Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse N-2-06 om fleksjob - udland - grænsearbejder - EU - regler

Resume:

Kommunen kunne ikke oprette fleksjob på en arbejdsplads beliggende uden for Danmark.

Efter Ankestyrelsens vurdering omfattede EØF forordningen om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet ikke tilfælde, hvor beskæftigelsen forudsatte, at arbejdsgiveren skulle have udbetalt støtte fra de danske myndigheder.

En dansk statsborger med bopæl i Danmark ville endvidere blive omfattet af reglerne for grænsearbejdere i EØF forordningen om de sociale sikringsordninger, hvis han tog beskæftigelse i et andet medlemsland.

Det betød, at ansøger som grænsearbejder ville blive omfattet af beskæftigelseslandets regler om bl.a. sygedagpenge og ydelser, der tog sigte på at bevare eller forbedre erhvervsevnen. Som grænsearbejder med arbejde i en anden medlemsstat ville han derfor miste retten til sociale sikringsydelser - herunder fleksjob - efter de danske regler.

Hertil kom, at beregning af tilskud m.v. i forbindelse med fleksjob skulle ske i forhold til de danske overenskomster.

Love:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 685 af 29. juni 2005 - § 69

Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet - forordning nr. 1408/71 -

Rådets forordning nr. 1612/68/EØF af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet - forordning 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed -

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var uddannet lærer, blev i 2001 ramt af sygdom, der medførte betydelig træthed og færre fysiske og mentale ressourcer.

Kommunen godkendte i juni 2004 ansøger til fleksjob, men gav afslag på at oprette fleksjob på en dansk skole syd for grænsen, hvor ansøger selv havde fundet arbejde.

I klagen til nævnet gav ansøger udtryk for, at det ikke kunne være svært at omregne tilskuddet til euro og indsætte det på skolens konto. Han henviste til, at de danske skoler syd for grænsen i forvejen modtog støtte fra den danske stat.

Det sociale nævn stadfæstede kommunens afgørelse. Nævnet henviste til, at beskæftigelsesloven kun fandt anvendelse i Danmark, og at det derfor ikke var muligt at etablere fleksjob uden for landets grænser. Løn og øvrige arbejdsforhold skulle som udgangspunkt også fastsættes efter de kollektive overenskomster her i landet. Den omstændighed, at de danske skoler syd for grænsen modtog støtte fra den danske stat, ændrede ikke på, at reglerne om fleksjob var møntet på fleksjob her i landet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne etableres fleksjob i udlandet.

Afgørelse:

Danske kommuner kunne ikke oprette fleksjob i udlandet. Ansøger kunne derfor ikke få godkendt et fleksjob ved en dansk skole syd for grænsen.

Ankestyrelsen henviste til, at artikel 1, stk. 1 i EØF forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Fællesskabet kun gav ret til at tage beskæftigelse på en anden medlemsstats område i overensstemmelse med de regler, der gjaldt for landets egne statsborgere.

Efter Ankestyrelsens vurdering omfattede bestemmelsen ikke tilfælde, hvor beskæftigelsen forudsatte, at arbejdsgiveren skulle have udbetalt støtte fra de danske myndigheder.

Hertil kom, at ansøger som dansk statsborger med bopæl i Danmark, ville blive omfattet af reglerne for grænsearbejdere, hvis han tog beskæftigelse i Tyskland. Dette gjaldt uanset, at de danske skoler syd for grænsen modtog en særlig støtte fra Danmark.

Ankestyrelsen henviste herved til definitionen på en "grænsearbejder" i de indledende bemærkninger til forordning nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flyttede inden for Fællesskabet.

En "grænsearbejder" var enhver arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, som udøvede sin erhvervsmæssige virksomhed på en medlemsstats område, men var bosat på en anden medlemsstats område, hvortil han som hovedregel vendte tilbage hver dag eller mindst en gang om ugen.

Ifølge artikel 4 i samme forordning skulle forordningen bl.a. anvendes ved sygdom og invaliditet, herunder ydelser, der tog sigte på at bevare eller forbedre erhvervsevnen, og i medfør af artikel 13, stk. 1 kunne ansøger - for så vidt angik disse ydelser - kun være omfattet af lovgivningen i én medlemsstat.

Ifølge artikel 13, stk. 2 a var en person, der havde lønnet beskæftigelse på en medlemsstats område, omfattet af denne stats lovgivning, selv om han var bosat på en anden medlemsstats område.

Det betød, at ansøger som grænsearbejder ville bliver omfattet af de tyske regler om bl.a. sygedagpenge og ydelser, der tog sigte på at bevare eller forbedre erhvervsevnen. Som grænsearbejder med arbejde i Tyskland ville han derfor miste retten til sociale sikringsydelser - herunder fleksjob - efter de danske regler.

Hertil kom, at beregning af tilskud m.v. i forbindelse med fleksjob skulle ske i forhold til de danske overenskomster, jf. beskæftigelseslovens § 71, stk. 3 og § 72, stk. 1.

En dansk kommune havde derfor ikke mulighed for at oprette fleksjob på en arbejdsplads beliggende uden for Danmark.