Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse N-13-05 om fleksjob - løntilskud - privat aftalt pensionsordning uden overenskomstmæssigt grundlag

Resume:

Arbejdsgiverens ret til løntilskud omfattede ikke bidrag til en pensionsordning, der var oprettet efter aftale mellem lønmodtageren og arbejdsgiveren, idet det ikke fulgte af overenskomsten på området, at der skulle indbetales bidrag til pensionsordningen.

Love:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005 - § 71, stk. 3

Sagsfremstilling:

En lønmodtager blev ansat som bogholderiassistent i et fleksjob fra den 1. august 2002. Af vejledningen til Bevilling til løntilskud til fleksjob fremgik, at løntilskuddet beregnes i forhold til den mindste overenskomstmæssige løn på området, som udgjorde 21.123 kr. om måneden.

Kommunen traf den 21. marts 2005 afgørelse om afslag på løntilskud til en pensionsordning, som lønmodtageren og arbejdsgiveren efter aftale havde oprettet i en bank med den begrundelse, at der ikke var tale om en obligatorisk arbejdsmarkedspension.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der kun kunne beregnes tilskud til en arbejdsgivers indbetalinger til en pensionsordning oprettet til en ansat i fleksjob, hvis pligten til at oprette pensionsordningen fulgte af overenskomsten på området.

Lønmodtageren klagede over nævnets afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en privat aftalt pensionsordning mellem en lønmodtager og hans arbejdsgiver uden overenskomstmæssigt grundlag kunne indgå i beregningsgrundlaget for tilskud efter reglerne om fleksjob.

Afgørelse:

Arbejdsgiveren havde ikke ret til at få beregnet tilskud på baggrund af indbetalinger til en pensionsordning,

som lønmodtageren og arbejdsgiveren havde indgået aftale om den 21. oktober 2004.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det ikke fulgte af overenskomsten på området, at der skulle indbetales et bidrag til pensionsordningen, jf. § 71, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Efter denne bestemmelse beregnes tilskuddet af lønnen med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP samt eventuelle udgifter til andre arbejdsgiverbidrag. Tilskuddet kan ikke overstige halvdelen eller totredjedele af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til andre arbejdsgiverbidrag.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at pensionsordningen var oprettet efter særskilt aftale mellem lønmodtageren og hans arbejdsgiver den 21. oktober 2004 og ikke fulgte af overenskomsten på området.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at kommunen ikke havde vejledt lønmodtageren forkert i forbindelse med oprettelse af pensionsordningen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det fremgik af vejledningen til Bevilling af løntilskud til fleksjob af 28. juli 2002, hvorledes tilskuddet blev fastsat, herunder at tilskud beregnes af arbejdsgiverbidrag til eventuel overenskomstmæssig pension.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.