Senere ændringer til forskriften
Dokumentets indarbejdede forskrifter
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af
lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom 1)

 

Herved bekendtgøres lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 945 af 29. oktober 2001 med de ændringer, der følger af § 10 i lov nr. 292 af 15. maj 2002.

Afsnit I

Ejendomme, der inddrages under en byzone eller et sommerhusområde

A. Frigørelsesafgift

§ 1. Af ejendomme, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, skal der svares frigørelsesafgift efter reglerne i denne lov, når ejendommene eller dele af disse inddrages under byzone eller et sommerhusområde. Afgift skal kun betales af den del af en ejendom, som inddrages under en byzone eller et sommerhusområde.

Stk. 2. Det samme gælder ejendomme, der den 1. august 1969 blev benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, men som efter dette tidspunkt enten er blevet tilplantet, uden at arealet er undergivet fredskovspligt, eller ikke længere bliver benyttet.

Stk. 3. Frigørelsesafgift svares ikke af de i stk. 1 og 2 omtalte ejendomme eller arealer, der på tidspunktet for inddragelse under en byzone eller et sommerhusområde er undergivet jordrentepligt.

Stk. 4. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om tidspunktet for afgiftspligtens indtræden. Afgiftspligten påhviler den, der ved afgiftspligtens indtræden har tinglyst adkomst på ejendommen. Er ejendommen på dette tidspunkt afstået til en anden, påhviler afgiftspligten dog denne, medmindre handelen senere hæves.

§ 2. 2)  Frigørelsesafgiften beregnes af den afgiftspligtige ejendoms frigørelsesværdi. Frigørelsesværdien udgør det beløb, hvormed et slutbeløb overstiger et basisbeløb. Slutbeløbet udgør det beløb, hvortil ejendommen er ansat til ejendomsværdi i henhold til loven om vurdering af landets faste ejendomme ved den første vurdering efter inddragelsen under en byzone eller et sommerhusområde. Basisbeløbet beregnes ved at formindske ejendomsværdien ved den sidste vurdering før inddragelsen reguleret i henhold til vurderingslovens § 3 A med eventuelt differencebeløb i henhold til vurderingslovens § 14, stk. 6, og forhøje det herefter fremkomne beløb med 50 pct.

Stk. 2. Den, der har erhvervet en afgiftspligtig ejendom inden den 15. marts 1969, kan i stedet for det i stk. 1 omtalte basisbeløb anvende anskaffelsessummen for ejendommen eller dennes ejendomsværdi ved 13. almindelige vurdering.

Stk. 3. Den, der har erhvervet en afgiftspligtig ejendom den 15. marts 1969 eller derefter, kan i stedet for det i stk. 1 omtalte basisbeløb anvende ejendomsværdien for ejendommen ved 13. almindelige vurdering.

Stk. 4. For ejendomme, der har fået afløst jordrentepligt, kan i stedet for det i stk. 1 omtalte basisbeløb anvendes afløsningssummen for jordrente med et tillæg for bygningsværdien. Skatteministeren fastsætter regler for beregning af dette tillæg.

§ 3. Er der efter den vurdering, der danner grundlag for basisbeløbet – respektive efter anskaffelsestidspunktet, når anskaffelsessummen benyttes som basisbeløb – men inden den vurdering, der danner grundlag for slutbeløbet, foretaget forbedringer af den afgiftspligtige ejendom, nedsættes frigørelsesværdien med det beløb, der kan dokumenteres at være anvendt hertil. Er der mellem de nævnte tidspunkter sket udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, beregnes basis- og slutbeløbet på grundlag af en fordeling af ejendomsværdier m.v. efter regler, der fastsættes af skatteministeren.

Stk. 2. Ved opgørelsen af frigørelsesværdien i henhold til § 2, stk. 1, indrømmes der et fradrag for værditab på bygninger m.v., der er opstået inden det tidspunkt, der er bestemmende for fastsættelsen af basisbeløbet. Ved værditab forstås den nedgang i eller bortfald af værdi af bygninger, andre anlæg og beplantning m.v., der er indtrådt i basisvurdering som følge af, at muligheden for ejendommens overgang til anden anvendelse medfører, at den økonomiske forudsætning for den hidtidige anvendelse af bygninger m.v. bortfalder.

§ 4. Frigørelsesværdien afrundes nedad til det nærmeste med 100 delelige kronebeløb. Af det herefter fremkomne beløb udredes frigørelsesafgiften med 40 pct. af beløb på 200.000 kr. eller derunder. Af beløb, der overstiger 200.000 kr., udredes frigørelsesafgiften med 40 pct. af 200.000 kr. og 60 pct. af resten.

Stk. 2. Afgiftsbeløb under 100 kr. opkræves ikke.

§ 5. Afgiften forfalder til betaling månedsdagen efter, at den afgiftspligtige har modtaget meddelelse om afgiftens beregning. Betaling senest månedsdagen efter forfaldsdagen anses for rettidig. Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det med 6 pct. p.a. fra forfaldsdagen at regne.

§ 6. Efter begæring af den afgiftspligtige ydes der henstand med betalingen af frigørelsesafgiften, jf. dog stk. 3. Begæringen skal indgives inden udløbet af betalingsfristen, jf. § 5, 2. pkt.

Stk. 2. Henstandsbeløbet er rentefrit i 4 år efter forfaldsdagen og forrentes derefter med 6 pct. p.a. Renterne betales halvårsvis den 1. april og den 1. oktober for det da forløbne halvår.

