Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-10-08 om ændret anbringelsessted - uden samtykke - fælles forældremyndighed - ugyldighed

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at flytning af et barn under hensyn til formålet med anbringelsen krævede samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet siden 2003 havde været anbragt med samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Barnets behandlingsbehov gjorde, at kommunen i 2006 ønskede at flytte barnet til et andet opholdssted. Faderen gav samtykke til flytningen. Der forsøgtes forgæves kontakt med moderen, der ikke reagerede på diverse henvendelser fra kommunen. Kommunen valgte efter en periode uden svar fra moderen, at flytte barnet.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen herved havde begået en fejl i sagsbehandlingen, der medførte, at kommunens afgørelse var ugyldig.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 69

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr.1117 af 26. september 2007 - § 69

Sagsfremstilling:

En fader, der havde del i forældremyndigheden over et barn, havde i juni 2006 givet samtykke til ændring af anbringelsesstedet for barnet.

Kommunen traf i december 2006 afgørelse om ændring af anbringelsesstedet for barnet, fordi hun havde et behandlingsbehov, som plejefamilien ikke kunne tilgodese. Barnet skulle derfor flyttes i januar 2007 til et andet opholdssted.

Moderens advokat klagede over afgørelsen om flytning af barnet til det sociale nævn.

Det sociale nævn ophævede kommunens afgørelse om ændring af anbringelsesstedet.

Sagen blev sendt tilbage til kommunen til fornyet vurdering og afgørelse efter servicelovens 69, stk. 3 og 4.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om ændring af anbringelsesstedet, fordi moderen ikke havde meddelt samtykke hertil, og kommunen havde undladt at forelægge sagen for børn og unge-udvalget, jf. dagældende servicelovs § 55, stk. 3 og 4 og Ankestyrelsens principafgørelse C-27-03.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at barnet havde været anbragt uden for hjemmet siden marts 2003 med samtykke fra forældremyndighedens indehavere efter dagældende servicelovs § 40, stk. 3, nr. 8.

Nævnet lagde samtidig vægt på, at ændringen af anbringelsesstedet var sket ud fra formålet med anbringelsen, herunder barnets behov for struktur, regler, forudsigelighed og forberedelse og konsekvenser. Kommunens afgørelse var truffet uden samtykke fra moderen.

Nævnet anførte, at efter bestemmelserne i dagældende servicelovs § 55, stk. 4 og 5, nu § 69, stk. 4 og 5, krævede en ændring af anbringelsessted samtykke fra forældremyndighedsindehaveren. Kunne samtykke ikke opnås, skulle der ske en forelæggelse af sagen for børn og unge-udvalget, som traf afgørelse om betingelserne for en anbringelse uden samtykke var til stede. Hvis børn og unge-udvalget traf afgørelse om, at der var et anbringelsesgrundlag efter dagældende § 42, nu § 52, kunne kommunen træffe afgørelse om ændring af anbringelsessted efter serviceloven § 55, stk. 1, nu § 69, stk. 1.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at den principafgørelse nævnet henviste til, ikke kunne anvendes, idet der i principafgørelsen kun var én indehaver af forældremyndigheden. Afgørelsen var derfor ikke dækkende for aktuelle sag, hvor der var fælles forældremyndighed.

Kommunen henviste videre til dagældende vejledning om særlig støtte til børn og unge, punkt 210, hvor der ikke specifikt var taget stilling til spørgsmålet om delt forældremyndighed.

Det var kommunens opfattelse, at Ankestyrelsen ikke overordnet havde taget stilling til spørgsmålet om forlæggelse for børn og unge-udvalget, når der var delt forældremyndighed.

Nævnet havde ikke taget stilling til de faktuelle forhold i sagen. Der var delt forældremyndighed mellem moderen og faderen. Faderen gav samtykke til ændring af anbringelsesstedet. Der havde fra kommunens side været forsøgt etableret kontakt til moderen ad flere omgange. Der var sendt breve til moderen til de officielt kendte adresser, men forgæves.

Der var telefonisk aftalt et møde med moderen, der imidlertid aflyste dette samt efterfølgende møder. Det havde således været umuligt at få moderens tilkendegivelse af, hvorvidt der blev givet samtykke til ændring af anbringelsesstedet.

Kommunen gennemførte ændringen af anbringelsesstedet under henvisning til samtykket fra faderen, som havde del i forældremyndigheden. Det var således kommunens opfattelse, at kommunen var berettiget til at iværksætte ændring af anbringelsessted uden forelæggelse for børn og unge-udvalget. Det måtte stå for egen regning, hvis man som forældremyndighedsindehaver ikke reagerede på henvendelser vedrørende barnet eller ikke mødte op til aftalte møder.

Hvis man ikke var enig i, hvordan fælles forældremyndighed blev udøvet, var man henvist til en afklaring ved Statsforvaltningen eller ved civilt søgsmål at få tillagt den fulde forældremyndighed. Dette var ikke et anliggende for børn og unge-udvalget.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af samtykket til ændring af anbringelsessted, når der var fælles forældremyndighed.

Afgørelse:

Ankestyrelsen vurderede, at kommunen havde begået en fejl i sagsbehandlingen. Fejlen bestod i, at kommunen havde truffet afgørelse om ændring af anbringelsessted for barnet efter alene at have modtaget samtykke til flytningen fra faderen.

Moderen, som havde del i forældremyndigheden, havde ikke givet sit samtykke til ændring af anbringelsessted.

Fejlen medførte, at kommunens afgørelse var ugyldig.

Grunden var, at kommunens afgørelse om ændring af anbringelsessted under hensyn til formålet med anbringelsen krævede samtykke fra forældremyndighedsindehaveren.

En afgørelse efter denne bestemmelse i serviceloven skulle derfor træffes med samtykke fra begge forældre med del i forældremyndigheden.

Hvis samtykke til ændret anbringelsessted ikke kunne opnås, og hvis anbringelsen var sket med samtykke, kunne børn og unge-udvalget træffe afgørelse om, at anbringelsen skulle ske uden samtykke, hvis betingelserne herfor var til stede.

Efter lovbestemmelsen træffes afgørelse om valg af anbringelsessted herefter af kommunen.

Der kunne klages over afgørelsen om valg af anbringelsessted og ændret anbringelsessted til det sociale nævn.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at barnet var anbragt i en plejefamilie i marts 2003 med samtykke fra begge forældre.

Ankestyrelsen lagde samtidigt vægt på undersøgelsen i september 2006, hvorefter barnets behov ikke længere blev tilgodeset i plejefamilien, og at barnet ud fra formålet med anbringelsen havde brug for at være i et miljø med neutralitet, struktur, regler, forudsigelighed, forberedelse og konsekvenser.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.