Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse C-39-08 om merudgifter - nedsat funktionsevne - personkreds - funktionsevnemetoden - udeladelse af aftaleskema

Resume:

Kommunens udeladelse af at udarbejde aftaleskema i forbindelse med en ansøgning om merudgifter havde ikke betydning for afgørelsen. Ankestyrelsen lagde dels vægt på, at kommunen havde fulgt funktionsevnemetoden for så vidt angik samtaleskema og sammenfatning af funktionsevnen, og dels på, at der blev givet afslag på dækning af merudgifter.

Love:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 100, stk. 1

Bekendtgørelser:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 626 af 15. juni 2006 om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse - § 1, stk. 2

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 623 af 15. juni 2006 om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser - § Kapitel 1 og 2

Sagsfremstilling:

En ung mand led af ADHD samt en hudlidelse. Han ansøgte om hjælp til dækning af merudgifter i form af bl.a. udgifter til medicin og specialcreme, udgifter på grund af slitage, ødelæggelse og vask af beklædning og udgifter til biltransport til behandling mv.

I forbindelse med ansøgningen udfyldte manden samtaleskema, og under kommunens efterfølgende møde med ham, blev der udfyldt sammenfatning af funktionsevnen i samtaleskemaet.

Kommunen foretog partshøring om sagen, herunder af sammenfatningen af funktionsevnen.

Kommunen traf afgørelse om afslag på hjælp til dækning af merudgifter, fordi der ikke var tale om en varig nedsat funktionsevne af et sådant omfang, som krævedes for at være omfattet af servicelovens § 100.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at lidelsen ikke var af så indgribende karakter i den daglige tilværelse, at der skulle sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, og begrundede afgørelsen med, at manden ikke var omfattet af personkredsen i servicelovens § 100, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse om nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse, idet mandens nedsatte fysiske funktionsevne ikke var af en så indgribende karakter i hans daglige tilværelse, at der måtte sættes ind med betydelige hjælpeforanstaltninger.

Nævnet lagde vægt på, at manden kunne klare personlig pleje, kunne køre bil og benytte offentlige transportmidler, kunne klare indkøb og tilberedning af måltider, gøre rent og kunne komme rundt indendørs. Det forhold, at han havde koncentrationsbesvær og vanskeligheder med at strukturere hverdagen, herunder huske aftaler og gøremål og komme rettidigt frem til aftaler samt vanskeligheder med at forvalte sin økonomi, kunne ikke i sig selv begrunde, at han var berettiget til merudgiftsydelse.

På baggrund af sagens oplysninger, herunder oplysningerne i samtaleskemaet, fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte manden bl.a., at han aldrig havde modtaget en sammenfatning af den samtale, der fandt sted i kommunen, og at hans eventuelle korrektioner og bemærkninger således ikke var medtaget i samtaleskemaet under sammenfatning af funktionsevnen, hvorfor denne ikke kunne danne baggrund for sagens afgørelse.

Nævnet havde ved genvurdering ikke fundet anledning til at genoptage sagen, men fastholdt sin afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af funktionsevnemetoden, herunder særlig betydningen af udeladelse af aftaleskema.

Afgørelse:

Ankestyrelsen traf afgørelse om, at manden ikke var berettiget til at få dækket de ansøgte udgifter som merudgifter.

Ankestyrelsen vurderede, at mandens lidelse efter oplysningerne om hans funktionsniveau ikke havde så indgribende konsekvenser for ham i det daglige, at han var omfattet af personkredsen for hjælp til merudgifter ved den daglige livsførelse.

Årsagen til det var, at manden uanset hans nedsatte funktionsevne kunne klare personlig pleje, kunne køre bil og benytte offentlige transportmidler, og kunne klare indkøb og tilberedning af måltider og gøre rent. Desuden var han i gang med en uddannelse.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at manden havde koncentrationsbesvær og vanskeligheder med at strukturere hverdagen, herunder huske aftaler og gøremål og komme rettidigt frem til aftaler samt vanskeligheder med at forvalte sin økonomi. Disse forhold bevirkede dog ikke i sig selv, at han var berettiget til støtte til merudgifter, når det var vurderet, at hans lidelse ikke havde indgribende konsekvenser for ham i det daglige.

Ankestyrelsen havde ved vurderingen inddraget Principafgørelse C-25-05 om afslag på merudgifter til en person, fordi pågældende ikke havde en tilstrækkelig nedsat funktionsevne.

Ankestyrelsen bemærkede, at når der søgtes om merudgifter efter servicelovens § 100, skulle kommunen anvende den metode, der var beskrevet i bekendtgørelse om metode for god sagsbehandling ved vurdering af nedsat funktionsevne som grundlag for tildeling af handicapkompenserende ydelser efter servicelovens bestemmelser (funktionsevnebekendtgørelsen).

Hovedformålet med funktionsevnebekendtgørelsen var at sikre afgørelsens materielle rigtighed samt borgerens medinddragelse.

Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1, skulle kommunen udsende et samtaleskema til borgeren, der skulle danne grundlag for en beskrivelse og en vurdering af borgerens funktionsevne ved en efterfølgende dialog om borgerens problemstillinger og behov samt muligheder for kompensation. Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 3, skulle borgerens eget bidrag til oplysning af sagen fremgå i beskrivelsen og i vurderingen af borgerens funktionsevne. Der skulle i fællesskab mellem borgeren og kommunen udarbejdes en sammenfatning som afrunding på samtalen.

Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 4, skulle sammenfatningen indarbejdes i et aftaleskema, hvori kommunen noterede, hvad der videre skulle ske.

Ankestyrelsen fandt, at kommunens udeladelse af at udarbejde aftaleskema ikke havde betydning for afgørelsen, dels fordi kommunen havde fulgt den beskrevne metode i funktionsevnebekendtgørelsen for så vidt angik samtaleskema og sammenfatning af funktionsevnen, dels fordi Ankestyrelsen vurderede, at der ikke skulle stilles krav om udarbejdelse af et aftaleskema, når der skulle gives afslag på dækning af merudgifter.

Ankestyrelsen havde ved vurderingen af betydningen af udeladelse af aftaleskema inddraget Principafgørelse C-12-06 om hjemvisning af en sag på grund af manglende fremsendelse til ansøgeren af aftaleskema/sammenfatningen, samt Principafgørelse C-40-07 om hjemvisning af en sag på grund af manglende udarbejdelse og fremsendelse af både en sammenfatning samt et aktuelt aftaleskema til ansøgeren.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden havde været medinddraget i forløbet omkring oplysning af sagen samt udarbejdelsen af samtaleskema og sammenfatning af funktionsevnen. Sagen, herunder sammenfatningen af funktionsevnen, havde været sendt til partshøring, og manden havde haft mulighed for at fremkomme med bemærkninger til sagen, hvilket han havde gjort.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.