Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-17-08 om beregning - invaliditetsydelse - nødvendig merudgift

Resume:

Invaliditetsydelsen skulle ikke indgå ved beregningen af en kvindes tilskud til nødvendige merudgifter.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at formålet med merudgiftsydelsen og invaliditetsydelsen vurderedes at være forskellige, hvorfor der ikke var tale om dobbelt kompensation, idet invaliditetsydelse skulle dække generelt øgede udgifter, som ikke betragtedes som merudgifter i servicelovens forstand.

Love:

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 21

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1117 af 26. september 2007 - § 100

Sagsfremstilling:

En 29-årig kvinde led af spastisk lammelse og havde tillige diagnosen paranoid skizofreni. Hun havde modtaget invaliditetsydelse (IY) siden 1997.

Kvinden, der i perioder havde modtaget kontanthjælp, havde været i aktivering og var i virksomhedspraktik 37 timer ugentlig.

Kvinden havde godkendte merudgifter på 36.324 kr. Disse dækkede kørsel til venner og familie 1 gang ugentligt 14.964 kr. årligt, længere ture 1 gang månedligt, 7.200 kr. årligt, hvorfra blev trukket udgiften til almindelig HT, og endelig kørsel til vederlagsfri fysioterapi 2 gange ugentligt i 48 uger, 15.360 kr. årligt, i alt 36.324 kr. årligt. De samlede merudgifter udløste et tilskud på 3.000 kr. månedligt.

Kommunen traf senere afgørelse om, at ved beregning af merudgifterne skulle halvdelen af invaliditetsydelsen fratrækkes, idet det vurderedes, at en betydelig del af denne skulle medgå til betaling af de godkendte merudgifter. Resten af invaliditetsydelsen kunne medgå til ikke godkendte merudgifter eller andre forhold efter kvindens valg, herunder den ekstraordinære indsats på arbejdsmarkedet.

Fra det godkendte beløb på 36.324 kr. blev der fratrukket halvdelen af invaliditetsydelsen med 14.544 kr. = 21.780 kr., hvilket udløste et tilskud på 2.000 kr.

Nævnet fandt ud fra det foreliggende ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Nævnet var således enig med kommunen i, at der ikke kunne ydes dobbelt kompensation, dvs. at udgifter, der forudsattes dækket af invaliditetsydelsen, således ikke samtidig kunne medtages som nødvendige merudgifter efter servicelovens § 100.

Kvinden havde efter det oplyste ikke ønsket at medvirke til yderligere belysning af sagen. Nævnet bemærkede, at kvinden var informeret om, at undladelse af at medvirke til sagens oplysning i givet fald kunne have processuel skadevirkning.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at kvinden fik dækket løbende merudgifter til transport, herunder udgifter til behandling og sociale aktiviteter. Den støtte, der modtoges, bevirkede, at kvinde kunne leve et for hende kvalitetsrigt liv i forhold til de udgifter, hun direkte havde, affødt af hendes handicap.

Kvinden mente, at hun i den grad gjorde en ekstra indsats. Derudover fandt hun det helt urimeligt, hvis man skulle yde en ekstra arbejdsmarkedsindsats for at få dækket sine handicaprelaterede merudgifter.

Det var ikke kvindens opfattelse, at der var tale om dobbeltkompensation, da hun modtog invaliditetsydelsen grundet i hendes ekstra indsats på arbejdsmarkedet. Kvinden var uforstående over for, at hun ikke havde råderetten over en godtgørelse, hun modtog for en ekstra arbejdsindsats og følte det krænkende at skulle redegøre for, hvad hun brugte sit invaliditetsydelse til.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om invaliditetsydelse eller dele heraf kunne fratrækkes efter dobbeltforsørgelsesprincippet ved beregning af tilskud til nødvendige merudgifter.

Afgørelse:

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ændring af beregningen af tilskuddet til nødvendige merudgifter.

Begrundelsen var, at der ved beregning af kvindens tilskud til nødvendige merudgifter ikke skulle fratrækkes halvdelen af kvindens invaliditetsydelse.

Ankestyrelsen fandt således, at formålet med at tilkende invaliditetsydelse var at tilskynde personer med sværere invaliditet til at opnå eller bevare tilknytning til arbejdsmarkedet. Sigtet med tilkendelsen var at være en økonomisk kompensation, da der generelt var øgede udgifter som følge af et handicap.

Ankestyrelsen fandt desuden, at invaliditetsydelse måtte betragtes som en påskønnelse, idet der ved tilkendelsen lagdes vægt på, at en ansøger ved det arbejde, der udførtes, gjorde en indsats, der var udover, hvad der kunne forventes i betragtning af invaliditeten.

Samtidig fandt Ankestyrelsen, at formålet med at yde tilskud til dækning af nødvendige merudgifter var, at en person med en varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne fik mulighed for at opnå en så normal tilværelse som mulig, og at der var tale om udgifter, som ansøger ikke ville have haft, hvis der ikke havde været tale om en nedsat funktionsevne.

Formålet med de 2 ydelser vurderedes således at være forskellige, hvorfor der ikke var tale om dobbelt kompensation, idet invaliditetsydelse skulle dække generelt øgede udgifter, som ikke betragtedes som merudgifter i servicelovens forstand.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.