Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-85-88 om vidtgående handicap - teleslyngeanlæg - ophold på døgninstitution - institutionsudgift - hjælpemiddel

Resume:

Et teleslyngeanlæg måtte betragtes som sædvanligt udstyr på døgninstitution for blinde og svagtseende, hvorfor udgiften til anskaffelse af anlægget måtte afholdes som institutionsudgift.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 637 af 27. september 1989 - § 58

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1

Vejledninger:

Socialministeriets cirkulære nr. 150 af 17. december 1986 om bistand efter bistandslovens afsnit I-VI til personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap - pkt. 40

Sagsfremstilling:

En 59-årig mand M, som af A kommune var anbragt i institution i B kommune, anskaffede for egne midler et farve-TV og søgte om støtte til anskaffelse af et teleslyngeanlæg, da han på grund af svær hørenedsættelse ikke kunne høre lyden fra et almindeligt TV-apparat.

Institutionen, som M var optaget i, var oprettet i henhold til bistandslovens § 112 og var beregnet for blinde og svagsynede. Der var 48 beboere på institutionen i alderen 21 til 78 år. I fælles opholdsrum var opstillet farve-TV uden teleslyngeanlæg.

Det sociale udvalg i B kommune bevilgede ansøgeren støtte i henhold til bistandslovens § 58 til anskaffelse af teleslyngeanlægget og anmodede herefter social- og sundhedsforvaltningen i A kommune om refusion af udgiften.

Social- og sundhedsforvaltningen i A kommune afslog at refundere B kommunes udgifter til teleslyngeanlægget.

A kommune begrundede afgørelsen med, at teleslyngeanlægget måtte betragtes som sædvanligt udstyr på en institution af den omhandlede art, hvorefter bistandslovens § 58 ikke kunne finde anvendelse.

Afgørelsen var indanket af det sociale udvalg i B kommune, som anførte, at teleslyngeanlægget var bevilget som et individuelt hjælpemiddel.

Afgørelse:

Ankestyrelsen finder, at et teleslyngeanlæg må betragtes som sædvanligt udstyr for en institution af den omhandlede art, hvorfor udgiften til anskaffelse af anlægget må afholdes som institutionsafgift. Ankestyrelsen finder på denne baggrund ikke grundlag for at pålægge social-og sundhedsforvaltningen i A kommune at afholde udgiften i henhold til bistandslovens § 58.