Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse D-19-02 om forrevalidering - uarbejdsdygtighed - helhedsvurdering - dagpenge

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at en lønmodtager havde ret til sygedagpenge under forrevalidering, der blev påbegyndt fra den 15. oktober 2001, idet han var uarbejdsdygtig på grund af sygdom på det tidspunkt.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på, at der ikke formelt var indgivet en sygemelding til kommunen og udbetalt sygedagpenge indtil forrevalideringen blev iværksat.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det sociale nævn havde truffet afgørelse om, at lønmodtageren af helbredsmæssige grunde var berettiget til revalidering.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at nævnet ved sin vurdering havde skønnet, at lønmodtageren ikke uden revalidering ville kunne påtage sig andet passende arbejde, og at han efter praksis måtte anses for uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren opfyldte beskæftigelseskravet.

Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at kommunen i forbindelse med lønmodtagerens anmodning om kontanthjælp burde have overvejet - udfra en helhedsvurdering - om der i stedet for skulle have været udbetalt sygedagpenge, selvom han ikke formelt forinden havde indgivet ansøgning herom, og vejledt lønmodtageren om, at han skulle søge om sygedagpenge.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 614 af 26. juni 2001 - § 47, stk. 5

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 5

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 5

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 7

Sagsfremstilling:

Den 17. februar 2000 rettede lønmodtageren henvendelse til kommunen og søgte om revalidering på grund af ryg- og knæproblemer. Lønmodtageren havde på ansøgningstidspunktet arbejdet som rengøringsassistent i 51/2 år og før den tid havde han haft ca. 2 års ansættelse på en jernvarefabrik. Under sagsbehandlingen fortalte lønmodtageren, at han var medlem af Sanitørernes fagforening og tilhørende arbejdsløshedskasse.

Den 18. maj 2000 var lønmodtageren til en samtale i forvaltningen. Under samtalen fortalte han, at han havde haft ca. 15 sygedage i de sidste 6-7 år og stort set aldrig på grund af ryggen. Lønmodtageren fortalte desuden, at han var ufaglært og havde forladt uddannelsessystemet efter 10. klasse.

Kommunen meddelte den 18. maj 2000 lønmodtageren afslag på revalidering, idet det på baggrund af en samlet vurdering af de helbredsmæssige oplysninger og hans oplysninger om, at han stort set ingen sygedage havde i sit daværende arbejde, var vurderet, at han ikke havde så store begrænsninger i forhold til hidtidigt arbejdsområde, at det var nødvendigt med revalidering for at fastholde hans tilknytning til arbejdsmarkedet. Kommunen vurderede, at lønmodtageren havde mulighed for selv at finde et arbejde, som han kunne klare helbredsmæssigt.

Den 9. august 2000 havde Det Sociale Nævn ændret kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at lønmodtagerens arbejdsevne var begrænset i et sådant omfang, at han var omfattet af personkredsen for revalidering. Ved afgørelsen heraf havde nævnet lagt vægt på en samlet vurdering af lønmodtagerens helbredsmæssige og sociale forhold, herunder på de foreliggende oplysninger om hans ryg- og knælidelser, og på en indhentet udtalelse fra nævnets lægekonsulent. Nævnet havde herved lagt vægt på, at lønmodtageren havde en kronisk ryglidelse samt blivende følger efter tilskadekomst af højre knæ, at hans nuværende rengøringsarbejde var belastende for både ryggen og knæene, at der var nærliggende risiko for, at lidelserne ville forværres ved fortsat beskæftigelse med rengøringsarbejde, og at det ikke havde været muligt at finde mindre belastende arbejdsområder til ham på hans nuværende arbejdsplads.

Det fremgår af kommunens journalark af 20. april 2001, at lønmodtageren på tidspunktet for nævnets afgørelse var startet op på behandling både hos kiropraktor og på rygcenter, og at det var kommunens opfattelse, at det skulle afklares, om der fortsat var behandlingsmuligheder, før lønmodtageren kunne visiteres til revalidering. Dette forløb trak betydeligt længere ud, end lønmodtageren havde forestillet sig. Derfor forelå den endelige afklaring først nu. Da det kunne konstateres, at der ikke var behandlingsmuligheder, skulle lønmodtageren indkaldes til en revalideringssamtale.

