Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-39-07 om frakendelse - tidligere bevilget bilstøtte - gangdistance - ikke særligt skånebehov - lang afstand til offentlig transport - leddegigt - trivselsbil - bil - hjælpemidler

Resume:

Ansøger var ikke berettiget til støtte til køb af bil på trivselsmæssigt grundlag. Ansøger havde en gangdistance på mellem 200 - 450 meter uden brug af hjælpemidler og kunne, om end med besvær, gå på trapper, benytte offentlige transportmidler og cykle små korte ture. Der var ikke et særligt skånebehov hos ansøger. Betingelserne for støtte til køb af bil skulle være opfyldt på det aktuelle ansøgningstidpunkt. Lang afstand til offentlig transport var ikke et afgørende moment for støtte til køb af bil. *)

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 114

Note:

Note *) se også C-37-00

Sagsfremstilling:

Ansøger led af leddegigt, der var særlig udtalt i finger-, hånd-, skulder- og fodled. Hun var 2 gange tidligere bevilliget støtte til køb af bil, i 1994 og i 2000. Der blev ansøgt på ny i 2006.

Amtskommunen gav afslag på ansøgningen. Det blev skønnet, at der ikke forelå en så væsentlig nedsættelse af gangfunktionen, at ansøger ikke skulle kunne færdes uden brug af bil. Der blev lagt vægt på, at hendes gangfunktion varierede fra dag til dag. Ved en gangtest gik hun uden brug af hjælpemidler ca. 450 meter på ca. 13 minutter. Gangtempoet var langsomt, og hun holdt et par pauser undervejs. Der blev endvidere lagt vægt på, at hun evnede at gå på trapper, og at hun var i stand til at cykle små korte ture hen til nærmeste nabo.

Amtet var opmærksom på, at ansøger havde et skånebehov på grund af lidelsen, men fandt, at ansøgers mobilitet ikke var så forringet, at hun var berettiget til støtte til køb af bil.

Nævnet ændrede afgørelsen og vurderede ansøger berettiget til udskiftning af bil. Nævnet fandt, at der fortsat var tale om en varigt nedsat fysisk funktionsevne, der i væsentlig grad forringede hendes evne til at færdes. Nævnet lagde vægt på statusattest fra ansøgers læge, der udtalte, at ansøgers tilstand kun var lettere forandret i nedadgående retning, idet hun havde fået flere gener fra hendes gigt. Hun havde således færre kræfter i arme og ben. Lægen vurderede, at grundlaget for bilansøgningen var uændret, idet der dog var sket en mindre forværring af hendes tilstand.

Nævnet fandt, at de helbredsmæssige og sociale betingelser for støtte til bil fortsat var opfyldt, idet ansøgers helbredsmæssige forhold var let forværrede i forhold til hendes sidste ansøgning, og hendes kørselsbehov var fortsat så omfattende, at det ikke kunne tilgodeses i et tilstrækkeligt omfang ved andre ordninger end egen bil. Nævnet fandt endvidere, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på den iværksatte gangtest, idet ansøger efter at have gået ca. 450 meter havde betydelige smerter resten af dagen og ofte dagen efter. Nævnet bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at den oprindelige afgørelse om tilkendelse af bil havde været i strid med loven.

I klagen bemærkede kommunen, at nævnets afgørelse på væsentlige punkter afveg fra praksis og ville betyde en voldsom ændring af afgørelser og antal, der skulle træffes i fremtiden. Kommunen fandt, at en tidligere bevilling ikke alene kunne begrunde fornyet bevilling, specielt ikke når der blev ændret fra erhvervsgrundlag til trivselsgrundlag. Betingelserne skulle til enhver tid være opfyldt, og hendes gangfunktion fandtes ikke at kunne begrunde bilstøtte vurderet på trivselsgrundlag. Den mindre forværring af de helbredsmæssige forhold sås ikke at kunne begrunde fortsat bevilling.

Nævnet bemærkede ved genvurderingen, at det ikke fremgik, at ansøger var tilkendt bil på erhvervsmæssigt grundlag 2 gange tidligere. Nævnet havde været opmærksom på, at der i bevillingsskrivelsen fra 2000 var anført, at bilen blev bevilliget, da det var vanskeligt for hende at fastholde sit arbejde uden brug af bil. Det fremgik dog ikke efter hvilken bestemmelse, bilen var bevilliget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af kriterierne for bevilling af bil herunder betydningen af gangdistancen og det forhold, at ansøger tidligere havde fået bevilget bil.

Afgørelse:

Ankestyrelsen vurderede, at ansøger ikke var berettiget til støtte til køb af bil.

Grunden hertil var, at hun havde kronisk leddegigt, der gav anledning til smerter i store led, mest udtalt dog i finger-, hånd-, skulder- og fodled. Lidelsen nedsatte efter de helbredsmæssige oplysninger i sagen og oplysningerne om gangtesten ikke hendes gangfunktion i så væsentligt omfang, at hun ikke kunne færdes uden brug af bil.

Grunden var desuden, at der ikke fandtes at være et særligt skånebehov. Der var søgt om støtte til bil på trivselsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen henviste til, at hendes egen læge havde oplyst en gangdistance på 200 meter, at ansøger ved gangtest uden brug af hjælpemidler gik ca. 450 meter på ca. 13 minutter, at hun evnede, om end med besvær, at gå på trapper og benytte offentlige transportmidler, samt var i stand til at cykle små korte ture.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at ansøger selv mente, at hendes gangdistance var 100 meter, lidt mere på gode dage, og havde oplyst, at hun, efter at have gået ca. 450 meter, havde betydelige smerter resten af dagen og ofte dagen efter.

Ankestyrelsen bemærkede, at lang afstand til offentlig transport kunne indgå som et moment ved vurderingen af, om betingelserne for støtte til køb af bil var opfyldte, men ikke var et afgørende moment for støtte til køb af bil.

Ankestyrelsen henviste til tidligere praksis, hvor en ansøger ikke havde krav på at få bevilliget støtte til køb af bil, selv om ansøgeren i forvejen en eller flere gange tidligere havde fået bevilliget støtte til køb af bil. Betingelserne for støtte til køb af bil skulle være opfyldt på det aktuelle ansøgningstidspunkt. Det forhold, at en ansøger tidligere havde modtaget støtte til køb af bil, kunne alene indgå som et moment i helhedsvurderingen af ansøgers funktionsevne og behov for bil.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.