Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse N-10-08 om tilbud - anden aktør - kursus - beskæftigelsesmuligheder - virksomhedspraktik

Resume:

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte et jobcenters skøn, hvorefter en forsikret ledig fik afslag på kurset Pædagogisk Jobværksted, fordi han hurtigere ville kunne opnå varig beskæftigelse ved en virksomhedspraktik eller et løntilskudsjob som foreslået af anden aktør.

Love:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 22, stk. 3

Lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats - lov nr.522 af 24. juni 2005. - § 26

Sagsfremstilling:

En forsikret ledig fik gennem anden aktør bevilget kurset Pædagogisk og personligt løft. Efterfølgende søgte han om kurset Pædagogisk Jobværksted. Anden aktør gav afslag på ansøgningen.

Jobcentret fastholdt afslaget fra anden aktør på at bevilge kursusforløbet på jobværkstedet.

Jobcentret fandt endvidere ikke grundlag for at afbryde mandens forløb hos anden aktør.

Beskæftigelsesankenævnet stadfæstede jobcentrets afgørelser.

Nævnet meddelte, at den forsikrede ledige ikke var berettiget til økonomisk støtte til det ansøgte kursus, og at han fortsat var henvist til anden aktør.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte staten i jobcentrets vurdering af, at kurset ikke var den kortest mulige vej til beskæftigelse for ham.

Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte jobcentrets vurdering af, at han fortsat skulle være tilknyttet denne bestemte anden aktør.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke var oplyst konkrete omstændigheder, hvorefter den forsikrede ledige ikke var omfattet af begrundelsen i udbuddet for visitering til anden aktør.

Manden klagede over afgørelsen og fandt det besynderligt, at nævnet havde truffet sin afgørelse ud fra jobcentrets vurdering, som han fandt mangelfuld og ukonkret.

Manden oplyste, at alle andre på kurset Pædagogisk og personligt løft fik bevilget 2. del af kurset, men de kom fra jobcentret og ikke fra anden aktør.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven.

Afgørelse:

Manden var ikke berettiget til økonomisk støtte til kurset Pædagogisk Jobværksted.

Han var fortsat henvist til anden aktør.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.

Der var ikke grundlag for at tilsidesætte jobcentrets skøn, hvorefter manden hurtigere ville kunne opnå varig beskæftigelse ved en virksomhedspraktik eller et løntilskudsjob som foreslået af anden aktør.

Udvalget lagde vægt på, at manden var uddannet socialpædagog, og at der ifølge regionens arbejdsmarkedsbalance var gode beskæftigelsesmuligheder som pædagog og socialpædagog. Udvalget lagde endvidere vægt på, at denne bestemte anden aktør på forhånd havde gjort manden opmærksom på, at han ikke kunne forvente at få bevilget opfølgningskurset.

Udvalget fandt ikke grundlag for at tilsidesætte, at jobcentret havde henvist manden til anden aktør i overensstemmelse med kravspecifikationen i Udbud af beskæftigelsesindsatsen fra 2007, udarbejdet af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Udvalget havde noteret sig, at nævnet havde henvist manden til at rette henvendelse til jobcentret eller den bestemte aktør, for så vidt angik klagerne over personalets optræden og sagsbehandlingens tilrettelæggelse.