Lønmodtageren var til samtale den 26. april 2001 og oplyste bl.a., at han var i stand til at passe sit rengøringsarbejde, men måtte tage smertestillende medicin dagligt. Der var tale om håndkøbsmedicin, for eksempel panodil. Samme dag blev lønmodtagerens sag oversendt til behandling i kommunens revalideringsafsnit.

Den 31. maj 2001 var lønmodtageren til en samtale om det kommende revalideringsforløb. Det fremgik af mødereferatet, at lønmodtageren var ordblind. Lønmodtageren var motiveret for at blive revalideret, men uafklaret i forhold til erhvervs- og uddannelsesønsker. Lønmodtageren kunne godt tænke sig et arbejde, hvor han kunne bruge enten sit store kørekort eller truckcertifikat.

Under opfølgningssamtale den 5. juli 2001 fortalte lønmodtageren, at han havde søgt arbejde som vicevært. Under mødet blev lønmodtageren vejledt om, at en eventuel sygemelding ville medføre, at sagsbehandlingen, herunder revalideringsforløbet blev oversendt til behandling i sygedagpengeafsnittet. Lønmodtageren fortalte, at han gerne ville arbejdsprøves inden for truck- eller lastvognskørsel, og at han var mobil. En arbejdsprøvning kunne derfor godt finde sted uden for bopælskommunen

Under samtalen drøftede lønmodtageren og kommunen, at han ved eventuel forestående arbejdsprøvning ville være nødt til at sygemelde sig i forhold til arbejdet og arbejdsløshedskassen under arbejdsprøvning. Det blev aftalt, at lønmodtageren skulle kontakte sin arbejdsløshedskasse med henblik på at få afklaret, hvordan han skulle forholde sig ved en sygemelding, og hvor længe han måtte gå sygemeldt.

Den 3. august 2001 ringede lønmodtageren til kommunen og fortalte, at han havde aftalt med sin arbejdsgiver, at han ville være nødt til at blive sygemeldt inden for den næste måned. Det nøjagtige tidspunkt for sygemeldingen var endnu uafklaret.

Den 20. august 2002 ringede lønmodtageren til kommunen og fortalte, at hans arbejdsgiver havde tilbudt ham en anden stilling. Lønmodtageren var i tvivl om, hvorvidt han skulle modtage tilbuddet, da arbejdet stadig ville være rygbelastende. Lønmodtageren ville afprøve den nye stilling og vende tilbage til kommunen efter en måned. Allerede den 6. september 2001 ringede lønmodtageren til kommunen og fortalte, at han ikke ville tage imod den anden stilling, da arbejdet var for rygbelastende. Lønmodtageren fortalte ligeledes, at han agtede at sygemelde sig fra den 14. september 2001. Lønmodtageren blev i den anledning vejledt om, at sagsbehandlingen, inklusiv revalideringsforløbet, muligvis ville overgå til behandling i sygedagpengeafsnittet. Sagsbehandleren lovede at undersøge dette nærmere. Den 11. september 2001 fortalte kommunen under telefonsamtale, at en sygemelding ville medføre, at sygedagpengesagen i øvrigt ville overgå til afsnittet. Opfølgningen af revalideringen ville dog foregå i samarbejde med lønmodtagerens nuværende sagsbehandler. Lønmodtageren blev desuden gjort opmærksom på, at sagsbehandleren ikke kendte reglerne om sygedagpenge, hvorfor han ikke kunne få garanti for, at han ville kunne modtage sygedagpenge under en arbejdsprøvning.

Den 26. september 2001 fortalte lønmodtageren kommunen under en telefonsamtale, at han havde søgt en ledig stilling på genbrugspladsen. Lønmodtageren oplyste endvidere, at han ville lade sig sygemelde fra 1. oktober 2001. Lønmodtageren modtog i den anledning samme vejledning som under samtalen den 11. september 2001. Lønmodtageren blev desuden anbefalet at kontakte sin arbejdsløshedskasse, hvis han måtte blive afskediget på grund af helbredsmæssige årsager.

