Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-2-93 om kontanthjælp - tilbagebetaling - gældssanering efter konkursloven - gældsstiftelse - Højesteret

Resume:

Højesteret fandt, at tilbagebetalingskrav efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 (nu aktivlovens § 93, stk. 1) var omfattet af en gældssanering efter konkurslovens regler, idet tilbagebetalingskravet ansås for stiftet ved hjælpens udbetaling.

Det var ikke afgørende, at der ikke inden gældssaneringssagens indledning var fastsat en betalingsordning efter lovens § 27, stk. 1 (nu aktivlovens § 95). *)

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 27, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 93, stk. 1

Note:

*) Note: Denne meddelelse erstatter SM O-35-90, der vil blive udtaget af samlingen ved førstkommende revision

Sagsfremstilling:

I februar-marts 1986 blev der ydet M hjælp efter bistandsloven med tilbagebetalingspligt efter bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Beløbet var på ca. 10.000 kr.

På tidspunktet for hjælpens udbetaling blev der ikke fastsat nogen tilbagebetalingsordning.

I januar 1987 begærede M gældssanering i henhold til konkurslovens § 202.

Skifteretten afsagde den 8. oktober 1987 kendelse om gældssanering, hvorefter M's gæld pr. 27. februar 1987 blev nedsat til 2,85 %. Kommunen fremsatte herefter i slutningen af oktober 1987 betalings krav vedrørende den omhandlede kontanthjælp, idet kommunen afviste, at kravet var omfattet af den stedfundne gældssanering.

Amtsankenævnet tiltrådte, at kommunen havde fastholdt tilbagebeta lingskravet.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at kommunens tilbagebetalingskrav, uanset en stedfunden gældssanering, fortsat bestod, idet der på gældssaneringstidspunktet ikke var fastsat en betalingsordning, ligesom kravet ikke forinden var bortfaldet efter 5-års-reglen i bistandslovens § 27, stk. 4.

Afgørelse:

Ankestyrelsen behandlede sagen i et principielt møde, hvor det blev besluttet, at kommunen uanset den stedfundne gældssanering havde været berettiget til at fastholde sit krav om tilbagebetaling.

Sagen blev af klager indbragt for Østre Landsret med påstand om, atAnkestyrelsen var forpligtet til at anerkende, at kommunens tilbagebetalingskrav var omfattet af skifterettens kendelse om gælds sanering.

Landsretten fandt, at den omhandlede bistandshjælp var udbetalt i medfør af bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1 jfr. stk. 2, og såledesvar omfattet af tilbagebetalingspligten. På tidspunktet for gælds saneringens indledning var denne tilbagebetalingspligt kun latent eksisterende, idet dens gennemførelse var afhængig af usikre, fremtidige forhold vedrørende M's betalingsevne, jfr. lovens § 27, stk. 1. En sådan latent tilbagebetalingspligt fandtes ikke i relation til bestemmelsen i konkurslovens § 199, stk. 1, at kunne betragtes som en fordring, der allerede var stiftet på nævnte tidspunkt.

I marts 1992 indgav M ankestævning for Højesteret mod Ankestyrelsen. Højesteret fandt, at ved hjælpens udbetaling blev M gjort bekendt med kommunalbestyrelsens beslutning om tilbagebetalingspligt, jfr. bistandslovens § 26, stk. 2, sammenholdt med stk. 1 nr. 1.

Tilbagebetalingskravet måtte herefter anses for stiftet ved hjælpensudbetaling, uden at det fandtes afgørende, at der ikke inden gælds saneringsagens indledning var fastsat en betalingsordning efter lovens § 27, stk. 1.

Da kravet således ansås for stiftet inden dette tidspunkt, omfattede gældssaneringskendelsen også dette krav, hvilket tillige fandtes bedst stemmende med gældssaneringens formål.