Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse F-7-01 om opfølgning - opfølgningsplan - oplysningspligt - begrundelse - skriftlig helhedsvurdering - borgerens medvirken - ugyldighed - hjemvisning - dagpenge - partshøring

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om betydningen af formelle mangler for afgørelser om standsning af sygedagpenge.

Der har i sagerne været mangler i form af bl.a. utilstrækkeligt oplysningsgrundlag, manglende partshøring, utilstrækkelig opfølgning og manglende opfølgningsplan i henhold til dagpengeloven, manglende skriftlig helhedsvurdering og inddragelse af borgeren i henhold til retssikkerhedsloven.

Der er tale om sagsbehandlingsregler, der alle har karakter af garantiforskrifter. Reglerne har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold. Dette indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket af sådanne mangler. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. Det er myndigheden, der har bevisbyrden for, at manglen har været uden betydning for afgørelsens resultat.

Visse mangler vil kunne afhjælpes af ankeinstansen. Dette gælder for eksempel en manglende partshøring.

Når en afgørelse erklæres ugyldig og sagen derfor hjemvises, må ankeinstansen samtidig tage stilling til, om ydelsen skal genoprettes, hvilket vil være udgangspunktet.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen at en afgørelse om standsning af sygedagpenge var ugyldig og hjemviste sagen til kommunen med henblik på at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og træffe ny afgørelse, der indeholdt stillingtagen til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.

I sag nr. 2 kritiserede Ankestyrelsen kommunens sagsbehandling, men fandt at sagsbehandlingsfejlene konkret ikke havde påvirket afgørelsens resultat. Kommunens afgørelse var derfor ikke ugyldig.

Love:

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 147 af 2. marts 2001 - § 5, stk. 1, § 5, stk. 2, § 22, stk. 1, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1, § 22, § 24, stk. 1 og § 24, stk. 2

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 20a, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 4, § 5, § 6 og § 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 540 af 21. juli 1998 -

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 700402-00

En nu 54-årig mand havde siden 1969 været ansat i eget anpartsselskab, der var beskæftiget med vinduespudsning og rengøring. Ved afhentning af varer den 6. december 1999 faldt han på et isglat fortov og pådrog sig brud på højre fods indvendige fodrodsknogle.

Manden var som følge heraf fuldtidssygemeldt fra den 6. december 1999 og indtil den 9. april 2000, hvor han genoptog arbejdet delvist svarende til 1§ time dagligt. Han modtog fuld løn fra firmaet, som fik dagpengerefusion fra kommunen.

Af statusattest af 17. januar 2000 fra egen læge fremgik, at der var tale om brud på 2. mellemfodsknogle på højre fod, og at smerter aktuelt forhindrede arbejde. Uarbejdsdygtigheden forventedes at vare 3 uger.

Af statusattest af 24. februar 2000 fra egen læge fremgik, at den forventelige helingstid ifølge sygehuset var 4-6 uger, forstået således, at manden skulle være smertefri og med nogenlunde god bevægelighed i foden efter denne periode. Den 3. februar havde lægen set manden, hvor der fortsat var en del smerter. Disse havde i ugen forinden ikke været i aftagende. Der var en del ømhed ved tryk på brudområdet. Manden vurderedes fortsat uarbejdsdygtig i erhverv som krævede fysisk aktivitet, idet almindelig gang gav en del smerte. Manden ville derimod kunne bestride et stillesiddende job. Lægen fandt det ikke muligt at udtale sig om uarbejdsdygtighedsperiodens længde. På sigt skønnedes mandens erhvervsevne dog næppe at blive nedsat. Lægen afventede udtalelse fra sygehuset.

Det fremgik af journaludskrift af 17. april 2000, at manden under fremmøde meddelte, at han ikke kunne klare vinduespudsning på grund af bruddet i foden. Han kunne arbejde med det rengøringsarbejde firmaet havde. Bruddet var helet, men der var komplikationer, når han skulle udføre arbejde på stiger og gesimser. Han havde ikke den fulde førlighed i foden, og han var anvist at arbejde med stive sko, hvilket umuliggjorde arbejdet, idet hans fødder måtte have kontakt til gangunderlaget. Han kunne ikke gå på stiger eller gesimser, heller ikke i stift fodtøj, og han mente heller ikke, at han ville komme til at kunne klare tidligere arbejdsområde. Han ville kunne arbejde, hvis vinduespudsning foregik fra gulve eller fast underlag. Det blev noteret, at sagsbehandleren ville indhente status fra sygehuset og efterfølgende indkalde manden til samtale.

Den 4. Maj 2000 anmodede kommunen sygehuset om en statusattest og stillede følgende spørgsmål, som blev besvaret ved attest modtaget i kommunen den 18. Maj 2000: 1. Er manden fortsat uarbejdsdygtig og hvor længe? Svar: "vides ikke". ". Er han i behandling, eventuelt hvilken og hvilket resultat? Svar: "nej". 3. Hvornår vil han kunne genoptage arbejde som vinduespudser helt eller delvist) Svar: "når som helst". 4. Vil sygdommen påvirke hans fremtidige erhvervsevne og hvis ja - i hvilken grad? Vil der være skånebehov? Svar: "tvivlsomt". Kan sikkert ikke afgøres på nuværende tidspunkt".

Af vedlagte journalnotat dateret 3. April 2000 fremgik: "Nyhenvist ortopædkir. 8. December 1999 på arbejdet gledet/faldet, pådraget sig en fraktur interartikulært i basis af 2. Metatarts hø. Fod. I februar stadig betydelige smerter, henvist til vurdering. Smerterne nu klinget væsentligt af, men der er stadig lidt hævelsestendens ved større belastninger, gør ondt distinkt ondt sv. T. frakturstedet. Objektivt er gangen upåfaldende, men han er lidt øm sv. T. basis af 2. Meatars, fodbuen er bevaret. Rgt. Viser den intraartikulære fraktur helet. Afsluttes med instruks i at ømheden stadig kan fortage sig noget men at der med al sandsynlighed vil bestå en vis belastningsrelateret smerte sv. T. den intraartikulære fraktur. "

Af anmodning om dagpengerefusion modtaget i kommunen den 17. maj 2000 fremgik, at manden pr. 9. april 2000 havde genoptaget arbejdet delvist, svarende til 1½ time om dagen.

Ved brev af 9. juni 2000 henviste kommunen til statusattesten fra sygehuset og anførte, at det deraf fremgik, at der ikke var helbredsmæssig begrundelse for fortsat sygemelding. Udfra en samlet vurdering af de lægelige oplysninger i sagen mente kommunen ikke, at manden fortsat kunne betragtes som fuld uarbejdsdygtig, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1. Udbetaling ville blive bragt til ophør pr. 11. juni 2000.

Ved brev af 13. juni 2000 klagede manden over kommunens afgørelse. Han anførte bl.a., at ifølge hans samtale med ortopædkirurgen ville foden aldrig blive som før. Lægen havde pointeret, at smerterne i foden fremkom af, at bruddet var et uheldigt sted. Manden anførte endvidere, at det var umuligt for ham at genoptage sit arbejde som vinduespolerer, da han ikke kunne gå på stige samt hoppe ned fra vindueskarme m.v. Han oplyste, at han havde talt med en bekendt, der var læge, som havde sagt, at en sådant brud kunne tage fra måske et år og helt op til halvandet år, før det var i orden. Han havde kontaktet sin kiropraktor, fordi han begyndte at halte, når smerterne blev for store, hvilket ifølge kiropraktoren var en normal reaktion med henblik på aflastning af foden.

