Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse F-3-03 om notatpligt - garantiforskrifter - ugyldighed - udtalelse til lægekonsulent - partshøring

Resume:

Reglerne om notatpligt og partshøring var garantiforskrifter. Hvis en sådan forskrift blev tilsidesat, svigtede en garanti for afgørelsens rigtighed, og der gjaldt derfor en formodning om, at afgørelsen var påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning kunne i det konkrete tilfælde afkræftes, hvis det blev godtgjort, at manglen havde været uden betydning.

I den konkrete sag havde nævnets lægekonsulent før møde i nævnet telefonisk indhentet supplerende oplysninger fra en overlæge, der kendte det barn sagen vedrørte. Disse oplysninger var af væsentlig betydning ved afgørelsen. Der var derfor en formodning for, at den manglende notering af oplysningerne ud over i nævnets interne lægeark og den manglende partshøring over dem havde haft betydning. Denne formodning var ikke afkræftet ved de øvrige sagsakter.

Nævnets afgørelse var således ugyldig som følge af undladelsen af at notere de indhentede oplysninger ned og undladelsen af at partshøre, før der blev truffet afgørelse. Sagen blev derfor hjemvist til nævnet til fornyet behandling og afgørelse.

Love:

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1

Lov om offentlighed i forvaltningen - lov nr. 572 af 19. december 1985 - § 6, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 29

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om et forældrepar, der havde fået en alvorligt syg søn. Tilstanden var uden kendt årsag og prognosen var dårlig. Sygdommen krævede bl.a. delvis sondeernæring. De første måneder var sønnen konstant indlagt på sygehus. Herefter blev han udskrevet til hjemmet med en åben indlæggelse, idet blot små ændringer i hans tilstand krævede omgående indlæggelse.

Moderen havde barselsorlov efter fødslen af sønnen. Faderen havde modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29, indtil sønnen var ca. 4 måneder gammel. En socialrådgiver på sygehuset søgte på faderens vegne om forlængelse af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste i yderligere 3 måneder. Som begrundelse for ansøgningen var bl.a. anført, at sønnen var pasningskrævende og krævede konstant overvågning.

Kommunen afslog ansøgningen om forlængelse af lønkompensation i yderligere 3 måneder. Begrundelsen var, at der ikke fandtes lægelige indikationer for, at begge forældre konstant skulle være til stede, da der var sket en bedring og stabilisering i sønnens tilstand, og da han på det seneste havde været en del hjemme trods medicinsk behandling. Kommunen bevilgede herefter samme dag lønkompensation for tabt arbejdsfortjeneste på enkeltdage i forbindelse med undersøgelser, kontroller og indlæggelser, hvor det var påkrævet, at begge forældre deltog.

Sygehusets socialrådgiver klagede for faderen over kommunens afgørelse. Det var sygeplejerskernes vurdering, at den pasning og pleje, som sønnen skulle have i hjemmet, lå tæt på den pasning og pleje, som han havde fået på sygehuset. Forældrene var oplært til at observere ham, give ham sonde m.v. Desuden havde han en såkaldt åben indlæggelse.

Som bilag til klagen var fremsendt en oversigt over sønnens døgnrytme. Heraf fremgik bl.a., at sønnen skulle have medicin og sondemades 8 gange i døgnet - ofte mere. En gang sondemadning tog ca. 45 minutter. Videre var fremsendt en udtalelse fra sygehuset. Heri var bl.a. anført, at sønnen var meget plejekrævende, for plejekrævende til at kunne klares af en person

I en supplerende udtalelse fra sygehuset var bl.a. anført, at sønnens sygdom var livstruende, selv om han nu på kort sigt havde rettet sig noget ved behandling. Man måtte frygte en fremadskridende lunge- og hjertesygdom, hvorfor prognosen på lang sigt kunne frygtes at være meget alvorlig. Det måtte vurderes, at sønnens pasnings- og plejebehov svarede til pasning og pleje i sygehusregi.

Nævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Nævnet lagde vægt på de foreliggende oplysninger fra sygehusets børneafdeling om sønnens sygdom og hans behov for pasning og pleje samt på udtalelsen fra nævnets lægekonsulent. Nævnet fandt herefter, at sønnens helbredstilstand nu var stabil, og at det ikke længere kunne anses for påkrævet, at begge forældre skulle være til stede hele tiden. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen havde bevilget tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med undersøgelser, kontrol og indlæggelse, når det var påkrævet, at begge forældre deltog.

Af nævnets afgørelsesgrundlag fremgik bl.a., at sagen havde været forelagt nævnets lægekonsulent, der på baggrund af sagens akter og samtale med overlægen på sygehuset havde udtalt, at sønnens tilstand efter behandling var bedret, og at han var i trivsel. Tilstanden kunne nu karakteriseres som stabil, og overlægen kunne ikke pege på pleje- eller overvågningsbehov, som lå ud over, hvad en person kunne klare.

Overlægen på sygehuset rettede efterfølgende henvendelse til nævnet og anførte bl.a., at han ved telefonsamtalen med nævnets lægekonsulent ikke havde alle oplysninger om sønnens pasningsbehov foran sig, og han talte derfor ud fra et utilstrækkeligt informationsgrundlag. Det var ikke klart for overlægen, hvor stort et behov sønnen havde for sondeernæring på dette tidspunkt. Han havde hverken tid til at indhente forældrenes eller sygeplejerskernes oplysninger herom.

I et senere brev til nævnet anførte overlægen på sygehuset bl.a., at man i en periode havde troet, at sønnen måske havde en bedre prognose, end det var tilfældet. Der var vedlagt en udtalelse desangående. Videre var det i overlægens brev anført, at prognose og pasningsbehov ikke var det samme. Overlægen ønskede oplysning om, hvorvidt nævnet ville genoptage sagen.

Af sygehusets udtalelse vedrørende sønnens prognose fremgik bl.a., at sønnens tilstand havde været fuldstændig uafficeret af medicinske behandlingsforsøg. Flere undersøgelser i forløbet havde vist helt uændret sygdomsniveau. Sønnens tilstand havde krævet mange indlæggelser, idet ganske små ændringer i tilstanden periodevis havde været livstruende. Sønnen kunne ikke spise selv og var yderst plejekrævende døgnet rundt. Eneste alternativ til forældrenes pleje af sønnen var permanent hospitalsophold. Det måtte ikke anses for realistisk, at sønnen ville kunne passes af kun den ene af forældrene.

Nævnet vurderede på baggrund af overlægens brev med bilag, om der var grundlag for at genoptage sagen. Nævnet fandt ikke grundlag herfor. Der blev lagt vægt på, at der ikke forelå nye oplysninger om pasningsbehovet på tidspunktet for nævnets afgørelse. Såfremt der efterfølgende var sket en ændring i forholdene, der kunne begrunde en fornyet ansøgning, måtte henvendelse herom ske til kommunen.

I den efterfølgende klage til Ankestyrelsen, som var indgivet af en socialrådgiver på sygehuset på vegne af faderen, var det bl.a. anført, at socialrådgiveren mente, at der var nye oplysninger i sagen efter nævnets afgørelse, idet overlægen på sygehuset havde tilkendegivet overfor nævnet, at han under telefonsamtalen med nævnets lægekonsulent ikke havde alle oplysninger til at kunne vurdere sønnens pasningsbehov. Socialrådgiveren pointerede videre, at øvrigt skriftligt materiale på sagen tilkendegav, at sønnen hele tiden havde været yderst plejekrævende, ikke havde kunnet passes af en person, og at alternativet til forældrenes pleje var permanent hospitalsophold.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen bemærkede nævnet, at de oplysninger, som overlægen på sygehuset fremkom med telefonisk, indgik i det interne notat, som nævnets lægekonsulent havde udarbejdet til brug for nævnets behandling af sagen. Dette interne notat havde nævnet ikke foretaget partshøring over, inden der blev truffet afgørelse. Dette var begrundet dels i, at notatet var internt, dels at det ikke indeholdt nye oplysninger om sagens faktiske omstændigheder, som faderen ikke var bekendt med.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen fra sygehuset journaloplysninger vedrørende sønnen til yderligere belysning af hans helbredstilstand.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betydningen af notatpligten og partshøringsbeføjelsen i forbindelse med afgørelsen i faderens sag om afslag på hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens § 29.

