Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-32-08 om hjælpemidler - befordringsgodtgørelse - ortopædisk fodtøj - afprøvning - samlet udgift

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at befordringsgodtgørelse i forbindelse med afprøvning af ortopædisk fodtøj skulle bevilges ud fra en samlet beregning for de afprøvningsture, der var nødvendige for udarbejdelsen af det ortopædiske fodtøj og ikke for hver enkelt afprøvning.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hensigten med afprøvningen af de ortopædiske sko havde været tilretning, måltagning, justering og ændringer af skoene.

Ankestyrelsen lagde således til grund, at afprøvningerne havde været nødvendige for, at hjælpemidlet kunne bruges af kvinden.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven - § 23

Sagsfremstilling:

En kvinde led af følger efter medfødt manglende venstre underben. Hun brugte protese. Ved afprøvning af benprotese tidligere havde hun modtaget befordringsgodtgørelse.

Kvinden søgte om befordringsgodtgørelse i forbindelse med afprøvning af ortopædiske fodtøj. Hun havde i den forbindelse 22 konsultationer ved Bandagistcentret og benyttede egen bil.

Kommunen fandt, at kvinden ikke var berettiget til befordringsgodtgørelse.

Begrundelsen var, at udgiften til kørsel i forbindelse med afprøvning ikke oversteg 25,00 kr. pr. afprøvning.

Endvidere oplyste kommunen, at udgift til transport i forbindelse med afprøvning af hjælpemidler skulle søges fra gang til gang og ikke kunne ydes som en løbende ydelse.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet lagde vægt på, at den samlede udgift pr. tur ikke oversteg den bagatelgrænse, som for kvindens vedkommende udgjorde 25,00 kr.

Nævnet havde været opmærksom på, at det havde været nødvendigt med 22 konsultationer ved Bandagistcentret, således at udgiften til befordring i alt udgjorde 290,4 km. af 1,78 kr. og dermed 516,90 kr.

Nævnet havde endvidere været opmærksom på, at det sociale nævn tidligere havde tilkendt kvinden befordringsgodtgørelse for samme tur i forbindelse med fremstillingen af hendes benprotese.

Kvinden klagede over nævnets afgørelse. Hun henviste til en vejledende udtalelse fra Ankestyrelsen fra 2003 om, at det ikke burde komme borgeren til skade, at der var behov for kørsel flere gange i forbindelse med bevilling af et hjælpemiddel, og at der ud fra en formålsfortolkning ikke var belæg for at sige, at det var udgiften pr. gang, der blev refunderet.

Endvidere nævnte hun i klagen, at Socialministeriet i 2003 havde udtalt, at befordringsgodtgørelsen skulle hænges op på bevillingen af hjælpemidlet. Det var således Socialministeriets opfattelse, at det var den samlede udgift og ikke pr. gang.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansøgning og ydelser af hjælpemidler og forbrugsgoder kunne bevilges ud fra den samlede udgift til afprøvning eller for hver enkelt afprøvning.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at befordringsgodtgørelse i forbindelse med ansøgning og ydelser af hjælpemidler og forbrugsgoder skulle bevilges ud fra den samlede udgift til afprøvning.

Ankestyrelsen fandt således, at kvinden ansås for at være berettiget til befordringsgodtgørelse ud fra en samlet beregning for de afprøvningsture, der var nødvendige for udarbejdelsen af det ortopædiske fodtøj.

Det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 23, at der ydes befordringsgodtgørelse, når den samlede udgift med det billigste, forsvarlige befordringsmiddel overstiger 60 kr., dog 25 kr. for pensionister.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hensigten med afprøvningen af de ortopædiske sko havde været tilretning, måltagning, justering og ændringer af skoene.

Ankestyrelsen lagde således til grund, at afprøvningerne havde været nødvendige for, at hjælpemidlet havde kunnet bruges af kvinden.

Befordringsudgifterne til det antal afprøvninger, der måtte anses for at være nødvendige for at kunne få det rette hjælpemiddel, måtte betragtes som en samlet udgift.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.