Manden afleverede endvidere en skriftlig klage samme dag. I denne forbindelse oplyste han, at han, som følge af smerter, ikke ville kunne genoptage sit arbejde på fuld tid. Han havde siden april måned arbejdet ca. 1§ time dagligt med lettere rengøringsarbejde så som støvsugning, aftørring af borde samt gulvvask. Han turde ikke gå på stiger, og han ville ikke kunne hoppe ned fra vindueskarme, hvorfor han ikke kunne foretage vinduespudsningsopgaver. Han var som følge af de indvendige smerter i foden i tvivl om, hvorvidt han nogensinde ville kunne arbejde som vinduespudser igen.

Ved afgørelse af 24. november 2000 stadfæstede nævnet kommunens afgørelse. Nævnet udsatte samtidig tidspunktet for ophør af dagpengeudbetalingen i 14 dage, således at dagpengeudbetalingen først skulle ophøre pr. 25. juni 2000.

Nævnet var enig med kommunen i, at manden ikke længere var fuldt uarbejdsdygtig den 9. juni 2000, da kommunen traf afgørelse om at standse udbetalingen af dagpenge. Der blev henvist til dagpengelovens § 5, stk. 1. Nævnet lagde herved vægt på oplysningerne i statusattest af 17. maj 2000 fra sygehuset.

Nævnet fandt, at det var en væsentlig fejl ved sagsbehandlingen, at kommunen ikke partshørte manden over statusattesten og ikke indkaldte manden til møde, da attesten var modtaget, således som det var aftalt med ham. Der blev vedrørende partshøring henvist til forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Nævnet fandt, at det tillige var en væsentlig fejl ved sagsbehandlingen, at kommunen ikke foretog en skriftlig helhedsvurdering af mandens situation senest 8 uger efter hans første anmodning om dagpenge, jf. lov om retssikkerhed og administration på det sociale område §§ 6 og 7.

Da disse formelle mangler efter nævnets opfattelse ikke havde haft betydning for afgørelsens indhold, fandt nævnet ikke grundlag for at ophæve afgørelsen som ugyldig. Nævnet fandt derimod, at manglerne måtte medføre, at virkningen af afgørelsen blev udsat i 14 dage, svarende til den periode, der med rimelighed kunne være medgået til at indkalde manden til møde og partshøre ham. Nævnet ændrede således ikke kommunens afgørelse om ophør af dagpengeudbetalingen men ændrede tidspunktet for ophøret.

Manden klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at kommunen havde stillet sig over lovgivningen, som har en klar og tydelig lovtekst, og som kommunen måtte forventes at kende. Han anførte endvidere, at det netop med lovgivningen har været meningen, at borgere skal have mulighed for at fremføre synspunkter på afgørende områder, da det kan have betydning for eventuelle afgørelser. Han havde ikke haft mulighed for at indhente en læges mening om sagen, eller fremføre sin mening om sagens kerne - smerterne i foden, og hvordan disse ville påvirke hans fremtidige erhvervsevne. Det var mandens opfattelse, at kommunen havde truffet afgørelsen på baggrund af, at han var en lille selvstændig erhvervsdrivende, som burde klare sig selv.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende oplysninger i form af kopi af lægeerklæring II af 7. august 2000 fra egen læge udstedt til Arbejdsskadestyrelsen. Det fremgik bl.a. af denne, at manden fik smerter i fodroden efter ca. 1½ times almindelig gang. Han kunne slet ikke arbejde på stige. Bevægeligheden af højre fod var nedsat til ca. det halve af bevægeligheden af venstre fod. Han fandtes som følge af smerter i foden ikke arbejdsdygtig i samme grad og samme omfang som før skaden. Han var ikke under behandling. Lægen skønnede, at der var nogen chance for bedring af tilstanden.

Kommunen fik tilsendt kopi af erklæringen og anførte, at kendskab til indhold i lægeerklæring II ikke ville have ændret kommunens afgørelse om at standse sygedagpengeudbetaling.

Den 12. marts 2001 oplyste manden telefonisk, at han følte, at kommunen havde handlet hen over hovedet på ham, og at han ikke havde fået mulighed for at forklare kommunen, hvordan sagen lå for ham. Efter mandens opfattelse ville kommunen have vurderet anderledes, hvis han havde været almindelig lønmodtager. Manden oplyste endvidere, at han gik ind i sit fars firma i 1969 sammen med en kammerat. Dengang var det et I/S. Siden blev det lavet om til et ApS. Firmaet beskæftigede sig og havde altid beskæftiget sig 90-95% med vinduespolering. Det resterende arbejde bestod i rengøring, hvilket var det eneste arbejde, han kunne klare idag. Det gjorde altid ondt i foden - værkede i den. Han havde også problemer med ryggen. Han gik til kiropraktor med ryggen. Han kunne fortsat kun arbejde 1½ til 2 timer om dagen med rengøring.

Den 13. marts 2001 tilføjede manden, at han godt kunne tænke sig at vide om kommunens og nævnets rådgivende lægekonsulenter var arbejdsmedicinere, og om de mon var klar over hvad vinduespudserarbejde består i og hvor hårdt det er. Manden oplyste, at stigerne vejede mellem 60 og 70 nogen op til 80 kg. Han turde slet ikke sige hvor mange gange man dagligt hoppede op og ned af vindueskarme. Typisk kunne man slet ikke bruge en stige, fordi der stod borde eller lignende foran vinduerne. Desuden kunne han slet ikke gå på stige mere.

Kommunen fik sendt kopi af kontorrapporter, hvori mandens oplysninger var noteret. Kommunen fremsatte ikke bemærkninger hertil.

Den 30. april 2001 fremsendte mandens advokat yderligere lægelige akter til sagen og anførte, at Arbejdsskadestyrelsen til brug for en udtalelse i en erstatningssag havde anmodet advokaten om at skaffe en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring, idet styrelsen ikke kunne vurdere skadefølgerne på det foreliggende grundlag.

Advokaten anførte, at kommunens afgørelse efter hans opfattelse var behæftet med så væsentlige forvaltningsretlige mangler, at afgørelsen om stop for sygedagpenge var ugyldig. Advokaten henviste til SM D-18-00 og SM F-3-00 og påpegede, at forvaltningslovens § 19 og retssikkerhedslovens § 7 og navnlig retssikkerhedslovens § 4 var tilsidesat med den konsekvens, at manden ikke havde haft mulighed for at tilkendegive, hvordan sagen efter hans opfattelse burde belyses. Havde manden haft lejlighed til at medvirke, kunne han have peget på muligheden for at indhente oplysninger fra kiropraktor eller fremsat ønske om speciallægeundersøgelse. Det blev oplyst, at advokaten nu havde anmodet om en speciallægeerklæring.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af retsvirkningerne af formelle mangler.

Afgørelse:

Kommunens afgørelse om at standse udbetaling af sygedagpenge den 11. juni 2000 var ugyldig som følge af alvorlige sagsbehandlingsmangler.

Sagen blev samtidig hjemvist til kommunen med anmodning om at rette op på sagsbehandlingsmanglerne og derpå træffe ny afgørelse om dagpengeret.

Ankestyrelsens afgørelse indebar, at kommunen skulle genoprette ydelsen. Udbetaling af mandens krav måtte dog afvente, at kommunen ved sin fornyede afgørelse på baggrund af et fyldestgørende oplysningsgrundlag havde taget stilling til hvor længe efter standsningstidspunktet, der var dagpengeret.

Der var ikke foretaget en skriftlig helhedsvurdering senest 8 uger efter mandens første henvendelse vedrørende sygedagpenge, jf. retssikkerhedslovens § 7, stk. 2 jf. § 6.

