Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse D-17-95 om uarbejdsdygtighed - afgørelse - dagpenge - pension - standsning

Resume:

Kommune ikke berettiget til standsning af dagpengerefusion med den begrundelse, at lønmodtageren opfyldte de helbredsmæssige betingelser for at kunne få social pension eller forskud herpå og havde fået udbetalt dagpenge i mere end 13 uger i de sidste 12 måneder.

Dagpengeudvalget lagde vægt på, at lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom og på, at der ikke forelå en afgørelse om tilkendelse af social pension til lønmodtageren. *)

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1994 - § 5, stk. 1, § 23, stk. 1, nr. 2 og § 26, stk. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7, § 25, stk. 1, nr. 2 og § 54

Note:

*) Note: Det bemærkes, at bestemmelsen i dagpengelovens § 23, stk. 1, nr. 2, kun finder anvendelse i de tilfælde, hvor pension ikke kan tilkendes, fordi de formelle krav i pensionslovgivningen om indfødsret, bopæl og indtægtsregulering ikke er opfyldt.

Sagsfremstilling:

En 55-årig lønmodtager blev sygemeldt fra december 1993 på grund af en hjerte-karsygdom.

Ifølge en statusbedømmelse fra en speciallæge i juni 1994 havde arbejdet vist sig at forværre tilstanden i en sådan grad, at der forelå et obligatorisk skånebehov. Det ville derfor være mest realistisk at tilkende pension, idet revalidering ikke kunne komme på tale på grund af alder og hidtidig uddannelse. Speciallægen skønnede lønmodtageren kvalificeret til mellemste førtidspension.

Lønmodtageren var imidlertid ikke indstillet på at søge pension. Han var klar over, at han ikke kunne vende tilbage til hidtidigt arbejde, men ville gerne have andet arbejde indenfor sit fag.

Egen læge anførte i en statusbedømmelse fra august 1994, at lønmodtageren ikke kunne fortsætte sit hidtidige arbejde med et betydeligt arbejdspres, men ville være i stand til at klare et mindre krævende arbejde.

Kommunen standsede dagpengerefusion til arbejdsgiveren pr. 4. september 1994, idet lønmodtageren var pensionsberettiget og ikke kunne revalideres.

Lønmodtageren genoptog imidlertid sit tidligere arbejde den 5. september 1994, men måtte sygemelde sig på ny den 16. september 1994.

Lønmodtageren skulle ifølge kontrakt have løn indtil 1. december 1994.

Kommunen gav afslag på refusion fra den 1. oktober 1994, idet lønmodtageren havde fået udbetalt løn under sygdom i mere end 13 uger i de 12 forudgående kalendermåneder, jf. dagpengelovens § 23.

Lønmodtageren havde fortsat ikke søgt pension, og kommunen havde heller ikke på eget initiativ rejst sag herom.

Afgørelse:

Arbejdsgiver havde ret til refusion af dagpenge i udbetalt løn fra den 1. oktober 1994 til og med den 30. november 1994.

Efter dagpengelovens § 26, stk. 1 er en arbejdsgiver, der yder løn under fravær fra arbejdet, berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som den sikrede ellers ville have ret til fra kommunen.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at lønmodtageren i perioden 1. oktober - 30. november 1994 var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1. Der blev endvidere lagt vægt på, at der ikke forelå en afgørelse om tilkendelse af pension eller forskud herpå til lønmodtageren.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 24. juni 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.