Den 3. oktober 2001 ringede lønmodtageren til kommunen og oplyste, at han var blevet afskediget. Den efterfølgende dag ringede lønmodtageren igen til kommunen og fortalte, at han havde talt med Sanitørernes fagforening og havde fået oplyst, at han ikke ville få karantæne. Lønmodtagerens arbejdsgiver havde derimod sagt, at han havde fået oplyst fra fagforeningen, at lønmodtageren ville få karantæne. Det blev derfor aftalt med kommunen, at lønmodtageren igen kontaktede fagforeningen og arbejdsløshedskassen for at få afklaret, om han var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.

Den 5. oktober 2001 fortalte lønmodtageren under en telefonsamtale med kommunen, at han havde talt med arbejdsløshedskassen, som havde oplyst, at han ikke var berettiget til dagpenge, da han ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Under samtalen blev det oplyst, at lønmodtageren var afskediget med virkning fra den 21. september 2001. Kommunen bad lønmodtageren medbringe lønsedler m.m. til et aftalt møde den 9. oktober 2001, fordi han ikke længere havde et forsørgelsesgrundlag.

Den 9. oktober 2001 havde lønmodtageren et møde med bl.a. kommunens arbejdsmarkedskonsulent. Det blev aftalt, at inden en arbejdsprøvning blev etableret, skulle det være afklaret, om lønmodtageren fik stillingen ved genbrugsstationen, da han endnu ikke havde modtaget svar på sin ansøgning.

Under mødet blev lønmodtageren vejledt om betingelserne for at modtage kontanthjælp. Lønmodtageren blev derfor bedt om at udfylde og returnere forskellige blanketter, der skulle bruges ved afgørelsen af, om han var berettiget til kontanthjælp. Blandt blanketterne var et ansøgningsskema om kontanthjælp og en anmodning om dokumentation fra arbejdsløshedskassen vedrørende begrundelsen for, at lønmodtageren ikke var berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge.

Den 12. oktober 2001 ringede lønmodtageren til kommunen og fortalte, at det nu var afklaret, at lønmodtageren skulle i arbejdsprøvning. Lønmodtageren havde ikke fået arbejdet på genbrugspladsen. Arbejdsprøvningen skulle foregå hos en vognmand i perioden 15. oktober 2001 til 15. januar 2002. Formålet var at få en afklaring vedrørende lønmodtagerens helbredsmæssige forhold. Lønmodtageren skulle arbejde som chauffør og lave andet forefaldende arbejde. Lønmodtagerens forsørgelsesgrundlag ville være hidtidig ydelse fra kommunen.

Den 18. oktober 2001 modtog kommunen forskelligt materiale fra lønmodtageren vedrørende hans økonomiske situation. Den 19. oktober 2001 modtog kommunen lønmodtagerens udfyldte ansøgning om kontanthjælp.

Den 5. november 2001 noterede kommunen efter at have gennemgået modtaget materiale fra lønmodtageren, at der stadig manglede dokumentation fra arbejdsløshedskassen om, at han ikke var berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge. Kommunen ringede derfor til Sanitørernes fagforening og fik under samtalen oplyst, at der ikke fandtes en verserende sag med lønmodtageren. Fagforeningen oplyste desuden, at lønmodtageren ikke havde rettet henvendelse for at få oplyst, om han var berettiget til at modtage dagpenge. Kommunen sendte samme dag et brev til lønmodtageren, hvor han atter blev rykket for at sende dokumentation fra arbejdsløshedskassen om, at han ikke var berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge. I samme brev gjorde kommunen opmærksom på, at lønmodtagerens ansøgning om kontanthjælp ikke kunne færdigbehandles, før den ønskede dokumentation var modtaget. Lønmodtageren anmodede herefter kommunen om aktindsigt.

