Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse D-14-03 om ophør af erhvervsrettet foranstaltning - hjemvisning - dagpenge - standsning

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at standsning af sygedagpenge indebærer ophør af en erhvervsrettet foranstaltning. Nævnet burde derfor have inddraget retssikkerhedslovens § 7a i behandlingen af en klage over standsning af dagpenge.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at bestemmelsen skulle sikre, at personer, der har en arbejdsevne, som muliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt får mulighed for at bruge deres ressourcer gennem et arbejde.

Der skal derfor sikres en sammenhæng i indsatsen til personer, som har behov for hjælp, fx ved ophør af sygedagpenge, således at kommunen før ophør af en foranstaltning skal sikre sig, hvad der videre skal ske i relation til udnyttelse af arbejdsevnen.

Sagen blev hjemvist til nævnet til vurdering af, om kommunen havde overholdt denne sagsbehandlingsregel, og hvad konsekvensen skulle være, hvis forskriften ikke var overholdt.

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 761 af 11. september 2002 - § 22, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 7a

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1

Sagsfremstilling:

En 53-årig lærer blev sygemeldt fra den 2. januar 2001 fra arbejde ved et voksenuddannelsescenter (VUC). Den umiddelbare årsag til sygemeldingen var sukkersyge, som dog var velreguleret og ikke-insulinkrævende. Hovedproblemet var en overvældende træthed. Årsagen til dette var ved at blive undersøgt.

Efter aftale med arbejdsgiveren blev der i perioden 20. august 2001 til 21. december 2001 foretaget arbejdsprøvning i en IT-funktion, som overvejende kunne udføres som hjemmearbejdsplads. Udgangspunktet var arbejde på fuld tid, men lønmodtageren magtede kun ganske få timer om ugen.

Ved varighedsbegrænsningens indtræden den 31. januar 2002 blev dagpengeperioden forlænget efter dagpengelovens § 22, stk., 1, nr. 2, da årsagen til sygdommen endnu ikke var afklaret, og det skønnedes nødvendigt med endnu et afklaringsforløb.

Der blev etableret ny arbejdsprøvning i perioden 15. februar 2002 til 24. maj 2002. Afprøvningen viste, at lønmodtageren kun kunne arbejde 2-3 timer om dagen.

Den 10. juni 2002 blev der afholdt nyt opfølgningsmøde i kommunen med deltagelse af lønmodtageren og hans fagforening. Arbejdsprøvningen blev gennemgået. Den havde klart vist, at erhvervsevnen var væsentligt reduceret. Problemet var imidlertid, at sygdomsårsagen endnu ikke var afklaret. Det var derfor ikke muligt at tage stilling til, om der skulle tilbydes et fleksjob eller førtidspension. Kommunen havde bedt egen læge om en generel helbredsundersøgelse. Hvis denne fortsat ikke viste nogen diagnose, måtte dagpengesagen afsluttes.

Kommunen modtog erklæringen den 25. juni 2002. Der var fortsat ikke angivet nogen endelig diagnose, og det var under punktet "behandlingsmuligheder" anført, at lønmodtageren var henvist til arbejdsmedicinsk klinik.

Kommunen meddelte i brev af 1. juli 2002, at retten til dagpenge ophørte den 3. juli 2002. Begrundelsen var bl.a., at lønmodtageren ikke i arbejdsprøvningen havde været i stand til at arbejde mere end 2-3 timer om dagen. Kommunen vurderede derfor, at det ikke var overvejende sandsynligt, at han kunne komme tilbage til ordinært arbejde, heller ikke efter eventuel revalidering.

Ud fra de helbredsmæssige oplysninger vurderede kommunen, at arbejdsevnen ikke varigt var nedsat i et omfang, der gav ret til fleksjob eller pension.

Kommunen tilføjede, at standsningen af dagpengene ikke betød, at socialforvaltningen ikke ville arbejde videre med sagen med henblik på mulig arbejdsplacering. Dette ville kunne ske, når der var klarhed over helbredsforholdene og en mulig behandling.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ingen af betingelserne for yderligere forlængelse af dagpengeperioden i dagpengelovens § 22, stk. 1, var opfyldt. Nævnet vejledte samtidig om, at lønmodtageren havde mulighed for at søge kommunen om kontanthjælp.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at nævnet anmodes om at tage stilling til, hvorvidt retssikkerhedslovens § 7 a var overholdt, idet lønmodtageren var efterladt i et tomrum uden forsørgelsesgrundlag, og uden at kommunen på noget tidspunkt havde taget stilling til, hvad der videre skulle ske.

Ved oversendelsen af sagen til Ankestyrelsen anførte nævnet om retssikkerhedslovens § 7 a, at formålet med bestemmelsen er at undgå afbrydelser i indsatsen over for borgere, som har behov for hjælp, fx ved ophør af sygedagpenge uden efterfølgende ret til kontanthjælp og aktivering mv., og at kommunen i den situation skal sikre sig, at den før ophøret af foranstaltningen tager stilling til, hvad der videre skal ske. Da det ikke var oplyst, at lønmodtageren ikke havde ret til kontanthjælp og aktivering, fandt nævnet ikke, at situationen var omfattet af retssikkerhedslovens § 7 a.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på nærmere belysning af bestemmelsen i retssikkerhedslovens § 7 a.

Afgørelse:

Sagen hjemvistes til det sociale nævn til ny behandling af spørgsmålet om, hvorvidt kommunen var berettiget til at standse udbetalingen af sygedagpenge.

Begrundelsen var, at nævnet ikke havde inddraget retssikkerhedslovens § 7 a i behandlingen af sagen, idet denne bestemmelse efter nævnets opfattelse ikke gjaldt i denne situation.

Ankestyrelsen var ikke enig heri.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at bestemmelsen er et led i førtidspensionsreformen med det overordnede formål at sikre, at personer, der har en arbejdsevne, som muliggør en tilknytning til arbejdsmarkedet, også reelt får mulighed for at bruge deres ressourcer gennem et arbejde.

Der skal derfor sikres en sammenhæng i indsatsen til personer, som har behov for hjælp, fx ved ophør af sygedagpenge, således at kommunen før ophør af en foranstaltning skal sikre sig, hvad der videre skal ske i relation til udnyttelse af arbejdsevnen.

Sagen hjemvistes derfor til nævnet til vurdering af, om kommunen havde overholdt sagsbehandlingsreglen i retssikkerhedslovens § 7 a, og hvad konsekvensen skulle være, hvis forskriften ikke var overholdt.