Det fremgik ikke af mandens sag, at kommunen havde foretaget vurdering med henblik på, om der er behov for revalidering eller andre former for bistand, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1.

Der var ikke udarbejdet opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, jf. stk. 1, senest 6 måneder efter første sygedag.

Der var ikke partshørt over statusattest fra sygehus modtaget i kommunen den 18. maj 2000, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, på hvilken baggrund kommunen traf afgørelse om standsning.

Manden blev ikke indkaldt til samtale på baggrund af statusattesten, inden der blev truffet afgørelse, trods aftale herom noteret i mandens journal den 17. april 2000.

Afgørelsen om standsning blev truffet på utilstrækkeligt grundlag, idet ovennævnte statusattest, som kommunen lagde vægt på ved afgørelsen, var behæftet med betydelig uklarhed.

Der var ikke taget udtrykkelig stilling til, om manden fortsat var berettiget til nedsatte dagpenge, jf. dagpengelovens § 5, stk. 2.

Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at disse fejl havde været uden betydning for afgørelsens indhold.

Det blev bemærket, at Ankestyrelsen var enig med kommunen i, at manden ikke var fuldt uarbejdsdygtig på standsningstidspunktet, jf. dagpengelovens § 5, stk. 1. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af anmodning om dagpengerefusion modtaget i kommunen den 17. maj 2000, at manden pr. 9. april 2000 havde genoptaget arbejdet delvist svarende til 1§ time dagligt.

Kommunen burde imidlertid have taget udtrykkelig stilling til, om manden fortsat var berettiget til nedsatte dagpenge efter dagpengelovens § 5, stk. 2. Inden afgørelse herom burde kommunen have foretaget skriftlig helhedsvurdering, jf. retssikkerhedslovens § 7, jf. § 6, have taget stilling til, om der var behov for revalidering eller andre former for bistand med henblik på at bevare mandens tilknytning til arbejdsmarkedet, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1, have udarbejdet opfølgningsplan, jf. § 24, stk. 2, have indhentet yderligere oplysninger om den helbredsmæssige og erhvervsmæssige situation, jf. oplysningsprincippet, og have inddraget manden i sagsbehandlingen, jf. retssikkerhedslovens § 4, herunder have partshørt ham over indkomne oplysninger, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Efter retssikkerhedslovens § 5 skal kommunen og amtskommunen behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Hvis en borger har brug for at få hjælp i en længere tid, skal kommunen og amtskommunen efter retssikkerhedslovens § 6 tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.

Efter retssikkerhedslovens § 7, stk. 1, skal kommunen senest 8 uger efter første henvendelse om løbende hjælp til forsørgelse foretage en vurdering efter § 6. Vurderingen skal ske i samarbejde med ansøger, jf. § 4. Efter § 7, stk. 2, skal ansøgeren skriftligt have besked om kommunens vurdering efter § 7, stk. 1. Skriftlighedskravet skyldes, at ansøger skal have klarhed over, hvordan kommunen ser på sagen.

Disse bestemmelser om helhedsvurdering skal ses i sammenhæng med bestemmelsen om opfølgning i dagpengelovens § 24. Såvel reglerne i retssikkerhedsloven som reglen i dagpengeloven har til formål at sikre en målrettet hjælp med henblik på i videst muligt omfang at sikre ansøgers tilknytning til arbejdsmarkedet og mulighed for at være selvforsørgende.

Af dagpengelovens § 24, stk. 1 fremgår, at kommunen med henblik på at bevare den sikredes tilknytning til arbejdsmarkedet senest efter 8 uger og derefter mindst hver 8. uge skal tage dennes forhold op til vurdering med henblik på, om der er behov for behandling, optræning, revalidering eller andre former for bistand til den pågældende eller dennes familie. Dette skal ske i samarbejde med dagpengemodtageren, læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner, virksomheder og de faglige organisationer samt arbejdsformidlingen.

I mandens tilfælde forelå der alene en opfølgning på den lægelige situation, jf. indhentede statusattester af 17. januar 2000, 24. februar 2000 og attest modtaget den 18. maj 2000. Derimod indgik der ikke i kommunens journalakter, herunder vedrørende eneste opfølgningsmøde den 17. april 2000, en vurdering af, om der kunne være behov for revalidering/omskoling trods oplysningen om, at manden delvist havde genoptaget sit arbejde, men at han havde betydelige vanskeligheder med det vante vinduespudsningsarbejde, idet han ikke kunne gå på stiger og gesimser på grund af den dårlige fod.

I følge dagpengelovens § 24, stk. 2 skal kommunen ved den første opfølgning tage stilling til udarbejdelsen af en opfølgningsplan. Planen skal i alle tilfælde senest udarbejdes, når dagpengemodtageren har været sygemeldt i 6 måneder inden for de sidste 12 måneder. Kommunen burde derfor senest den 6. juni 2000 have udarbejdet en opfølgningsplan, som i medfør af god forvaltningsskik bør være skriftlig. Dette var ikke sket.

For så vidt angår partshøring følger det af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at hvis en part i en sag ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Kommunen foretog ikke partshøring over statusattest fra sygehuset modtaget i kommunen den 18. maj 2000, inden kommunen traf afgørelse om standsning. Attesten blev af kommunen fortolket på en sådan måde, at oplysningerne fremstod som til ugunst for manden i relation til afgørelsen om standsning af sygedagpenge, og den blev tillagt afgørende betydning ved beslutningen om at standse udbetalingen. Partshøring burde således være foretaget forud for afgørelsen.

Det følger af det ulovbestemte princip om officialmaksimen, at myndigheden har pligt til at oplyse sagen tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse - herunder pligt til at søge tvivlsspørgsmål afklaret.

I statusattesten, der dannede grundlag for afgørelsen om standsning, var spørgsmålet, om manden fortsat var uarbejdsdygtig og hvor længe, besvaret "vides ikke". Spørgsmålet, hvornår manden ville kunne genoptage arbejdet som vinduespudser helt eller delvist, blev besvaret "når som helst" uden at angive, om det var helt eller delvist, arbejdet kunne genoptages. Spørgsmålet, om sygdommen ville påvirke mandens fremtidige erhvervsevne og hvis ja - i hvilken grad, og om der ville være skånebehov, blev besvaret "tvivlsomt. Kan ikke sikkert afgøres på nuværende tidspunkt. "

Henset til at statusattesten var uklar, og at det fremgik af anmodning om dagpengerefusion modtaget i kommunen den 17. maj 2000, at manden pr. 9. april 2000 havde genoptaget arbejdet delvist svarende til 1§ time om dagen, og at det fremgik af journaludskrift af 17. april 2000, at manden ikke kunne klare vinduespudsning på grund af bruddet i foden, burde kommunen have søgt spørgsmålet om, hvorvidt manden var helt eller delvist raskmeldt bedre belyst. Kommunen burde endvidere have indhentet oplysninger om, i hvilket omfang mandens normale arbejde bestod i vinduespudsning, som han nu havde vanskeligheder med at udføre.

Som følge af ovennævnte alvorlige formelle mangler var det ikke på standsningstidspunktet den 11. juni 2000 muligt at vurdere om der var grundlag for at standse ydelsen eller, om lovens materielle betingelser for dagpengeudbetaling fortsat var opfyldt. Kommunens afgørelse om standsning var derfor ugyldig.

Ved den fornyede behandling af mandens sag måtte kommunen inddrage de oplysninger, der var tilgået sagen under behandlingen i Ankestyrelsen, samt indhente yderligere nødvendige oplysninger.