Den 14. november 2001 ringede kommunen til SID efter at være anmodet herom. Det var første gang under sagsbehandlingen, at kommunen erfarede, at lønmodtageren havde skiftet fagforening. Samtalen endte med, at SID skulle kontakte lønmodtageren for at få sagen klarlagt og derefter kommunen.

Den 27. november 2001 modtog kommunen en mail fra lønmodtageren. I e-mailen spurgte lønmodtageren om, hvad der skulle til for at blive sygemeldt, og om det var muligt. Samme dag sendte kommunen et brev til lønmodtageren og redegjorde for betingelserne for at modtage sygedagpenge. Kommunen sluttede brevet med at skrive "Såfremt du har yderligere spørgsmål vedrørende sygedagpenge kan du kontakte kommunens sygedagpengeafsnit. "

Den 29. november 2001 modtog kommunen et brev fra SID, som oplyste, at lønmodtageren ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af dårlig ryg med den konsekvens, at han ikke var berettiget til at modtage arbejdsløshedsdage. På grundlag af brevet fra SID kontaktede kommunen lønmodtageren for at få oplyst, om oplysningen skulle vurderes i forhold til ansøgningen om kontanthjælp, hvilket han havde bekræftet. Det blev endvidere aftalt, at kommunen skulle kontakte SID for at få oplyst, fra hvornår lønmodtageren ikke var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge.

Den 6. december 2001 svarede SID, at lønmodtageren blev indmeldt 1. november 2001, og at han ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet fra dette tidspunkt.

Den 7. december 2001 oplyste lønmodtageren telefonisk til kommunen, at han havde været sygemeldt fra 4. december på grund af ondt i ryggen. Under samtalen havde kommunen tilkendegivet, at lønmodtageren ville kunne få kontanthjælp fra 1. november 2001. Begrundelsen var, at der ikke forelå dokumentation om, at lønmodtageren ikke var berettiget til arbejdsløshedsdagpenge forud for dette tidspunkt. Lønmodtageren var enig heri efter det oplyste.

Den 11. december 2001 sendte kommunen lønmodtageren en skriftlig afgørelse vedrørende hans kontanthjælp.

Den 18. januar 2002 redegjorde kommunen for sagens forløb. Ved samme lejlighed fik lønmodtageren besked om, at den modtagne klage ikke ændrede den trufne afgørelse.

SID havde i brev af 11. februar 2002 oplyst, at lønmodtageren ikke søgte sygedagpenge, fordi han under samtale flere gange med kommunens sagsbehandler fik det indtryk, at det ville medføre besværligheder i relation til revalideringssagen, samtidig med at man ikke kunne garantere ham, at han kunne få sygedagpenge ved eventuel ansøgning. SID var af den opfattelse at muligheden for et eventuelt afslag på sygedagpenge ikke var noget relevant argument for ikke at ansøge om dette, da det kun ville have konsekvens, at der i stedet blev bevilget kontanthjælp, som medlemmet fik nu. SID kunne konstatere, at lønmodtageren ved overgang til kontanthjælp i stedet for sygedagpenge havde fået en relativ stor indtægtsnedgang, samtidig med at han skulle tilbagebetale hjælp til husleje til sin ejerlejlighed. SID kunne heller ikke se, at der skulle være problemer i en koordinering af sagsbehandlingen vedrørende revalidering og sygedagpenge, når medlemmet var fundet berettiget til revalidering og herunder arbejdsprøvning.

Nævnet fandt, at lønmodtageren havde ret til kontanthjælp.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen havde overholdt sin rådgivnings- og vejledningspligt vedrørende muligheden for at modtage sygedagpenge. Nævnet lagde herved vægt på, at lønmodtageren havde modtaget såvel mundtlig som skriftlig vejledning fra kommunen, og han blev opfordret til at kontakte en bestemt kommunal medarbejder, hvis han havde yderligere spørgsmål om sygedagpenge. Lønmodtageren blev desuden vejledt om, at udbetalingen af sygedagpenge beroede på en konkret vurdering, og at en sygemelding i sig selv ikke var en garanti for, at han ville få udbetalt sygedagpenge under en arbejdsprøvning.

Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var konkrete omstændigheder, der kunne give kommunen anledning til at antage, at lønmodtageren ønskede at ansøge om sygedagpenge, eller at han var uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Nævnet havde herved lagt vægt på, at lønmodtageren søgte 2 forskellige stillinger, inden arbejdsprøvningen startede. Nævnet havde desuden lagt vægt på, at efter iværksættelsen af arbejdsprøvningen modtog kommunen lønmodtagerens ansøgning om kontanthjælp, og endelig bekræftede lønmodtageren under en telefonsamtale den 5. december 1991, at han søgte om kontanthjælp.

Endelig lagde nævnet vægt på, at der ikke forelå oplysninger eller dokumentation om, at lønmodtageren var fuldt uarbejdsdygtig på grund af sygdom, hvilket var en betingelse for at modtage sygedagpenge, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1. Det forhold, at lønmodtageren havde nedsat erhvervsevne inden for ryg- og knæbelastende arbejde, var ikke ensbetydende med, at han som ufaglært var fuldt uarbejdsdygtig. Tilsvarende var det forhold, at lønmodtageren var revalideringsberettiget ikke en omstændighed, der alene bevirkede, at lønmodtageren kunne anses for at være fuldt uarbejdsdygtig. Nævnet lagde herved vægt på, at der intet var til hinder for, at lønmodtageren arbejdede, blot han undgik at belaste knæ og ryg. Endelig var det sagen uvedkommende, at lønmodtageren ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet efter SID´s opfattelse. Nævnet havde herved lagt vægt på, at afgørelsen om fuld uarbejdsdygtighed og udbetaling af sygedagpenge skulle træffes efter reglerne i sygedagpengeloven og ikke efter lovgivningen om udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at SID ikke var enig i kommunens afgørelse om at bevilge kontanthjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken ydelse en revalidend havde ret til under forrevalidering i en situation, hvor revalidenden havde haft arbejdsindtægt umiddelbart forud for påbegyndelse af forrevalidering.

Sagen blev endvidere behandlet med henblik på stillingtagen til konsekvensen for ansøger af, at kommunen først havde iværksat forrevalidering ca. 14 måneder efter, at nævnet har truffet afgørelse om ret til hjælp til revalidering, og efter, at ansøger i mellemtiden var blevet opsagt fra sit arbejde.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at lønmodtageren var berettiget til sygedagpenge under forrevalidering, der blev påbegyndt fra den 15. oktober 2001, jf. dagpengelovens § 5.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der ikke kunne lægges afgørende vægt på, at der ikke formelt var indgivet en sygemelding til kommunen og udbetalt sygedagpenge indtil forrevalideringen blev iværksat, jf. aktivlovens § 47, stk. 4 (nu stk. 5). Efter denne bestemmelse kan revalidenden bevare sit hidtidige forsørgelsesgrundlag under forrevalideringen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at lønmodtageren ansås for uarbejdsdygtig på grund af sygdom på det omhandlede tidspunkt.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at det sociale nævn den 9. august 2000 havde truffet afgørelse om, at lønmodtageren af helbredsmæssige grunde var berettiget til revalidering.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at nævnet ved sin vurdering havde skønnet, at lønmodtageren ikke uden revalidering ville kunne påtage sig andet passende arbejde, og at han efter praksis måtte anses for uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at lønmodtageren opfyldte beskæftigelseskravet i dagpengeloven, idet han var dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse, og at han ville kunne have modtaget sygedagpenge, hvis han havde sygemeldt sig forinden forrevalideringen.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at kommunen i forbindelse med lønmodtagerens anmodning om kontanthjælp burde have overvejet, om der i stedet for skulle have været udbetalt sygedagpenge, selvom han formelt ikke forinden havde indgivet ansøgning herom, og vejledt lønmodtageren om, at han skulle søge om sygedagpenge, jf. retssikkerhedslovens § 5.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Ankestyrelsen tilføjede, at det fandtes kritisabelt, at kommunen først iværksatte forrevalidering den 15. oktober 2001, efter at Det Sociale Nævn den 9. august 2000 havde truffet beslutning om revalidering.