Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-3-07 om boligskift - handicap - ejerbolig - kompensationsprincip - hjælp udover pant - engangsbeløb - løbende ydelse

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at hjælp til boligskift i form af et rente- og afdragsfrit lån skulle ydes i form af et engangsbeløb svarende til forskellen mellem ejendomsvurderingen på den tidligere og den nye ejerbolig.

Ankestyrelsen fandt videre, at hjælp udover størrelsen af det rente- og afdragsfri lån burde ydes i form af en løbende støtte.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 929 af 5. september 2006 - § 116, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116, stk. 2

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en ansøger, som på grund af sønnens handicap havde fået bevilget støtte til køb af ny ejerbolig.

Kommunen meddelte afslag på bevilling af engangsbeløb til nedbringelse af restgælden i ansøgers nye bolig, således at den månedlige ydelse blev svarende til tidligere bolig. Begrundelsen var, at der ikke kunne bevilges tilskud til nedbringelse af husets restgæld ved boligskifte fra en ejerbolig til en anden ejerbolig. Tilskuddet skulle bevilges efter servicelovens § 41 (tidligere servicelovens § 28) som en løbende månedlig merudgift på lige fod med boligskifte til en lejebolig.

Ansøger klagede over kommunens afgørelse. I klagen var det bl.a. anført, at hjælpen skulle udbetales som en engangsydelse efter servicelovens § 116, stk. 2, (tidligere servicelovens § 102).

Nævnet hjemviste sagen til kommunen. Nævnet henviste i afgørelsen til ordlyden af servicelovens § 116, stk. 2, sammenholdt med § 2 og 3, i Socialministeriets bekendtgørelse om afgrænsning af tilbagebetalingspligt og sikring ved pant for hjælp ydet til boligindretning.

Nævnet fandt under henvisning til de nævnte bestemmelser, at ansøger havde ret til et rente- og afdragsfrit lån svarende til forskelsværdien af den offentlige vurdering af ansøgers nuværende og tidligere ejendom, og at der til sikkerhed for lånet, der forfaldt til betaling ved ejerskifte, skulle tinglyses et pantebrev i ansøgers nye bolig.

Nævnet fandt videre, at kommunen skulle tage stilling til, hvorvidt der herudover resterede en forøget boligudgift, hvortil der kunne ydes løbende støtte iht. servicelovens § 116, stk. 2.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var bl.a. anført, at der var tvivl om, hvorvidt hjælpen skulle ydes som en engangssum, der skulle ligestille boligudgifter i den gamle og den nye bolig eller om hjælpen skulle ydes som en løbende månedsvis ydelse, der på samme vis kompenserede for merudgifter, eller om kommunen havde mulighed for at vælge mellem disse støtteformer. Der var videre tvivl om, hvorvidt der kunne ydes hjælp udover det rente- og afdragsfrie lån.

Under sagens behandling indhentede Ankestyrelsen en vejledende udtalelse fra Socialministeriet.

Det fremgik bl.a. heraf, at efter Socialministeriets opfattelse var det ikke ganske klart, om det kunne udledes af regelsættet, at hjælpen ved skift af ejerbolig udelukkende skulle ydes som et engangsbeløb, eller om hjælpen også skulle ydes som en løbende ydelse eller evt. en kombination heraf. Det var imidlertid ministeriets opfattelse, at den hjælp, der blev krævet tilbagebetalt og sikret ved pant, dvs. forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom, skulle udbetales som et engangsbeløb, idet kommunen ikke på ene side kunne forlange pant for forskelsværdien og på den anden side udbetale forskelsværdien successivt. Pligten til at pantsætte ejendommen for forskelsværdien måtte følges af den tilsvarende ret for debitor til at få beløbet udbetalt på én gang. Oversteg hjælpen imidlertid forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom, kunne den del af hjælpen, der oversteg forskelsværdien, ikke forlanges tilbagebetalt og sikret ved pant. I dette tilfælde var der ikke samme problemstilling om forholdet mellem ret og pligt som anført ovenfor. Efter ministeriets opfattelse ville den del af hjælpen, der oversteg forskelsværdien, derfor kunne udbetales som en løbende ydelse. Det beroede dog på en konkret vurdering, om dette ville være en hensigtsmæssig løsning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved skift af ejerbolig kunne ydes hjælp efter servicelovens § 116, stk. 2, udover det, der svarede til forskelsværdien af den offentlige vurdering på den nuværende og den tidligere ejendom.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger havde ret til at få et rente- og afdragsfrit lån i form af et engangsbeløb svarende til forskellen mellem ejendomsvurderingen på sin tidligere og nuværende ejerbolig. Kommunen skulle herefter tage stilling til, hvorvidt ansøger herudover havde en forøget boligudgift, hvortil der kunne ydes løbende støtte.

Begrundelsen var, at hjælp til boligskift fra en ejerbolig til en ny ejerbolig skulle ydes som et rente- og afdragsfrit lån for så vidt angik den del af hjælpen, der var omfattet af forskellen i den offentlige vurdering af den tidligere og den nye bolig.

Begrundelsen var videre, at der kunne ydes hjælp, udover værdien af det rente- og afdragsfrie lån, hvis der resterede en forøget boligudgift, og at kommunen ikke havde taget stilling til, hvorvidt ansøger havde ret til at få løbende støtte hertil.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det følger af Socialministeriets bekendtgørelse om tilbagebetalingspligt og sikring ved pant, at kommunen yder den del af hjælpen, der svarer til forskelsværdien af den offentlige vurdering af den nuværende og den tidligere ejendom, i form af et rente- og afdragsfrit lån.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at kravet om, at der skulle oprettes et rente- og afdragsfrit lån, forudsatte, at hjælpen blev ydet som et engangsbeløb.

Ankestyrelsen lagde herudover vægt på, at det følger af servicelovens bestemmelse om hjælp til boligskift sammenholdt med kompensationsprincippet, at ansøger skulle kompenseres for de merudgifter, der fulgte af boligskiftet.

Ankestyrelsen lagde samtidig vægt på, at Socialministeriets bekendtgørelse om pant og tilbagebetalingspligt ikke indeholdt hjemmel til at begrænse princippet om handicapkompensation.

Det var anført, at det forhold, at kommunen alene kunne yde hjælp som lån for så vidt angik den del af hjælpen, som svarede til forskellen mellem de offentlige vurderinger, medførte, at hjælp herudover burde ydes i form af en løbende støtte.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det følger af kompensationsprincippet, at der ikke skal kompenseres udover følgerne af handicappet.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.