Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse F-1-06 om partstatus - aktindsigt - børn - formidlet døgnophold - opsigelse af plejekontrakt - klageadgang - partshøring

Resume:

En ansøger, der havde indgået plejekontrakt med kommunen om formidlet døgnophold for et barn, havde ikke krav på partshøring efter forvaltningslovens regler, da plejekontrakten blev opsagt af kommunen i forbindelse med, at barnet blev hjemgivet til forældremyndighedens indehaver.

Ankestyrelsen fandt, at der var tale om ophør af en kontrakt, og at kommunen derfor ikke havde truffet en afgørelse, der kunne påklages til de sociale myndigheder. Med samme begrundelse kunne de sociale myndigheder ikke tage stilling til spørgsmålet om aktindsigt.

Love:

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 1, § 2, § 16, stk. 4 og § 19

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 49

Sagsfremstilling:

Sagen vedrørte en ansøger, der efter at have mistet sin samlever, fik samleverens mindreårige barn i pleje. Ud over det mindreårige barn havde samleveren to voksne børn.

Efter aftale med de voksne børn godkendte kommunen efterfølgende plejeforholdet som en privat foranstaltning efter servicelovens § 64. Senere blev der indgået kontrakt mellem ansøger og kommunen om formidlet døgnophold efter servicelovens § 49. Et af de voksne børn fik tillagt forældremyndigheden over barnet.

Ifølge kontraktens standardbestemmelser kunne kontrakten de første 3 måneder opsiges af begge parter med 14 dages varsel, derefter med 1 måneds varsel.

Ved brev af 24. november 2003 opsagde kommune kontrakten om formidlet døgnophold med en måneds varsel til ophør den 26. december 2003. Opsigelsen skete i forbindelse med, at barnet flyttede fra ansøgeren.

Ansøger klagede efterfølgende over, at der ikke var foretaget partshøring i forbindelse med opsigelsen.

Ansøger klagede desuden over sagsbehandlingen i kommunen, herunder over at kommunen havde afvist ansøgers anmodning om aktindsigt.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at ansøger ikke var berettiget til aktindsigt, jf. forvaltningslovens § 9 i kommunens dokumenter vedrørende barnet og de voksne søskende. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at ansøger i egenskab af plejemor ikke betragtedes som part i kommunens sag vedrørende barnet og hendes søskende.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at ansøger som plejemor ikke kunne anses for at have en væsentlig og individuel interesse i afgørelser vedrørende barnets forhold ud over kommunens dokumenter vedrørende plejeforholdet, som ansøger efter kommunens oplysninger allerede havde fået aktindsigt i.

Nævnet tog ikke stilling til spørgsmålet om partshøring. Dette spørgsmål blev behandlet af tilsynet med kommunerne i forbindelse med en generel klage fra ansøger over kommunens sagsbehandling.

Tilsynet fandt, at kommunen ikke havde handlet i strid med lovgivningen.

Efter en konkret vurdering af plejeforholdets karakter fandt tilsynet, at opsigelsen af plejeforholdet ikke kunne sidestilles med en afgørelse i forvaltningslovens forstand.

Tilsynet fandt således ikke grundlag for at antage, at forvaltningslovens regler om partshøring fandt anvendelse ved kommunens opsigelse af plejekontrakten med ansøger.

Ansøger klagede til Folketingets Ombudsmand over nævnets afgørelse

Folketingets Ombudsmand anmodede efterfølgende Ankestyrelsen om at optage sagen til principiel behandling. Ombudsmanden henviste i forbindelse hermed til Vestre Landsrets dom af 15. april 2004, hvor en plejefamilie blev tilkendt 30.000 kr. i godtgørelse for manglende partshøring i forbindelse med en kommunes opsigelse af et plejeforhold.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om opsigelse af en plejekontrakt i relation til partshøring kunne sidestilles med en afskedigelsessag, og om der var tale om en afgørelse, der kunne påklages til de sociale myndigheder.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde krav på partshøring, at ansøger ikke kunne klage til de sociale myndigheder over kommunens opsigelse af plejekontrakten, og at der ikke kunne klages til de sociale myndigheder over afslag på aktindsigt.