Afgørelse:

Sagen blev hjemvist til nævnet til fornyet behandling og afgørelse.

Begrundelsen for afgørelsen var, at nævnets afgørelse var ugyldig som følge af undladelsen af at notere faktiske oplysninger ned, jf. offentlighedslovens § 6, og undladelsen af at partshøre, jf. forvaltningslovens § 19, før der blev truffet afgørelse i sagen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at reglerne om notatpligt og reglerne om partshøring, jf. almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, var garantiforskrifter. Hvis en sådan forskrift blev tilsidesat, svigtede en garanti for afgørelsens rigtighed, og der gjaldt derfor en formodning om, at afgørelsen var påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning kunne i det enkelte tilfælde afkræftes, hvis det blev godtgjort, at manglen havde været uden betydning i det konkrete tilfælde.

Ankestyrelsen fandt, at da der før nævnets afgørelse af nævnets lægekonsulent telefonisk var blevet indhentet supplerende oplysninger fra overlægen på sygehuset, hvorefter sønnens tilstand nu kunne karakteriseres som stabil, og der ikke kunne peges på pleje- eller overvågningsbehov, som lå ud over, hvad en person kunne klare, og da disse oplysninger var af væsentlig betydning ved afgørelsen, var der en formodning for, at den manglende notering af oplysningerne ud over i nævnets interne lægeark og den manglende partshøring over dem havde haft betydning. Denne formodning var ikke afkræftet som følge af de sagsakter, der i øvrigt forelå ved nævnets afgørelse eller senere indgåede oplysninger i sagen.

Ankestyrelsen lagde herved særligt vægt på sagens øvrige lægelige oplysninger. Af en skrivelse fra sygehuset fremgik bl.a., at sønnen nu var hjemme det meste af tiden. Imidlertid måtte man fra sygehusets side erkende, at sønnen var meget plejekrævende, for plejekrævende til at kunne klares af en person. Af oversigten over sønnens døgnrytme udarbejdet af faderen og bekræftet af sygehuset fremgik bl.a., at sønnen skulle sondemades og have medicin 8 gange i døgnet - ofte mere. En sondemadning tog typisk ca. 45 minutter.

Af erklæring fra sygehuset vedrørende sønnen fremgik bl.a., at hans tilstand havde været fuldstændig uafficeret af medicinske behandlingsforsøg. Flere undersøgelser i forløbet havde vist helt uændret sygdomsniveau, og hans tilstand var formentlig blot små variationer i almindelige infektionsforløb hos et barn under 1 år. De sete variationer havde næppe haft relation til behandlingsforsøgene. Videre fremgik det, at sønnen ikke kunne spise selv og var yderst plejekrævende døgnet rundt. Eneste alternativ til forældrenes pleje af sønnen var permanent hospitalsophold. Det blev ikke anset for realistisk, at sønnen ville kunne passes af den ene af forældrene alene.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at overlægen på sygehuset efter nævnets afgørelse havde gjort nævnet opmærksom på, at oplysningerne, som han mundtligt havde givet nævnets lægekonsulent forud for nævnets afgørelse, var givet på et utilstrækkeligt grundlag.

Ankestyrelsen bemærkede, at Ankestyrelsen ikke havde haft kendskab til nævnets interne lægeark.