Det blev bemærket med henvisning til nævnets afgørelse, der udsatte virkningstidspunktet for dagpengestandsningen i 14 dage som følge af partshøringsmanglen, at en sådan konstruktion savnede hjemmel. Hvis manglen som antaget af nævnet ikke havde haft betydning for afgørelsens resultat, ville afgørelsen ikke være ugyldig. Virkningstidspunktet kunne dermed ikke ændres.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 700372-00

En nu 44-årig mand blev indlagt på hospital den 3. september 1998, hvor han fik konstateret svær leverpåvirkning som følge af alkoholmisbrug og atypisk lungebetændelse med hjernepåvirkning. Han var igennem et langvarigt behandlingsforløb hvorunder han i en længere periode lå i respirator på intensivafdeling. I slutningen af november 1998 blev han overført til et andet hospital med henblik på genoptræning. På dette tidspunkt kunne han ikke støtte på benene. I begyndelsen af januar 1999 blev han igen overført til det første hospitalet på grund af tiltagende sløvhed. Hans tilstand bedredes gradvist og efterhånden kunne han komme ud af sengen og også begynde at gå en anelse. Den 12. februar 1999 blev han udskrevet til en plejebolig på et lokalcenter.

Kommunen modtog den 2. februar 1999 ansøgning om førtidspension fra en socialrådgiver på hospitalet, der henviste til, at manden efter hospitalets opfattelse oplagt var til førtidspension. Det blev oplyst i ansøgningsskemaet, at manden havde et varigt behov for forsørgelse grundet dårligt helbred, og det nævntes at manden havde fået bevilget en permanent plejehjemsplads på lokalcenteret.

Af statusattest fra hospitalet af 12. februar 1999 fremgik, at manden skønnedes uarbejdsdygtig i endnu mange måneder. Der var ikke indikation for yderligere behandling fra hospitalet, men manden havde behov for langvarig optræning. Hvor vidt han ville kunne vende tilbage til et arbejdsområde var endnu alt for usikkert at sige. Efter lægens skøn var det mest relevante formentlig ansøgning om førtidspension. Dette måtte dog afklares, når manden var endelig genoptrænet.

Af journalnotat af 17. marts 1999 fremgik, at mandens sag blev drøftet på teammøde, hvor det blev besluttet, at der skulle indhentes statusattest fra en overlæge på hospitalet. Desuden skulle lokalcenteret udfærdige et førtidspensionsskema. Efter modtagelse af disse oplysninger skulle sagen drøftes på pensionsteammøde.

I brev af 23. marts 1999 oplyste overlægen bl.a., at manden ikke var set på afdelingen siden udskrivningen og der var ikke planer om nogen ambulant opfølgning på hospitalet, hvorfor overlægen ikke var i stand til at bidrage med oplysninger om den aktuelle tilstand. Overlægen havde svært ved at forestille sig, at mandens almentilstand og interesse for omverdenen ville bedres i en sådan grad, at han kunne bestride nogen form for arbejde.

I førtidspensionsskema F af 6. maj 1999 oplyste gruppelederen på lokalcenteret, at manden var i stand til at gå frit omkring ved hjælp af gangrollator. Han klarede selv personlig hygiejne. Spørgsmålet om han ved egen hjælp kunne skære og smøre mad, øse op, spise og drikke, lægge sig i og rejse sig fra seng samt sætte sig i og rejse sig fra stol, blev besvaret ja, men at han ikke selv tilberedte mad, idet han gik i caféen for at spise. Ved spørgsmål om bistands- og plejebehov blev svaret, at der blev ydet hjælp til rengøring og vask, men yderligere behov for bistand havde han ikke. Om han ved hjælpemidler/boligændringer eller lignende kunne blive så selvhjulpen, at vedvarende bistand ikke var nødvendig, blev besvaret med, at det ikke var muligt at vurdere, om tilstanden nu var stabil. Det blev konkluderet, at han klarede sig fint i den aktuelle bolig med lidt sygeplejevejledning og støtte til praktiske gøremål.

Den 21. maj 1999 vurderede kommunen, at der var usikkerhed om den aktuelle tilstand, hvorfor der måtte indhentes generel helbredsattest fra egen læge, inden det blev vurderet, om der var grundlag for at rejse pensionssag. Samme dag blev anmodning om attest sendt. Den 21. juni 1999 rykkede kommunen lægen, idet attesten ikke var modtaget.

Den 1. juli 1999 sendte kommunen brev til manden med orientering om varighedsbegrænsning af sygedagpenge. Det blev oplyst, at dagpengeudbetalingen skulle ophøre senest den 30. september 1999. Kommunen henviste samtidig til bestemmelserne om adgang til forlængelse og meddelte, at manden inden den 30. september 1999 ville modtage underretning om, hvorvidt der i hans tilfælde var mulighed for forlængelse.

Af generel helbredsattest af 19. juli 1999 fra egen læge fremgik bl.a., at manden var blevet mere mobil, idet han de seneste tre uger havde kunne undvære rollatoren i hvert fald ved ture i lokalområdet og i hjemmet. Han gik fortsat til ugentlig behandling hos fysioterapeut. Der resterede smerter i skulderen ved bevægelser op over horisontallinien, og der var bevægelsesindskrænkninger i venstre hånds 4. og 5. finger, som var fastlåste i 90 grader fleksion, men som passivt kunne rettes ud. Han oplevede snurren i hænderne. Funktionsevnen blev vurderet meget svært nedsat. Han kunne i hvert fald ikke klare tidligere arbejde som pladesmed. Han ville heller ikke kunne revalideres ej heller til ikke fysisk arbejde. Han ville næppe kunne gøres arbejdsdygtig. Lægen anbefalede førtidspension.

Den 30. juli 1999 blev sagen drøftet på opfølgningsmøde i kommunen. Det fandtes meget svært på det foreliggende at vurdere funktionsniveauet. Helbredsattesten fra egen læge fandtes at vise en betydelig fremgang.

Samme dag kontaktede kommunen lokalcenteret, som telefonisk oplyste, at det var gået meget fremad, siden manden flyttede ind, hvor han var i en meget dårlig tilstand, så utrolig dårlig ud og var meget mager. Nu gik han uden rollator og kunne færdes i lokalområdet, hvor han tog på besøg hos sine forældre og venner. Det blev dog understreget, at det er en plejebolig, han boede i. Han klarede stort set selv sin hverdag. Han spiste i caféen og gjorde selv rent og vaskede op. Dog under tilsyn, og gruppelederen var usikker på, om det ville gå godt uden tilsyn. Det var gruppelederens indtryk, at årsagen til den store fremgang var, at manden følte sig tryg på lokalcenteret. Hun oplevede ham som et meget skrøbeligt menneske, og var bange for, at der ikke skulle meget til for at "vælte" ham. Gruppelederen var overbevist om, at manden aldrig ville få fuld arbejdsevne. Hun kunne måske forestille sig, at manden ville kunne blive i stand til at bestride et par timers beskyttet arbejde om dagen, men at det under ingen omstændigheder måtte være for svære opgaver. Manden havde problemer med sine hænder, idet to fingre (ring- og lillefinger) ikke fungerede på begge hænder. Hun vurderede endvidere, at manden intellektuelt helt klart havde taget skade. Hun understregede afslutningsvist, at det var vigtigt at være opmærksom på, at manden var en meget sårbar person. Det blev aftalt, at gruppelederen skulle tage en snak med manden for at få et indtryk af, hvad han selv tænkte om fremtiden.

