Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse N-11-08 om uddannelsestilbud - målgruppe - forsikret ledig - ansøgningstidspunkt - afgørelsestidspunkt

Resume:

Retten til uddannelsestilbud som forsikret ledig forudsatte, at ansøger var ledig på afgørelsestidspunktet. En ansøger, der allerede var begyndt på uddannelsen, var ikke omfattet af målgruppen, og kunne derfor ikke få støtte til uddannelsen efter denne bestemmelse.

Love:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 2, nr. 1

Sagsfremstilling:

En cand.mag. søgte i august 2006 efter ca. 1 års delvis ledighed om støtte til gennemførelse af bacheloruddannelsen i geografi. Uddannelsen startede 1. september 2006, og ansøger meddelte A-kassen, at hun fra denne dato ikke længere var ledig.

Kommunen afviste 29. september 2006 ansøgningen med henvisning til, at der var mindre gode beskæftigelsesmuligheder for gymnasielærere i regionen. Kommunen henviste i stedet til, at ansættelse med løntilskud ville skabe nye jobmuligheder.

Ansøger klagede over afgørelsen og anførte, at en undersøgelse af aldersfordelingen blandt geografilærere viste, at særligt behovet for geografilærere ville stige mærkbart inden for få år.

Beskæftigelsesankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke længere modtog dagpenge eller ydelser efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og at hun derfor ikke tilhørte målgruppen, der kunne modtage tilbud efter § 2, nr. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af praksis for betingelser for bevilling af uddannelsestilbud for forsikrede ledige.

Afgørelse:

Ansøger var ikke omfattet af reglerne om forsikrede ledige.

Der var derfor ikke ret til støtte under uddannelsen.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på, at målgruppen for hjælpen var ledige, der modtog dagpenge eller ydelser efter § 55 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Der var endvidere lagt vægt på, at hjælpen skulle ydes fremadrettet og derfor ikke kunne tilkendes, uanset om ansøger på et tidligere tidspunkt havde opfyldt betingelserne, når hun ikke opfyldte dem på afgørelsens tidspunkt.

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg kom således til samme resultat som beskæftigelsesankenævnet.