Afgørelsen om, at ansøger ikke havde krav på partshøring, da plejekontrakten blev opsagt, blev begrundet med, at opsigelse af en plejefamilie som følge af hjemgivelse af et anbragt barn ikke kunne sidestilles med afskedigelse i et ansættelsesforhold. Ankestyrelsen fandt, at der er tale om ophør af en kontrakt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at de opgaver, som var knyttet til, at barnet var anbragt hos ansøger, ophørte, da forældremyndighedsindehaveren ikke længere gav samtykke til anbringelsen, og barnet blev hjemgivet. Det fremgik af den kontrakt om plejeforholdet, der var indgået mellem ansøger og kommunen, at vederlagsretten ophørte 1 måned efter den faktiske afbrydelse af plejeforholdet, medmindre kommunen skriftligt indgik en anden aftale med plejeforældrene.

Da Ankestyrelsen fandt, at opsigelsen af plejekontrakten med ansøger ikke kunne sidestilles med afskedigelse i et ansættelsesforhold, havde kommunen ikke pligt til at partshøre ansøger efter de regler og den praksis, der gælder ved afskedigelse af offentlige ansatte.

Afgørelsen om, at kommunens opsigelse af plejekontrakten ikke kunne påklages til de sociale myndigheder, begrundedes med, at kommunen ikke traf en afgørelse efter den sociale lovgivning, der kunne påklages til de sociale myndigheder.

Ankestyrelsen lagde, som det er begrundet ovenfor, vægt på, at der var tale om ophør af en kontrakt.

Ankestyrelsen lagde desuden lagt vægt på, at ansøger ikke var part i sagen om hjemgivelse af barnet.

Ankestyrelsen støttede opfattelsen af, at ansøger ikke var part i hjemgivelsessagen, på beretning fra Folketingets Ombudsmand, 1995 side 408 og Østre Landsrets dom af 8. oktober 2004.

Det fremgår af beretning fra Folketingets Ombudsmand, 1995 side 408, at Ombudsmanden udtalte bl.a., at de opgaver, som blev varetaget af en plejefamilie, hvilede på en aftale mellem plejefamilien og kommunen. Et plejeforældrepar var ikke parter i en sag om hjemgivelse, og kommunen var derfor ikke retlig forpligtet til at underrette plejefamilien om en beslutning om hjemgivelse, ud over hvad der måtte følge af kontraktforholdet. I den konkrete sag havde en kommune besluttet, at et barn, der var anbragt med samtykke, skulle hjemgives til sin biologiske mor. Plejefamilien klagede bl.a. over kommunens sagsbehandling i forbindelse med hjemgivelsen. Plejefamilien gjorde bl.a. gældende, at kommunens oplysningsgrundlag var utilstrækkeligt, og at de ikke var blevet tilstrækkeligt informeret om beslutningen om hjemgivelse.

Som begrundelse for at ansøger ikke kunne klage over afslaget på aktindsigt henviste Ankestyrelsen til, at afgørelser om aktindsigtsspørgsmål kunne påklages særskilt til den myndighed, som var klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, som begæringen om aktindsigt vedrørte. Da det sociale nævn og Ankestyrelsen ikke kunne behandle klagen over opsigelsen af ansøgers plejekontrakt, kunne hverken det sociale nævn eller Ankestyrelsen behandle spørgsmålet om ret til aktindsigt i samme sag.

Om Vestre Landsrets dom af 15. april 2004 jf. UFR 2004, 186 VL, hvor landsretten fandt, at opsigelse af plejeforholdet i henseende til spørgsmålet, om den kunne ske efter partshøring, måtte ligestilles med en afskedigelsessag, bemærkede Ankestyrelsen, at der ikke var tale om en situation, hvor et anbragt barn blev hjemgivet til forældremyndighedsindehaveren. Ankestyrelsen bemærkede desuden, at det fremgik af landsrettens begrundelse, at det blev lagt til grund, at opsigelsen af plejeforholdet i væsentlig grad skyldtes, at den uenighed om vilkårene for plejeforholdet, som havde bestået i længere til, havde udviklet sig til egentlige samarbejdsproblemer mellem kommunen og plejefamilien. Landsretten lagde til grund, at de forhold, der førte til opsigelse af plejeforholdet, i væsentligt omfang var forhold, som efter kommunens opfattelse beroede på plejefamilien. Plejefamilien var som den, kommunen havde indgået kontrakt med, part i opsigelsessagen.

Ankestyrelsen tiltrådte således Det Sociale Nævns afgørelse.