Den 10. august 1999 oplyste gruppelederen telefonisk, at hun nu havde talt med manden, og at det var hendes vurdering, at manden helt klart tænkte i pension, idet han ikke kunne forestille sig, at han ville være i stand til at kunne bestride et job. Samme dag indkaldte kommunen manden til en opfølgningssamtale den 13. august 1999.

Under opfølgningssamtalen den 13. august 1999, som var mandens første personlige møde med forvaltningen, oplyste han, at han nu var kommet så langt, at han gik uden rollator. Han kunne ikke gå så langt, og han gik ikke så hurtigt, og han blev træt. Derudover havde han store problemer med sine hænder. Værst med (dominante) venstre hånd, for eksempel kunne han ikke holde en tallerken. Han havde smerter og sovende fornemmelse i begge hænder. Han kunne ikke selv knappe sine bukser men klarede ellers selv den daglige af- og påklædning. Han lavede ikke selv mad, kunne for eksempel ikke skrælle en kartoffel. Han spiste i caféen, hvilket han havde det godt med. Hver tirsdag fik han trænet ben og hænder ved fysioterapeut. For så vidt angår fremtidig forsørgelse ville han gerne have pension, idet han mente at dette ville være det bedste for ham i hvert fald i nogle år. Han vidste, at det var urealistisk at forestille sig raskmelding til smedearbejde. Adspurgt var han ikke afvisende overfor at forsøge arbejdsprøvning.

På opfølgningsmøde den 19. august 1999 blev det besluttet, at indhente en psykologisk vurdering med henblik på stillingtagen til demens og med vægt på en funktionsevnebeskrivelse som grundlag for kommende beslutning om eventuel revalidering eller rejsning af pensionssag.

På opfølgningsmøde den 21. september 1999 blev det besluttet at forlænge dagpengene under forudsætning af, at manden accepterede psykologisk undersøgelse til brug for afklaring af revalidering/pension.

Ved samtale den 22. september 1999 oplyste manden bl.a., at han fortsat havde problemer med hænder/fingre "som at røre ved et elektrisk hegn", når han skulle bruge dem. Han oplyste, at han tidligere havde arbejdet som karosseripladesmed. Han var udlært ved og havde arbejdet ved samme arbejdsplads i 20 år. Han fortalte, at han var ophørt med arbejdet for fem år siden, da hans bror døde. Han oplyste, at han trivedes på lokalcenteret. Han havde taget på fra 48 kg til 70 kg, og han følte, at han fortsat havde gavn af optræningen. Han gav udtryk for, at han mente, at der var søgt pension til ham. Det blev konstateret, at egen læge havde anbefalet det, men sagsbehandleren orienterede om, at det først skulle afklares, hvorvidt revalidering var udelukket, og at det til afklaring var besluttet at henvise ham til psykologisk undersøgelse. Han kunne ikke umiddelbart se nogen mening med dette men ville gerne medvirke til afklaring af fremtidssituationen og gik derfor ind på at få foretaget undersøgelsen.

Ved afgørelse af 7. oktober 1999 henviste kommunen til, at der blev arbejdet med revalideringsmæssige foranstaltninger, hvorfor man havde besluttet at forlænge sygedagpengene. Det blev oplyst, at det i forlængelsesperioden løbende ville blive vurderet, hvorvidt manden opfyldte reglerne for ret til dagpenge, herunder om revalidering fortsat skønnedes realistisk.

Den 13. december 1999 meddelte psykologen, at man forventede at kunne indkalde til neuropsykologisk undersøgelse i februar 2000. Undersøgelsen blev foretaget den 20. januar 2000 og beskrevet i erklæring af 31. januar 2000.

Af den psykologiske erklærings sammenfatning og konklusion fremgik blandt andet, at manden var 43 år og uddannet karosseripladesmed, og at han havde været arbejdsledig siden 1993. Erhvervsmæssigt havde han haft ca. 20 års fast ansættelse i det samme firma, som han var udlært i. Han blev afskediget i 1993 som følge af samarbejdsvanskeligheder om hvilket han ikke havde uddybende oplysninger, men antydningsvist fik psykologen indtryk af, at de opstod i forbindelse med hans yngre brors pludselige død i en færdselsulykke samme år samt det forhold, at hans ølforbrug blev forøget væsentligt. Aktuelt boede han stadig i plejebolig, men hans fysiske tilstand var tiltagende blevet bedre efter udskrivelsen fra hospitalet. Han var vedvarende belastet af usikker gang samt konstante smerter i begge arme og hænder. Specielt begrænset var hans venstrehåndsfunktioner, dels på grund af kraftnedsættelse og dels fordi lillefinger og ringfinger ikke var anvendelige. Der var atrofi af tommelfingeren. Han var dominant venstrehåndet. Intellektuelt havde han ingen klager over begrænsninger. Han oplevede at være relevant velfungerende. Personlighedsmæssigt fik psykologen det indtryk, at han var et pligtopfyldende men sårbart og skrøbeligt menneske, som gennem mange år havde haft svært ved at integrere sine følelsesmæssige reaktioner ind i en realistisk sammenhæng - hvilket med stor sandsynlighed havde medvirket til, at han havde søgt at "dulme" sin usikkerhed med flere og flere daglige øl. Dette indtryk fandt psykologen bekræftet af rorschach analysen, som blandt andet viste, at mandens realitetssans var lav og på et lidt umodent niveau samtidig med, at hans følelsesmæssige beredskab var sparsomt. Det testpsykologiske billede viste, at den habituelle begavelse måtte skønnes at være indenfor normalområdet, men at han aktuelt var reduceret i forhold til dette hvad angår indlæring og hukommelse af såvel verbalt som visuelt præsenteret materiale. Men billedet viste også, at manden var i stand til at fastholde et relevant koncentrationsniveau og mentalt tempo, og at han ikke havde besværligheder hvad angår visuospatielle færdigheder. Der var således tale om et atypisk testbillede, der ikke umiddelbart pegede på alkoholbetinget demens tilstand; men alligevel en intellektuel reduktion, der ville have konsekvens i form af intellektuelle begrænsninger.

Kommunen modtog den psykologiske erklæring den 15. marts 2000, og det blev noteret i journalen, at pension var anbefalet.

Sagen blev drøftet på opfølgningsmøde den 22. marts 2000. Det blev besluttet, at sagen skulle på teammøde den 27. marts 2000, og at der forinden skulle indhentes oplysninger fra lokalcenterets sygeplejepersonale vedrørende mobilitetsniveau og helbred.

Den 12. april 2000 oplyste en sygeplejerske fra lokalcenteret, at mandens tilstand var rigtig god. Han klarede selv alle huslige gøremål så som tøjvask, indkøb, rengøring, personlig hygiejne etc. Han havde nu ikke anvendt rollator i et halvt års tid. Hans fysiske førlighed kunne således betragtes som fuldt normal. Sygeplejersken havde ingen pejling af den psykiske førlighed, men hun havde en antagelse om, at de fysiske rammer på lokalcenteret udgjorde en stabiliserende faktor i mandens liv. Det var sygeplejerskens opfattelse at manden var for god til at bo på lokalcenteret.

Af journalnotat af 8. maj 2000 fremgik, at der trods anmodning medio april 2000 ikke var modtaget statusattest fra egen læge. Lægen blev derfor rykket.

