Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse D-1-06 om varighedsbegrænsningens indtræden - forlængelse - afklaring af arbejdsevnen - fortsat ret til tilbud - dagpenge

Resume:

Udbetaling af sygedagpenge efter varighedsbegrænsningens indtræden forudsatte, at den sikrede opfyldte en af forlængelsesgrundene allerede fra dette tidspunkt.

Nævnet kunne derfor ikke pålægge kommunen at fortsætte udbetalingen af dagpenge efter varighedsbegrænsningens indtræden, med mindre der allerede fra dette tidspunkt var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Hvis nævnet ændrede kommunens afgørelse om dagpengestop, fik ændringen derfor virkning fra det tidspunkt, hvor kommunen havde standset dagpengene.

Det forhold, at nævnet vurderede, at der var grundlag for at forlænge dagpengeudbetalingen på grund af behov for en afklarende arbejdsprøvning, betød ikke, at de 2 x 13 uger først begyndte at løbe fra tidspunktet for nævnets afgørelse.

Sikrede havde derfor kun haft ret til at få dagpengeudbetalingen forlænget i 2 x 13 uger regnet fra kommunens dagpengestop, med mindre han efterfølgende opfyldte en af de øvrige forlængelsesgrunde. Han havde imidlertid fortsat ret til at få tilbud om en afklarende arbejdsprøvning i overensstemmelse med nævnets afgørelse.

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2004 - § 22, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 27, stk. 1, nr. 2

Sagsfremstilling:

Sikrede blev sygemeldt på grund af en dobbeltsidig albuelidelse fra sit arbejdede som pædagog med pasning af adfærdsvanskelige unge. Han blev opereret for lidelsen i henholdsvis april og august måned 2004, men uden at blive smertefri. Varighedsbegrænsningen indtrådte den 31. oktober 2004.

Forinden modtog kommunen dels en udtalelse fra sikredes egen læge om, at det ikke var hensigtsmæssigt, at han genoptog hidtidigt arbejde, da det til tider var fysisk belastende. Kommunen modtog også en statusattest fra hospitalet, hvoraf fremgik, at operationerne havde medført bedring af generne, men at der fortsat var smerter i højre underarm. Det var problematisk at varetage pasning af adfærdsvanskelige unge. Han kunne ikke betragtes som fuldt uarbejdsdygtig, men dette var måske tilfældet, hvad angik det aktuelle arbejde. Det blev foreslået at forsøge en anden arbejdsplacering.

På baggrund af statusattesten vurderede kommunen, at sikrede ikke længere kunne betragtes som fuldt uarbejdsdygtig ud fra en bred faglig vinkel i forhold til at arbejde som pædagog. Kommunen mente endvidere, at det ikke var en dagpengeopgave at finde en anden arbejdsplacering. Kommunen tilføjede, at der ikke var grundlag for revalidering, fleksjob eller anden social foranstaltning.

Såvel sikrede som hans arbejdsgiver protesterede mod det påtænkte dagpengeophør med henvisning til de helbredsmæssige forhold. Han mente, at han ikke ville kunne varetage jobbet som pædagog på forsvarlig måde, da der til enhver tid var mulighed for, at et barn havde brug for et par arme, ligesom der kunne være behov for at skille børn ad med fysisk handling. Det eneste han kunne bruges til, var at snakke med børnene.

Kommunen fandt ikke grundlag for at ændre den planlagte beslutning og meddelte, at dagpengeudbetalingen ville ophøre med virkning fra den 12. november 2004.

Det sociale nævn ændrede den 17. maj 2005 kommunens afgørelse og pålagde kommunen at forlænge udbetalingen af sygedagpenge til sikrede efter dagpengelovens § 22.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunen ikke havde godtgjort, at sikrede var arbejdsdygtig efter en bredere vurdering. Efter nævnets opfattelse skulle der iværksættes arbejdsprøvning til afklaring af hans arbejdsevne indenfor det hidtidige erhverv. Efter endt arbejdsprøvning kunne der tages stilling til det videre forløb - herunder eventuelt revalidering. Nævnet lagde vægt på, at det ikke virkede sandsynligt, at han uden yderligere foranstaltninger ville kunne vende tilbage til pædagogarbejdet i nogen form.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen ikke havde præciseret, hvilke områder af pædagogfaget, han ville kunne opnå ansættelse indenfor. Nævnet fandt derfor ikke anledning til at tilsidesætte hans egen og fagforbundets udtalelser om de fremtidige ansættelsesmuligheder indenfor faget.

