 78. Det vurderedes, at han ikke hørte ind under personkredsen.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse og fandt således, at manden ikke havde ret til dækning af merudgifter eller ledsagelse.

Nævnet bemærkede indledningsvis, at blinde og svagsynede i princippet kunne være omfattet af servicelovens § 84, men at afgørelsen herom beroede på en konkret vurdering af ansøgers funktionsevne. Nævnet var således enig med kommunen i, at den omstændighed, at manden havde en synsstyrke på under 10% og var klassificeret som socialt blind, ikke i sig selv kunne medføre, at han var berettiget til hjælp til merudgifter i henhold til servicelovens § 84.

Ved den konkrete vurdering af, om manden var berettiget til hjælp efter servicelovens § 84 fandt nævnet, at han ikke aktuelt havde en sådan væsentligt nedsat funktionsevne som forudsat for at yde hjælp efter bestemmelsen. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke ud over revalidering og forskellige hjælpemidler havde måttet iværksættes betydelige hjælpeforanstaltninger, for at han kunne opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse. Nævnet lagde herved vægt på, at han, selv om han havde visse gener af sin synsnedsættelse, klarede sig selv i alle daglige funktioner.

Nævnet fandt ej heller, at manden var omfattet af personkredsen, som var berettiget til ledsageordning i henhold til servicelovens § 78. Nævnet lagde herved vægt på, at han var i stand til at færdes alene uden ledsagelse. Den omstændighed, at han havde vanskeligt ved at læse priser m.v. i forbindelse med indkøb, kunne ikke i sig selv begrunde, at han var berettiget til hjælp til ledsagelse.

Manden klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse. I den uddybende klage fra Dansk Blindesamfund var det bl.a. anført, at synshandicappede var nævnt som værende blandt den personkreds, der kunne modtage både ledsageordning og merudgiftsydelse. Dette fremgik af bl.a. vejledningerne til begge bestemmelser. Dansk Blindesamfund var naturligvis klar over, at det ikke var diagnose/handicappet alene, der gjorde, om en person skulle bevilges ledsageordning og merudgiftsydelse, men at der skulle træffes en konkret individuel afgørelse i hver enkelt sag.

Efter Dansk Blindesamfunds opfattelse havde manden en væsentlig funktionsnedsættelse, som påvirkede hans hverdag i væsentlig grad. Han havde modtaget diverse tekniske hjælpemidler til kompensation for sit synshandicap, og han var visiteret til fleksjob/skønnet berettiget til revalidering. Der var således iværksat en række hjælpeforanstaltninger i hans tilfælde, så Dansk Blindesamfund var uforstående overfor denne del af nævnets/kommunens begrundelse. Dansk Blindesamfund fandt det endvidere bemærkelsesværdigt, at der blev lagt så afgørende vægt på andre hjælpeforanstaltninger. Det fremgik ikke af lovteksterne, at der var krav om vidtgående hjælpeforanstaltninger, for at der kunne bevilges ledsageordning eller merudgiftsydelse.

Det var korrekt, at manden klarede mange af dagligdagens gøremål på egen hånd, men efter Dansk Blindesamfunds mening betød det ikke, at han var udelukket fra at kunne bevilges ledsagelse eller merudgiftsydelse. Det fremgik ikke af hverken selve lovbestemmelserne eller vejledningerne, at man ikke måtte være selvhjulpen. Det fremgik derimod af vejledningen om merudgiftsydelse, at ydelsen skulle bringe manden i stand til at leve et liv, som hvis han ikke havde været synshandicappet. Han skulle altså sidestilles med en person på samme alder og i samme livssituation som ham selv.

Med hensyn til ledsageordningen var det korrekt, at manden selv kunne færdes og handle ind, men synshandicappet satte mange grænser for f.eks. deltagelse i kulturelle aktiviteter, aflæsning af priser, færdsel på ukendte steder osv. Dansk Blindesamfund mente derfor ikke, at afgørelsen var i overensstemmelse med servicelovens intentioner om brug af ledsageordning eller merudgiftsydelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af afgrænsningen af personkredsen, der var omfattet af servicelovens § 84 om merudgiftsydelse og § 78 om ledsageordning, i forhold til svagsynede/blinde.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at manden ikke havde ret til merudgiftsydelse eller ledsageordning.

Begrundelsen for afgørelsen vedrørende merudgiftsydelse var, at manden efter en konkret vurdering ikke fandtes at have en så nedsat funktionsevne, at han var omfattet af den personkreds, der kunne modtage hjælp til dækning af nødvendige merudgifter.

Begrundelsen for afgørelsen vedrørende ledsageordning var, at manden ikke fandtes at opfylde betingelsen om ikke at kunne færdes alene udenfor hjemmet.

Vedrørende hjælp til dækning af merudgifter fandt Ankestyrelsen, at synshandicappede efter en konkret og individuel vurdering kunne være omfattet af den personkreds, der kunne modtage merudgiftsydelse. Afgørelsen beroede på, om synshandicappet for den enkelte havde konsekvenser af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og om synshandicappet medførte, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Ved vurderingen af mandens sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at hans synshandicap ikke fandtes at have konsekvenser af så indgribende karakter i den daglige tilværelse, og at synshandicappet ikke havde medført, at der havde måttet iværksættes så betydelige hjælpeforanstaltninger som forudsat, for at der kunne ydes hjælp til dækning af merudgifter.

Det fremgik således af sagen, at manden var selvhjulpen i hverdagen. Han kunne selv tage ud at handle, men han havde svært ved at se priser og datomærkninger. Ud over bevilling af diverse tekniske hjælpemidler til afhjælpning af hans synsnedsættelse i relation til læsning og ud over bevilling af fleksjob på grund af nedsættelse af hans arbejdsevne, var der ikke iværksat betydelige hjælpeforanstaltninger til afhjælpning af funktionsnedsættelsen i forhold til den daglige tilværelse.

Vedrørende ledsageordning fandt Ankestyrelsen, at denne ordning var begrænset til personer, der på grund af en funktionsnedsættelse ikke kunne færdes alene udenfor hjemmet og deltage i aktiviteter m.v. uden altid at skulle bede andre om hjælp.

Ved vurderingen af den konkrete sag lagde Ankestyrelsen vægt på, at selv om mandens synshandicap gav ham visse gener, kunne han færdes alene udenfor hjemmet og deltage i forskellige aktiviteter. Det fremgik således, at han, selv om han havde svært ved at læse skilte på busser og tog, kunne benytte offentlige transportmidler. Han kunne selv handle ind m.v., selv om han havde svært ved at læse priser og datomærkninger.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 22. december 2016, da den ikke længere er gældende.