I statusattest af 9. maj 2000 har egen læge understreget, at han kun havde kendt manden siden 1. januar 2000 og kun havde set ham en gang i konsultationen. Lægen konstaterede, at manden havde alkoholisk betinget leverskade og tidligere lungebetændelser og blodmangel samt mavekatar, og at de sidstnævnte lidelser tvangfrit kunne forklares udfra alkoholforbruget, som manden i øvrigt var kommet ud af. Der havde ligeledes på et tidspunkt været påvirkning af hjernen. Vurderet ud fra journalen syntes tilstanden stabil. Lægen vurderede med udgangspunkt i mandens alder og tilsyneladende stabile tilstand, at revalidering burde være en mulighed, men med ovennævnte forbehold in mente.

Den 11. maj 2000 blev noteret, at statusattesten indikerede, at pension ikke længere var en umiddelbar option. Sagsbehandleren vurderede således at revalideringsmulighederne endnu ikke var udtømte, hvorfor manden måtte indkaldes til en samtale snarest.

Den 17. maj 2000 blev sagen diskuteret på møde, hvor det blev vurderet, at manden ikke opfyldte betingelserne for yderligere forlængelse af dagpengene, jf. dagpengelovens § 22. Det blev aftalt, at revalideringssagsbehandleren ved en samtale med manden den følgende dag skulle drøfte mulighederne for fremtidigt indtægtsgrundlag. Brev om stop for udbetaling af sygedagpenge skulle sendes umiddelbart efter samtalen.

Den 18. maj 2000 havde sagsbehandleren en samtale med manden. Sagsbehandlerens umiddelbare indtryk understøttede ikke, at pension ikke længere var en umiddelbar option. Manden fremtrådte ikke stærk og ressourceholdig, og han kunne ikke anvende sine hænder. Han havde en let foroverbøjet langsom og besværet gang. Mentalt fremtrådte han dog normal, selvom han adspurgt stort set ikke kunne forholde sig til anden beskæftigelse end den hidtidige. Sagsbehandleren noterede, at det på den baggrund var hans anbefaling, at pensionssag blev indledt. Det blev noteret, at der ville blive indhentet en ny helbredsattest til belysning af mandens helbredsmæssige tilstand.

Af journalnotat af 29. maj 2000 fremgik, at manden fortsat ville have ret til dagpenge, hvis den nye helbredsattest viste, at der var grundlag for at rejse pensionssag og ellers ikke.

Af generel helbredsattest modtaget i forvaltningen den 27. juni 2000 fremgik under objektiv undersøgelse vedrørende bevægeapparat "intet at bemærke fraset let tremor manuum" (rysten på hænderne). Manden fremtrådte vågen, klar og fornuftig. Der var blank urin. Lægen konstaterede, at man kunne forsøge med medicinsk behandling for håndrysten, og at leverlidelsen kun kunne behandles ved afholdenhed. Øvrige behandling måtte bestå i genoptræning/revalidering den relativt unge alder taget i betragtning. Lægen fandt ingen indskrænkninger i funktionsevnen udover den lette håndrysten. Prognosen afhang af mandens evne/vilje til genoptræning.

Den 13. juli 2000 blev det ifølge journalnotat besluttet, at der ikke på det foreliggende var grundlag for at rejse sag om førtidspension, da egen læge vurderede at revalideringsmulighederne burde afprøves set i forhold til mandens unge alder. Det blev konstateret, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det almindelige arbejdsmarked ikke var overvejende sandsynlig. Der var ikke grundlag for at rejse sag om førtidspension. De øvrige forlængelsesmuligheder efter dagpengelovens § 22 fandtes heller ikke opfyldt. Det blev derfor besluttet, at udbetalingen af dagpenge skulle standses med sidste udbetalingsdag den 15. august 2000.

Af kommunens afgørelse af 13. juli 2000 fremgik, at sygedagpengene skulle stoppe og at sidste beregningsdag blev den 15. august 2000. Kommunen henviste til, at dagpengene i sin tid blev forlænget, idet man på daværende tidspunkt skønnede, at revalidering var realistisk. Under henvisning til mandens samtale med revalideringssagsbehandleren den 18. maj 2000, var der intet der tydede på, at revalidering med henblik på tilbagevenden til det almindelige arbejdsmarked var overvejende sandsynlig indenfor kortere tid. Der blev endvidere henvist til, at egen læge umiddelbart efter samtalen blev anmodet om en generel helbredsattest med henblik på at få undersøgt, om der er grundlag for at rejse en sag om førtidspension. Denne var nu kommet retur, hvorefter sagen var drøftet på møde. Der var ikke på det foreliggende grundlag for at rejse en pensionssag. De øvrige forlængelsesmuligheder efter dagpengelovens § 22 fandtes heller ikke opfyldt. Manden blev samtidig indkaldt til samtale den 21. juli 2000, hvor revalideringssagsbehandleren også ville deltage. Formålet med samtalen blev angivet af være, at manden skulle have mulighed for at komme med kommentarer eventuelt spørgsmål til beslutningen om at udbetaling af sygedagpenge stoppede, og at han kunne få råd og vejledning om sin fremtidige økonomiske situation samt drøftelse af, hvilke muligheder der var for revalidering/afprøvning.

Under samtalen den 21. juli 2000 klagede manden over dagpengestoppet. Han blev orienteret om, at der ville blive iværksat arbejdsprøvning, og at dette nødvendigvis måtte foregå på kontanthjælp, idet klagen ikke havde opsættende virkning. Han blev samtidig orienteret om forskellige muligheder for økonomisk bistand. Han var meget utilfreds med at dagpengene skulle stoppe. Han afleverede skriftlig anke. Det blev konstateret, at partshøring ikke gav grundlag for at ændre beslutningen om dagpengestop. Det blev tillige noteret, at manden ikke kunne forestille sig, hvad han helbredsmæssigt kunne klare. Hans største helbredsmæssige problem var, at han kun kunne bruge to fingre på hver hånd. Han mente selv, at det var udelukket, at han kunne vende tilbage til det almindelige arbejdsmarked. Han ønskede pension, men var indstillet på arbejdsprøvning. Da formuleringen i afgørelsen om standsning kunne misforstås blev det besluttet, at fortsætte udbetalingen indtil den 31. august 2000.

I den skriftlige klage var anført, at der efter mandens opfattelse var smølet med opfølgningen af sygedagpengesagen, idet der eksempelvis gik syv måneder fra udskrivningen fra hospital den 12. februar 1999 og indtil han i september 1999 blev indkaldt til møde. Han fandt ikke, at det kunne være rimeligt, at han skulle betale prisen i form af indtægtsnedgang til kontanthjælp, når lovgivningen giver mulighed for at fortsætte enten via revalidering eller ved at der påbegyndes en førtidspensionssag.

Ved det sociale nævns afgørelse af 3. november 2000 blev kommunens afgørelse tiltrådt. Nævnet kritiserede samtidig, at kommunen ikke havde overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse. Nævnet fandt imidlertid efter en konkret væsentlighedsvurdering, at kommunens afgørelse af 13.07.2000 var indholdsmæssigt korrekt, uanset den manglende overholdelse af partshøringsreglerne og af reglerne om begrundelse. Nævnet fandt derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte afgørelsen som ugyldig.

Manden klagede til Ankestyrelsen og anførte bl.a., at han fandt, at hans rettigheder var blevet tilsidesat. Han mente ikke, at der var sket noget fra kommunens side, siden han blev udskrevet den 12. februar 1999 og til nu. Da han gennem sin fagforening kontaktede borgmesteren den 5. oktober 2000, kunne han pludselig komme til speciallæge den 12. oktober 2000 og få sine hænder undersøgt, så nu skete der da i det mindste noget. Han henviste til, at Danmarks Grundlov bygger på rettigheder og pligter. Han følte, at hans rettigheder var fjernet ved at sygedagpengene var taget fra ham inden sagens afslutning, idet der havde været tid nok.