Stk. 3. Henstand er betinget af, at der til sikkerhed for betaling af henstandsbeløbet tinglyses skadesløsbrev på ejendommen med oprykkende prioritet. Skadesløsbrevets pålydende skal have panteret inden for den ved den senest foretagne vurdering ansatte ejendomsværdi. Henstand kan dog også indrømmes, såfremt der stilles anden betryggende sikkerhed.

§ 7. Henstandsbeløbet forfalder til betaling ved ejerskifte, jf. dog stk. 2. Ved afståelse af en del af den afgiftspligtige ejendom forfalder en forholdsmæssig del af henstandsbeløbet.

Stk. 2. Henstandsbeløbet forfalder ikke ved ejerskifte, hvis erhververen er den afgiftspligtiges ægtefælle, jf. tillige dødsboskattelovens § 51, stk. 2, og § 65, stk. 2.

Stk. 3. Henstanden bortfalder i det omfang, den afgiftspligtige ejendom ikke længere benyttes som omtalt i § 1, stk. 1. Beløbet forfalder til betaling 6 måneder efter tidspunktet for den vurdering, hvor den ændrede benyttelse konstateres.

Stk. 4. Henstandsfristen udløber senest 12 år efter forfaldsdagen. Skatteministeren eller den, han bemyndiger dertil, kan i særlige tilfælde indrømme yderligere henstand med betalingen af frigørelsesafgiften.

§ 8. Den afgiftspligtige kan inden 4 år efter afgiftspligtens indtræden forlange ejendommen, henholdsvis den afgiftspligtige del af denne, overtaget af primærkommunen for et beløb svarende til det i § 2, stk. 1, omtalte slutbeløb, forudsat at ejendommen, henholdsvis den afgiftspligtige del af denne, på tidspunktet for begæringens fremsættelse fortsat udelukkende benyttes som omtalt i § 1, stk. 1.

Stk. 2. Overtager primærkommunen den i ejendommen, henholdsvis den afgiftspligtige del af denne, indestående gæld, forhøjes overtagelsessummen med forskellen mellem gældens pålydende og dens kursværdi på tidspunktet for handelens indgåelse, såfremt kursværdien er under pari. Kursværdien af gælden ansættes efter regler, der fastsættes af skatteministeren. Er kursværdien af gælden højere end pari, nedsættes overtagelsessummen tilsvarende.

§ 8 A. Tilbageføres en afgiftspligtig ejendom eller en afgiftspligtig del af en ejendom til landzone i medfør af lov om planlægning § 45, tilbagebetales frigørelsesafgiften til den afgiftspligtige, såfremt den pågældende er ejer af ejendommen henholdsvis den afgiftspligtige del af ejendommen på tidspunktet for ejendommens tilbageførsel.

Stk. 2. Er den tilbageførte ejendom eller en del af denne overdraget til en person, der på tidspunktet for overdragelsen tilhørte den personkreds, der var angivet i den dagældende affattelse af § 7, stk. 2, tilbagebetales frigørelsesafgiften til den pågældende, såfremt denne stadig er ejer på tidspunktet for ejendommens tilbageførsel.

Stk. 3. Frigørelsesafgiften tilbagebetales med tillæg af renter 4 pct. p.a. beregnet fra betalingsdagen.

Stk. 4. I tilfælde hvor frigørelsesafgiften ikke er betalt, fordi der er ydet henstand med betalingen i henhold til § 6, bortfalder henstandsbeløbet. Halvdelen af betalte henstandsrenter udbetales til den, der på tidspunktet for henstandsbeløbets bortfald er ejer af ejendommen. Er frigørelsesafgiften betalt, efter at der er betalt henstandsrenter, tilbagebetales halvdelen af henstandsrenterne til ejendommens ejer, såfremt denne har krav på tilbagebetaling af afgiften efter stk. 1 eller 2.

Stk. 5. Reglerne i denne paragraf omfatter ikke ejendomme, der tilhører staten eller kommunerne.

B. Afståelsesafgift

§§ 9–10. (Ophævet).

Afsnit II

§§ 11–16. (Ophævet).

Afsnit III

Andre bestemmelser

§ 17. Frigørelsesafgiften tilfalder den primærkommune, hvori ejendommen ligger, og statskassen med halvdelen til hver.

Stk. 2. Udgifter, der skal afholdes efter § 8 A, påhviler den primærkommune, hvori ejendommen ligger, og statskassen med halvdelen til hver.

§ 17 A. (Ophævet).

§ 18. De for den almindelige indkomstskat til staten gældende regler finder anvendelse på frigørelsesafgiften, for så vidt de er forenelige med bestemmelserne i denne lov.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om afgiftens påligning, beregning, opkrævning og tilbagebetaling.

Stk. 3. Afgiften kan inddrives efter de regler, der gælder for inddrivelse af personlige skatter.

§ 18 A. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 19. Loven træder i kraft samtidig med loven om by- og landzoner.

§ 20. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Skatteministeriet, den 7. juli 2002

Svend Erik Hovmand

/Lise Bo Nielsen

Officielle noter

1) Denne lovbekendtgørelse indeholder noten til den ændring af frigørelsesafgiftsloven, der er vedtaget i folketingsårene 2001-2002. Bemærkninger om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser for tidligere ændringer af frigørelsesafgiftsloven er undladt, da de ikke længere skønnes at have betydning.

2) Bestemmelsen i § 2, stk. 1, 4. pkt., i den her anførte affattelse træder i kraft den 17. maj 2002 og har virkning fra og med vurderingsåret 2003, jf. § 11, stk. 2, i lov nr. 292 af 15. maj 2002.