Nævnet fandt det nødvendigt at iværksætte en arbejdsprøvning til afklaring af, om der skulle være et eksakt område indenfor pædagogfaget, hvor sikrede ville kunne få ansættelse, eller om han - eventuelt ved hjælp af yderligere foranstaltninger - ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet indenfor et andet fagområde.

Kommunen bad nævnet om en uddybning af retsvirkningerne af nævnets afgørelse.

Nævnet oplyste, at dagpengeudbetalingen skulle genoptages med virkning tilbage fra kommunens afgørelse i november 2004, og at de 2 x 13 ugers forlængelse på grund af arbejdsprøvning først startede fra tidspunktet for nævnets afgørelse.

Nævnet præciserede dette således, at sikrede efter nævnets opfattelse var berettiget til arbejdsprøvning i op til 2 x 13 uger på et forsørgelsesniveau, der svarede til dagpengelovens. Da arbejdsprøvningen ikke havde kunnet iværksættes før nævnet traf afgørelse, anså nævnet det for overensstemmende med bestemmelsens formål, at iværksættelsen først skete på dette tidspunkt og ikke som almindeligvis forudsat i umiddelbar forlængelse af varighedsbegrænsningens indtræden.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at den ikke var enig med nævnet i, at forlængelse af dagpengeretten først skulle ske fra den dato, hvor nævnet traf afgørelse. Efter kommunens opfattelse var praksis, at forlængelsen skulle ske med virkning fra datoen for kommunens afgørelse. Kommunen ønskede derfor en afgørelse af, om der var tale om en "død periode" i forbindelse med en verserende ankesag.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det forhold, at nævnet vurderede, at kommunen burde have forlænget dagpengeudbetalingen i henhold til dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 2, betød, at kommunen skulle genoptage dagpengeudbetalingen med virkning tilbage fra kommunens dagpengestop, og at de 2 x 13 ugers forlængelse først startede fra tidspunktet for nævnets afgørelse.

Afgørelse:

Udbetaling af sygedagpenge efter varighedsbegrænsningens indtræden forudsatte, at sikrede opfyldte en af forlængelsesgrundene allerede fra dette tidspunkt.

Nævnet kunne ikke pålægge kommunen at fortsætte udbetalingen af dagpenge efter varighedsbegrænsningens indtræden, med mindre der allerede fra dette tidspunkt var grundlag for at forlænge dagpengeperioden.

Hvis nævnet ændrede kommunens afgørelse om dagpengestop, fik ændringen derfor virkning fra det tidspunkt, hvor kommunen havde standset dagpengene.

Det forhold, at nævnet vurderede, at der var grundlag for at forlænge dagpengeudbetalingen på grund af behov for en afklarende arbejdsprøvning, betød ikke, at de 2 x 13 uger først begyndte at løbe fra tidspunktet for nævnets afgørelse.

Sikrede havde derfor kun ret til at få dagpengeudbetalingen forlænget i 2 x 13 uger regnet fra kommunens dagpengestop, men mindre han efterfølgende opfyldte en af de øvrige forlængelsesgrunde, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1. Han havde imidlertid fortsat ret til at få tilbud om en afklarende arbejdsprøvning i overensstemmelse med nævnets afgørelse.

Kommunen skulle derfor udarbejde en fyldestgørende ressourceprofil og på baggrund heraf træffe afgørelse om, hvorvidt sikrede havde brug for yderligere tilbud for at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen henviste til Sociale Meddelelser SM D-20-02 om, at der ikke kunne udbetales dagpenge efter varighedsbegrænsningens indtræden, når det ikke var fastslået, at der var grundlag for at forlænge dagpengeperioden. Ankestyrelsen havde tidligere taget stilling til, at forlængelsesbestemmelsen om manglende afklaring af arbejdsevnen også kunne anvendes mere end 26 uger efter varighedsbegrænsningens indtræden, jf. SM D-3-03. Dette forudsatte imidlertid, at dagpengeudbetalingen i perioden indtil da havde været forlænget på andet grundlag.

Nævnet havde ikke peget på nogen anden forlængelsesgrund for perioden fra dagpengestoppet den 12. november 2004 til nævnets afgørelse af 17. maj 2005. Der var derfor ikke hjemmel til at lade den bevilgede dagpengeforlængelse løbe fra et andet tidspunkt end 12. november 2004. Der var heller ikke hjemmel til at forlænge dagpengeperioden på de 2 x 13 uger yderligere, jf. SM D-8-03.

Uanset, om afgørelsen betød, at borgeren ikke ville kunne modtage sygedagpenge under den nødvendige arbejdsprøvning, havde han fortsat ret til at få tilbud herom i medfør af nævnets afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 22. december 2015, da den er erstattet af principafgørelse 102-15.