Nævnet genvurderede afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den. Nævnet kunne tilslutte sig anmodningen om antagelse af sagen, idet nævnet fandt, at sagen var egnet til belysning af rækkevidden af SM D-18-00, herunder især spørgsmålet om tilsidesættelse af formelle regler i alle tilfælde medfører ugyldighed, eller om der kan foretages en konkret væsentlighedsvurdering.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen supplerende oplysninger fra mandens fagforening vedlagt kopi af erklæring af 15. november 2000 fra en speciallæge i neurokirurgi.

Af erklæringen fremgik, at undersøgelsen blev foretaget den 12. oktober 2000, og at den var ønsket som led i vurdering af muligheder for revalidering på anmodning af kommunen.

Under overskriften "aktuelle klager" fremgik, at manden aktuelt døjede med en konstant summen i de tre radiale fingre på begge hænder. Der var smertefulde dysæstesier ved berøring, hvorfor han ikke kunne tage fat om ting med nogen kraft. Han kunne således ikke holde på værktøj af nogen art, ej heller på håndsæbe. Han brugte badesvamp ved vask. Der havde ikke været nogen bedring i tilstanden hvad angår hænderne igennem det sidste år. Til daglig klarede han personlig hygiejne. Han købte færdigmad, som han varmede. Han klarede støvsugning i hjemmet. Derudover foretog han sig intet fysisk krævende.

Objektivt neurologisk var manden ikke symptomaggraverende. Han var tydeligt præget af tidligere sygdom og misbrug. Der var nogen inkoherens (usammenhængende tankegang) og indtryk af påvirket hukommelse. Ved undersøgelse af armene blev konstateret frie led og normal kraft over skulder- og albueled. Der var dårlig kraftudfoldelse på begge hænder og fingre på grund af udtalt dysæstesi af de tre radiale fingre ved berøring. Der var tydeligt nedsat fingerspil. Der var ingen synlig håndatrofi. Der blev observeret en fin tremor manuum (rysten på hænderne). Der var svage dybe reflekser. Sensorisk var der svær dysæstesi af tre radiale fingre på begge hænder. Mandens gang blev konstateret naturlig. Af- og påklædning foregik med tydeligt besvær på grund af generne fra hænderne.

Det blev konkluderet i erklæringen, at der resterede en svær dysæstesi af de tre radiale fingre, der bevirkede, at mandens hænder i praksis var stort set ubrugelige. Ved den objektive undersøgelse var der tydelig dysæstesi og særdeles dårlig kraftudfoldelse på grund af dette. Der var nedsat fingerspil og fin håndrysten. Det blev konstateredet, at de objektive fund var i overensstemmelse med de subjektive klager. På det foreliggende bedømtes erhvervsevnen i hidtidige erhverv at være nedsat med over 2/3. Revalidering til andet manuelt arbejde fandtes ikke realistisk. Manden havde en beskeden skolegang bag sig. Hans cerebrale tilstand skønnedes påvirket på baggrund af den svære tidligere sygdom samt det tidligere alkoholoverforbrug. Det blev konkluderet at tilstanden måtte betragtes som stationær, og der var ikke forslag til yderligere undersøgelser eller behandling.

Ankestyrelsen sendte kopi af alle sagens akter til manden. Manden anførte herefter med henvisning til kommunens redegørelse til nævnet af 3. august 2000, at egen læges vurdering desværre var blevet brugt til at stoppe sygedagpengene fremfor at blive anvendt til at overveje revalidering, som ville kunne have forlænget dagpengene.

Sagen blev behandlet med henblik på afklaring af virkningen af manglende overholdelse af formelle regler.

Afgørelse:

Manden var ikke berettiget til sygedagpenge efter den 31. august 2000.

Begrundelsen for afgørelsen var, at manden ikke opfyldte betingelserne for yderligere forlængelse af dagpengeperioden, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1.

Det blev påtalt, at kommunens sagsbehandling led af formelle mangler. Disse havde imidlertid ikke haft indflydelse på afgørelsens resultat. Manglerne bevirkede derfor ikke, at afgørelsen om at standse udbetalingen af sygedagpenge var ugyldig.

Forlængelse efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1 forudsætter, at det må anses for overvejende sandsynligt, at revalidering vil blive iværksat. Efter bestemmelsen er det ikke i sig selv tilstrækkeligt, at der må iværksættes afklarende undersøgelser med henblik på at vurdere, om revalidering er overvejende sandsynlig. Det må på det foreliggende grundlag være overvejende sandsynligt, at revalidering kommer på tale. Det er i praksis tillige lagt til grund, at det skal være overvejende sandsynligt, at der bliver tale om revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår, jf. SM D-7-99.

Forlængelse kan efter bestemmelsens nr. 2 ske, hvis lægebehandling inden for en kortere tid kan genskabe arbejdsdygtigheden, efter nr. 3 hvis der er rejst sag om arbejdsskadeerstatning, efter nr. 4 hvis der er påbegyndt sag om førtidspension eller efter nr. 5 hvis særlige omstændigheder i øvrigt taler for det.

Dagpengeudbetalingen vedrørte sygemelding pr. 3. september 1998, hvor manden blev indlagt med svær leverpåvirkning og atypisk lungebetændelse med hjernepåvirkning. Varighedsbegrænsningen i medfør af lovens § 22 indtrådte den 30. september 1999, hvor kommunen forlængede dagpengeudbetalingen under forudsætning af, at manden accepterede psykologisk undersøgelse til brug for afklaring af revalidering/pension. Ankestyrelsen havde ikke mulighed for at efterprøve denne afgørelse men fandt anledning til vejledende at bemærke, at en henvisning til en undersøgelse til brug for afklaring af, om der skal iværksættes revalidering eller om der skal rejses pensionssag, ikke er tilstrækkeligt til at forlænge dagpengeperioden efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

På det tidspunkt, hvor kommunen besluttede at standse udbetaling forelå erklæring af 31. januar 2000 fra en psykolog. Psykologen vurderede, at manden i forhold til revalidering ville være begrænset på grund af indlærings- og hukommelsesvanskeligheder, den almene fysiske tilstand samt smerter og begrænsninger som medførte, at manden ikke kunne anvende venstre hånd i nogen form for erhvervsarbejde, samt få psykiske ressourcer til at kunne klare eventuelle krav eller forventninger, som lå udenfor det, manden allerede havde kendskab til (svejserarbejde). Samtidig fremgik det af erklæringen, at det testpsykologiske billede viste, at mandens habituelle begavelse måtte skønnes at være indenfor normalområdet, og at han var i stand til at fastholde et relevant koncentrationsniveau og mentalt tempo.

Der forelå tillige oplysninger fra en sygeplejerske på lokalcenteret noteret i revalideringsjournal af 12. april 2000, hvoraf fremgik, at mandens tilstand var rigtig god og at hans fysiske førlighed kunne betragtes som fuldt normal.

I statusattest af 9. maj 2000 havde egen læge med udgangspunkt i mandens alder og tilsyneladende stabile tilstand vurderet, at revalidering burde være en mulighed.

Af journalnotat af 18. maj 2000 fremgik, at sagsbehandleren denne dag havde en samtale med manden, og at sagsbehandlerens umiddelbare indtryk ikke understøttede, at pension ikke længere var en umiddelbar option. Manden fremtrådte ikke stærk og resourceholdig, og kunne ikke anvende sine hænder. Han havde en let foroverbøjet langsom og besværet gang. Mentalt fremtrådte han dog normal, selvom han adspurgt stort set ikke kunne forholde sig til anden beskæftigelse end den hidtidige.

