Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-21-93 om varsel - erhvervsplan - afbrydelse - manglende praktikplads - forbehold - rimelig tid

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet 2 sager om afbrydelse af revali deringsydelsen på grund af manglende praktikplads. I begge sager skete afbrydelsen umiddelbart efter afslutningen af den teoretiske del af erhvervsplanen.

Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at afbryde revalideringsydelsen. Ved afgørelserne blev der lagt vægt på, at der ikke var taget forbehold for en afbrydelse i erhvervsplanen, at der ikke var givet noget varsel om afbrydelse, samt at der ikke var indrømmet en rimelig tid for revalidenderne til at finde en praktikplads.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 43, stk. 2 og § 43, stk. 4

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 54

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) -

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21127-92

Sagen drejede sig om en 36-årig kvinde, der den 27. august 1991 fik bevilget bruttorevalideringsydelse på grundlag af en erhvervsplan, som omfattede skolegang på handelsskolen fra 1. august 1991 til 30. juni 1992 og herefter praktik i 2 år til uddannelse som lægesekretær. Erhvervsplanen var ikke nærmere beskrevet.

Ansøgeren afsluttede handelsskolen den 19. juni 1992. hvorefter kommunen standsede bruttorrevalideringsydelsen med sidste udbetaling den 1. juli 1992.

Ansøgerens forbund anførte i brev af 8. juli 1992, at det trods flereansøgninger endnu ikke var lykkedes at få etableret en prak tikordning. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om at inddrage bruttorevalideringsydelsen pr. 1. juli 1992 på grund af manglende praktikplads.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at retten til revalideringsydelse løber til den dag uddannelsen sluttes eller afbrydes ud over en kortere periode, for eksempel på grund af manglende uddannelsesplads.

Nævnet bemærkede endvidere, at ansøgeren ifølge det oplyste ikke inden for kortere tid efter afslutningen af handelsskolen havde udsigt til en elevplads, og der således ikke var grundlag for at forlænge perioden med bruttorevalideringsydelse.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev det oplyst, at ansøgeren den 15. september 1992 startede på en praktikplads som lægesekretær.

Sagen blev sammen med den efterfølgende sag behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en bruttorevalideringsydelse kan inddrages ved afbrydelse af uddannelsen på grund af manglende praktikplads, herunder om ydelsen kan inddrages med øjeblikkelig virkning uden varsling.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at inddrage bruttorevalideringsydelsen i juni 1992. Ansøgeren var således uændret berettiget til ydelsen i den periode der hengik, indtil hun opnåede praktikplads.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til bistandslovens § 43, stk. 2, sammenholdt med Socialministeriets bekendtgørelse af 2. juli 1990, hvorefter udbetaling af bruttorevalideringsydelsen forudsætter, at revalidering er iværksat i overensstemmelse med en forud fastlagt erhvervsplan, som angiver mål, tidsrammer og indhold. Ankestyrelsen henviste endvidere til § 43 stk. 4, hvorefter ydelsen udbetales til erhvervsplanen er gennemført. Endelig henviste Ankestyrelsen til bekendtgørelsens § 1, stk. 4, hvorefter modtageren bevarer revalideringsydelsen uændret ved kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet.

For så vidt angik ansøgerens situation i juni 1992 lagde Ankesty relsen vægt på, at det ikke med tilstrækkelig klarhed fremgik af den foreliggende erhvervsplan, hvad der skulle følge efter skolegangen på handelsskolen, ligesom der ikke i planen var taget forbehold med hensyn til en eventuel afbrydelse af hjælpen efter § 43, stk. 2. Hertil kom, at hjælpen efter det foreliggende blev standset uden varsel, ligesom der ikke blev indrømmet hende en rimelig tid til at finde en praktikplads.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21287-92

Sagen drejede sig om en 45-årig kvinde, der den 11. februar 1991 fikbevilget bruttorevalideringsydelse til gennemførelse af lægesekre tæruddannelsen. Erhvervsplanen var ikke nærmere beskrevet. Ansøgeren afsluttede HG-basisuddannelsen medio juni 1992, hvorefter kommunen uden varsel standsede bruttorevalideringsydelsen, idet hun på det tidspunkt ikke havde fundet en praktikplads. Det blev samtidig oplyst, at bruttorevalideringsydelsen ville blive genoptaget, når hun startede på PKU (praktikkompenserende undervisning).

Den 13. juli 1992 fik ansøgeren tilsagn fra kommunen om at kunne starte på PKU den 2. januar 1993.

Hendes forbund anførte i sin klage til ankenævnet, at hun ikke var blevet gjort bekendt med risikoen for ophør af bruttorevalideringsydelsen, hvis hun ikke kunne skaffe sig en praktikplads. Denne oplysning ville have haft stor betydning for hendes valg af uddannelse, da hun allerede på det tidspunkt kunne forudse økonomiske problemer for sig selv og sin familie.

Det var videre oplyst, at hun i september 1992 havde skaffet sig en ulønnet praktikplads på et sygehus, hvilket ville medføre, at kommunen skulle betale den fulde bruttorevalideringsydelse i praktikperioden. Kommunen afviste dette, hvorefter hun ankede spørgsmålet til nævnet. Nævnet havde ikke taget stilling hertil på det tidspunkt, hvor Ankestyrelsen behandlede sagen.

For så vidt angik standsningen af bruttorevalideringsydelsen pr. 1. juli 1992 fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter revalideringsplanen måtte anses for afbrudt i en længerevarende periode.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøgeren i juni 1992 ikke havde et konkret tilbud om praktikplads inden for de næste 2-3 måneder, ligesom hun (efter de da foreliggende oplysninger) tidligst ville kunne påbegynde praktikkompenserende undervisning i november 1992.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at inddrage bruttorevalideringsydelsen i juli 1992. Ansøgeren var således uændret berettiget til ydelsen i perioden indtil hun startede i praktik.

Ankestyrelsen henviste i sin afgørelse til de samme bestemmelser m.v. som nævnt i sag nr. 1.

For så vidt angik hendes situation i juli 1992 lagde Ankestyrelsen vægt på, at der i den foreliggende erhvervsplan ikke var taget forbehold med hensyn til eventuel afbrydelse af hjælpen efter § 43 stk. 2. Hertil kom, at hjælpen efter det foreliggende blev standset uden varsel på et tidspunkt, hvor det forelå oplyst, at hun senest pr. 1. januar 1993 kunne starte på PKU. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgeren efterfølgende udfoldede nye bestræbelser på at skaffe praktikplads.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse, men tog ikke stilling til den klage vedrørende ulønnet praktik, som ansøgeren havde indgivet til nævnet.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 19. juni 2019, da der er kommet nye regler på området.