Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse N-12-05 om krav til en jobplan - realistisk jobplan - arbejdsmarkedets behov - egne ønsker - revalidering

Resume:

En ansøger med leddegigt havde ikke ret til at få udbetalt revalideringsydelse i forbindelse med uddannelsen til pædagog, da arbejdet som pædagog ikke kunne undgå at udsætte ansøger for belastning af knæ og ryg i forbindelse med løft, træk og vrid. Uddannelsen kunne derfor ikke anses for forenelig med de nødvendige skånehensyn.

Udgangspunktet ved tilbud om revalidering var, at revalidenden skulle kunne komme til at klare sig på arbejdsmarkedet på normale vilkår og på fuld tid. Heri lå, at revalidenden også skulle kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet i bredest muligt omfang inden for sit uddannelsesområde, idet han derved fik nemmere ved at finde beskæftigelse.

Kun hvis der var tale om en meget betydelig nedsættelse af arbejdsevnen, kunne det være relevant at udarbejde en jobplan med henblik på beskæftigelse inden for en begrænset del af uddannelsesområdet eller med henblik på deltidsbeskæftigelse i form af f.eks. fleksjob.

Da ansøger ikke havde meget betydelige begrænsninger i sin arbejdsevne, ville det ikke være i overensstemmelsen med arbejdsmarkedets behov at sigte imod, at han kun kom til at stå begrænset til rådighed inden for et uddannelsesområde. Dette gjaldt uanset hans eget ønske om at komme til at arbejde som pædagog.

Love:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005 - § 27, stk. 2

Sagsfremstilling:

Ansøger søgte i august 2004 kommunen om revalideringsstøtte til uddannelsen som pædagog, og i september 2004 begyndte han på uddannelsen.

Ansøger havde fået konstateret kronisk leddegigt i 1993 som 21-årig, hvor der var affektion af knæled, håndled, fingrenes grundled, hofteled, albueled og tåled. Ved røntgenundersøgelse i 2003 fik han påvist massive erosioner og nærmest sammencentrering af håndrodsknoglerne. En speciallæge vurderede, at der erhvervsmæssigt skulle vises skånehensyn til leddene, men at der indenfor pædagoguddannelsen skulle være nicher, som ansøger godt kunne klare.

På ansøgningstidspunktet havde sygdommen været i en rolig fase gennem flere år, men der var symptomer fra venstre håndled i form af belastningsrelaterede smerter.

Ansøger havde måttet opgive flere uddannelser, da han fysisk ikke havde kunnet klare arbejdet.

I ressourceprofilen var oplyst, at ansøger modtog SU, og at han havde ca. 10 timers erhvervsarbejde om ugen som kok. Han havde imidlertid problemer med at klare erhvervsarbejdet på grund af træthed og hævede led på dage, hvor han både havde været i skole og på arbejde.

Ifølge udtalelse fra pædagogseminariet forløb uddannelsen planmæssigt og intet tydede på, at han ikke skulle kunne gennemføre den på normeret tid. Der forelå endvidere en udtalelse fra en børnehave, der konkluderede, at det havde været en meget positiv oplevelse for børn, forældre og personale at have ansøger i praktik.

Kommunen vurderede, at ansøger var omfattet af målgruppen for revalidering, men at uddannelsen som pædagog ikke var forenelig med de nødvendige skånehensyn. Kommunen henviste til, at der ville være varige skånehensyn overfor tungere fysisk belastende arbejde. Ved påvirkning af leddene kunne der være problemer med gående og stående arbejdsfunktioner. Arbejdet som pædagog ville derfor kræve selektiv placering.

Kommunen tilbød samtidig at være behjælpelig med at udarbejde en anden revalideringsplan, hvor skånehensynene ville kunne tilgodeses.

Det sociale nævn fandt ansøger berettiget til uddannelsen som pædagog. Nævnet henviste til de lægelige udtalelser om, at de nødvendige skånehensyn kunne tilgodeses under uddannelsen og det efterfølgende arbejde som pædagog.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse og mente, at nævnets afgørelse var i strid med gældende praksis på området, jf. SM O-16-99. Kommunen mente også, at nævnet kun havde lagt vægt på den lægelige vurdering og tilsidesat, at arbejdsevnen skulle kunne omsættes til konkrete jobfunktioner, der skulle findes i et rimeligt omfang på arbejdsmarkedet.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-16-99 og SM A-13-02 med henblik på afklaring af, om der i henhold til de nugældende regler kunne ydes revalideringsmæssig støtte til en uddannelse, hvis revalidendens skånehensyn - bredere set - bedre ville kunne tilgodeses inden for andre erhverv.

Afgørelse:

Ansøger havde ikke ret til at få udbetalt revalideringsydelse i forbindelse med uddannelsen til pædagog.

Ankestyrelsen henviste til, at udgangspunktet ved tilbud om revalidering var, at revalidenden skulle kunne komme til at klare sig på arbejdsmarkedet på normale vilkår og på fuld tid. Heri lå, at revalidenden også skulle kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet i bredest muligt omfang inden for sit uddannelsesområde, idet han derved fik nemmere ved at finde beskæftigelse.

Kun hvis der var tale om en meget betydelig nedsættelse af arbejdsevnen, kunne det være relevant at udarbejde en jobplan med henblik på beskæftigelse inden for en begrænset del af uddannelsesområdet eller med henblik på deltidsbeskæftigelse i form af f.eks. fleksjob.

Efter § 27, stk. 2 i beskæftigelsesloven skulle personens beskæftigelsesmål beskrives i en jobplan. Med udgangspunkt i personens ønsker og forudsætninger og under hensyn til arbejdsmarkedets behov skulle planen tillige angive, hvilke tilbud der kunne bidrage til opfyldelse af målet.

Ankestyrelsen havde tidligere truffet principiel afgørelse om, at den ønskede uddannelse skulle kunne anses for forenelig med de nødvendige skånehensyn, jf. Sociale Meddelelser, SM A-13-02, og at pædagoguddannelsen ikke kunne undgå at udsætte ansøger for belastning af knæ og ryg i forbindelse med løft, træk og vrid.

På baggrund af oplysningerne i ressourceprofilen vurderede Ankestyrelsen, at ansøger ikke havde meget betydelige begrænsninger i sin arbejdsevne, men at der var skånehensyn i form af ikke-ledbelastende arbejde. Det ville derfor ikke være i overensstemmelsen med arbejdsmarkedets behov at sigte imod, at han kun kom til at stå begrænset til rådighed inden for et uddannelsesområde. Dette gjaldt uanset hans eget ønske om at komme til at arbejde som pædagog.

Ankestyrelsen henviste til, at de nødvendige skånehensyn ikke ville kunne tilgodeses inden for hverken småbørnsområdet eller områderne med fysisk eller psykisk handicappede børn, unge og voksne, da disse persongrupper krævede en del praktisk hjælp. Hertil kom, at også arbejdet med større børn og unge kunne indebære gående og stående arbejde i betydeligt omfang.

Da udbetaling af revalideringsydelse forudsatte, at der var udarbejdet en jobplan, jf. § 51, stk. 1 i aktivloven, skulle udbetalingen af revalideringsydelse ophøre, med mindre kommunen kunne udarbejde en ny jobplan i løbet af meget kort tid.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.