Af generel helbredsattest af 9. juni 2000 fra egen læge indstemplet i forvaltningen den 27. juni 2000 fremgik under objektiv undersøgelse vedrørende bevægeapparat "intet at bemærke fraset let tremor manuum" (rysten på hænderne). Lægen konstaterede, at man kunne forsøge med medicinsk behandling for håndrysten, og at leverlidelsen kun kunne behandles ved afholdenhed. Øvrige behandling måtte bestå i genoptræning/revalidering den relativt unge alder taget i betragtning.

Ankestyrelsen var på baggrund af disse oplysninger enig med kommunen og nævnet i, at der var en sådan usikkerhed om mandens arbejdsevne, at der var behov for yderligere erhvervsafklarende oplysninger med henblik på, om manden ville kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet på normale vilkår, om der skulle arbejdes i retning af revalidering, i retning af fleksjob eller rejsning af pensionssag. Som følge af den betydelige usikkerhed om arbejdsevnen var revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår ikke overvejende sandsynligt, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1.

Da manden ikke var under og heller ikke afventede lægebehandling og allerede havde fået forlænget dagpengene udover 26 uger var der ikke grundlag for forlængelse efter bestemmelsens nr. 2, jf. dagpengebekendtgørelsens § 37, nr. 2.

Da der ikke var tale om en arbejdsskade, kunne forlængelse ikke ske i medfør af bestemmelsens nr. 3.

Der var ikke påbegyndt sag om førtidspension, jf. bestemmelsens nr. 4, og Ankestyrelsen fandt ikke, at sag om førtidspension burde være rejst, jf. pensionslovens § 20 a, stk. 2. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af ovennævnte psykologiske erklæring, at det testpsykologiske billede viste, at mandens habituelle begavelse måtte skønnes at være indenfor normalområdet, og at manden var i stand til at fastholde et relevant koncentrationsniveau og mentalt tempo. Når dette blev sammenholdt med de ovenfor citerede oplysninger om mandens helbredstilstand, og med hans alder og tidligere faste tilknytning til arbejdsmarkedet med 20 års ansættelse på samme arbejdsplads, samt at der ikke havde været forsøgt arbejdsprøvning, som manden i øvrigt ikke var afvisende overfor, var Ankestyrelsen enig i, at der ikke var grundlag for at rejse sag om førtidspension på tidspunktet for afgørelsen om standsning af sygedagpenge. Der var således heller ikke mulighed for at forlænge dagpengene efter § 22, stk. 1, nr. 4.

Der var ikke særlige omstændigheder, der talte for forlængelse, jf. § 22, stk. 1, nr. 5. Der blev herved henvist til dagpengebekendtgørelsens § 38 hvoraf fremgår, at når der har været ydet dagpenge i 1§ år, kræver yderligere forlængelse, at der enten er tale om alvorlig sygdom, der kræver langvarig behandling, og hvor erhvervsmæssig beskæftigelse skønnes at kunne genoptages indenfor det følgende halve år, eller at der er tale om uhelbredelig sygdom.

Ankestyrelsen var opmærksom på, at der nu forelå en mere uddybende beskrivelse af de varige fysiske sygdomsfølger. Det fremgik således af den objektive undersøgelse i erklæring af 15. november 2000 fra en speciallæge i neurokirurgi, at der blev konstateret dårlig kraftudfoldelse på begge hænder og fingre på grund af udtalt dysæstesi af de tre radiale fingre ved berøring. Der var endvidere tydeligt nedsat fingerspil samt en fin tremor manuum (rysten på hænderne), der var svage dybe reflekser, og sensorisk var der svær dysæstesi af tre radiale fingre på begge hænder. Ankestyrelsen fandt, at det kunne lægges til grund, at denne tilstand også var tilstede på tidspunktet for kommunens afgørelse. Imidlertid fandt Ankestyrelsen ikke, at det ville have ført til en anden afgørelse, hvis oplysningerne rent faktisk havde foreligget på afgørelsestidspunktet. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at den beskrevne tilstand svækkede sandsynligheden for revalidering med henblik på tilbagevenden til arbejdsmarkedet på normale vilkår, jf. dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 1. Samtidig bevirkede den beskrevne tilstand ikke, at der var grundlag for at rejse pensionssag henset til oplysningerne om mandens intellektuelle habitus, hans alder og tidligere tilknytning til arbejdsmarkedet, samt til det forhold, at arbejdsprøvning ikke havde fundet sted. Der ville derfor heller ikke være grundlag for at forlænge efter dagpengelovens § 22, stk. 1, nr. 4.

Manden havde gjort gældende at opfølgningen af hans sag havde været for langsommelig, og at det havde ført til, at han havde haft et indtægtstab, fordi han måtte overgå til kontanthjælp. Dette var Ankestyrelsen ikke enig i. Det fremgik af sagsakterne, at kommunen løbende havde fulgt op på sagen, jf. dagpengelovens § 24, stk. 1 og herunder indhentet relevante oplysninger og taget stilling til relevante forhold. Ankestyrelsen fandt imidlertid anledning til at påtale, at kommunen ikke havde udarbejdet en skriftlig helhedsvurdering, jf. retssikkerhedslovens § 7, stk. 2, og at kommunen ikke havde udarbejdet en skriftlig opfølgningsplan, jf. dagpengelovens § 24, stk. 2, jf. god forvaltningsskik, således at manden havde klarhed over hvilken retning sagen tog. Disse sagsbehandlingsfejl havde imidlertid ikke påvirket afgørelsens resultat.

Det blev bemærket, at selv om det ikke var muligt at foretage en endelig vurdering af mandens fremtidige situation inden udløbet af 8 ugersfristen i retssikkerhedslovens § 7, stk. 2, idet manden på daværende tidspunkt lå på hospitalet i respirator, burde kommunen dog inden fristens udløb have meddelt en foreløbig skriftlig vurdering.

Det blev kritiseret, at kommunen ikke partshørte manden over de oplysninger, der blev tillagt vægt ved afgørelsen om standsningen, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, inden kommunen traf afgørelse. Kommunen burde således have partshørt over helbredsattesterne fra egen læge og over oplysninger fra sygeplejesken på lokalcenteret, idet manden ikke kunne antages at være bekendt med disse.

I forbindelse med sagens behandling i Ankestyrelsen havde manden fået tilsendt kopi af alle akter i sagen med anmodning om at fremsætte eventuelle bemærkninger. Der var ikke i den anledning fremkommet oplysninger, der pegede på, at standsningen af sygedagpenge ikke var korrekt.

Det blev ligeledes kritiseret, at kommunens afgørelse om standsning ikke levede op til kravene om begrundelse, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24, stk. 1 og 2, idet afgørelsen ikke indeholdt en angivelse af de hovedhensyn, der blev tillagt vægt, og heller ikke en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, der var tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Den utilstrækkelige begrundelse indebar imidlertid ikke, at afgørelsen fik et forkert indhold.

Afslutningsvist blev det kritiseret, at kommunen ikke traf en udtrykkelig afgørelse om afslag på rejsning af pensionssag, jf. pensionslovens § 20 a, senest samtidig med afgørelsen om standsning af sygedagpenge, jf. SM P-17-99. Det kunne imidlertid udledes af kommunens journalnotat af 13. juli 2000, at kommunens afgørelse om at standse sygedagpenge omfattede den vurdering, at der ikke var grundlag for at rejse pensionssag.

Da de sagsbehandlingsfejl, der var begået af kommunen, ikke havde haft indflydelse på afgørelsens resultat, kunne fejlene ikke medføre ugyldighed.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.