Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse D-14-00 om forlængelse - revalidering - dagpenge

Resume:

Der var ikke hjemmel til at standse udbetalingen af sygedagpenge med den begrundelse, at revalidering ikke kunne forventes iværksat inden for kortere tid. Ankestyrelsen fandt dog ikke grundlag for at tilsidesætte de trufne afgørelser.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det efter de oplysninger, der forelå, da kommunen traf afgørelse - heller ikke på længere sigt - var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen - senest samtidig med beslutningen om at standse udbetalingen af sygedagpengene - burde have taget stilling til, om der kunne ydes andre former for bistand

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 22, stk. 1, nr. 1

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 1

Sagsfremstilling:

En 28-årig lagerarbejder blev sygemeldt den 8. maj 1997 på grund af en depression.

Året før havde han været indlagt i en periode på grund af en psykose.

Han blev henvist til arbejdsprøvning i december 1997, men på grund af hans tilstand blev arbejdsprøvningen først påbegyndt i juni 1998.

Det anførtes i rapporten om forløbet af arbejdsprøvningen, at det var uhyre vanskeligt for ham at komme i gang, og at han fra første dag klagede over træthed, søvnproblemer, manglende fysiske kræfter samt muskel- og rygsmerter. Arbejdsprøvningen var blevet foretaget inden for hans vante arbejdsområde, lagerarbejde.

Af 42 mulige arbejdsdage var han sygemeldt i 23 dage.

I forbindelse med en sygemelding den 17. juli 1998 oplyste han, at lokalpsykiatrien skulle se på en eventuel ommedicinering, og at hans ryg måske skulle undersøges igen.

Arbejdsprøvningen blev derfor stillet i bero til den 17. november 1998.

I det nye forløb arbejdede han godt i nogle uger, men han havde fortsat mange fraværsdage. Fraværet skyldtes både hans psykiske tilstand og hans smerter i bevægeapparatet. Af 103 mulige arbejdsdage var han fraværende i 40 dage.

Det besluttedes på et opfølgningsmøde den 12. april 1999 at afmelde ham.

Det anførtes i rapporten om det seneste forløb, at selv om arbejdstiden i de seneste måneder kun havde været på fire timer daglig med pauser, var han tydeligt udbrændt, når han gik hjem, og han fremtrådte træt og forpint.

Det anførtes endvidere, at forløbet syntes tydeligt at have vist, at begrænsningerne i hans arbejdsevne primært var forårsaget af fysiske klager og gener. Der var derfor behov for en bredere koordineret afklaring indeholdende lægelig udredning, støtte og træning. Det anbefaledes derfor, at han henvistes til en revalideringsklinik.

Under en visitationssamtale på revalideringsklinikken den 15. juni 1999 udtrykte han ønske om en afprøvning inden for edb-området, og han blev herefter sat på venteliste til dette. Der påregnedes en ventetid på ca. 3 måneder.

Kommunen besluttede på et møde den 17. juni 1999 at standse udbetalingen af sygedagpenge pr. 31. august 1999.

Det anførtes i kommunens afgørelse af 13. august 1999, at kommunen havde vurderet, at revalidering inden for kortere tid ikke skønnedes at være overvejende sandsynlig, og at der derfor ikke ville blive udbetalt dagpenge efter den 31. august 1999.

Kommunen henviste til dagpengelovens § 22 og anførte endvidere, at de øvrige betingelser for forlængelse heller ikke fandtes opfyldt.

Kommunen anførte endvidere, at han kunne rette henvendelse til kommunen, hvis han havde brug for råd og vejledning og evt. økonomisk hjælp.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at revalidering inden for kortere tid ikke kunne anses for overvejende sandsynlig.

Nævnet lagde vægt på det oplyste om forløbet af arbejdsprøvningen og behovet for en bredere, koordineret afklaring.

I klagen til Ankestyrelsen anførte lønmodtageren, at han ikke forstod, hvordan man kunne henvise ham til et afklarende forløb på revalideringsklinikken, som end ikke var startet, og samtidig træffe beslutning om at standse sygedagpengene med den begrundelse, at revalidering ikke skønnedes overvejende sandsynlig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der var hjemmel til at standse sygedagpengene med den begrundelse, at revalidering inden for kortere tid ikke kunne anses for overvejende sandsynlig.

Sagen blev endvidere antaget til afklaring af, om kommunen kunne træffe afgørelse om at standse sygedagpengene uden samtidig at tage stilling til, om der kunne ydes andre former for bistand, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1.

Afgørelse:

Efter en samlet vurdering af sagen, særlig oplysningerne om de to arbejdsprøvningsforløb, fandt Ankestyrelsen, at det ikke kunne anses for overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat, da kommunen besluttede at standse udbetalingen af sygedagpenge.

Lønmodtageren var derfor ikke berettiget til sygedagpenge i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1, efter den 31. august 1999.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der både på grund af den psykiske lidelse og på grund af bevægeapparatproblemer havde været et stort sygefravær under de to arbejdsprøvningsforløb. Den omstændighed, at lønmodtageren afventede optagelse på en revalideringsklinik, da kommunen besluttede at standse udbetalingen af sygedagpenge, kunne ikke i sig selv give grundlag for forlængelse af dagpengeperioden. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at baggrunden for, at han blev henvist til revalideringsklinikken var, at han i stigende grad havde været præget af fysiske gener og begrænsninger under arbejdsprøvningen. Henvisningen til revalideringsklinikken var ikke et led i en fastlagt erhvervsplan.

Ankestyrelsen bemærkede, at der ikke er hjemmel til at standse udbetalingen af sygedagpenge med den begrundelse, at revalidering ikke kan forventes iværksat inden for kortere tid. Der er ikke i lovens § 22, stk. 1, nr. 1, fastsat nogen frist inden for hvilken revalidering skal være iværksat.

Ankestyrelsen fremhævede dog samtidig, at sygedagpenge er en korttidsydelse, og at det tidsmæssige perspektiv kan indgå som et moment i vurderingen af, hvorvidt det må anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat.

Den omstændighed, at kommunen og nævnet havde begrundet deres afgørelser med, at det ikke skønnedes overvejende sandsynligt, at revalidering inden for kortere tid ville blive iværksat, gav dog ikke Ankestyrelsen grundlag for at tilsidesætte de trufne afgørelser.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det efter de oplysninger, der forelå, da kommunen traf afgørelse - heller ikke på længere sigt - var overvejende sandsynligt, at revalidering ville blive iværksat.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at kommunen - senest samtidig med beslutningen om at standse udbetalingen af sygedagpengene - burde have taget stilling til, om der kunne ydes andre former for bistand, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1.