Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-31-94 om kontanthjælp - formue - åbenbart urimelig - ulovlig - indboerstatning

Resume:

Ansøger, der havde fået udbetalt en indboforsikring på 129.097 kr., hvoraf ca. 67.500 kr. var anvendt til reetablering, skulle ifølge kommunens og nævnets afgørelse anvende 42.600 kr. af det resterende beløb til dækning af leveomkostninger, førend der kunne udbetales løbende kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt, under hensyn til at der var tale om en erstatning for indboeffekter i en størrelsesorden, som efter forholdene måtte betragtes som sædvanligt indbo, at der ved ansøgningen om supplerende kontanthjælp burde have været bortset fra hele den resterende erstatning.

Kommunen og Nævnet havde derfor ikke været berettiget til at afslå hjælp med henvisning til besiddelse af formue.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 15, stk. 5 og § 39, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 14, stk. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 69

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 15

Sagsfremstilling:

Ansøger havde været u-landsfrivillig i 2 1/2 år og var blevet gift under opholdet.

Ved hjemrejsen var ægteparrets indbo blevet stjålet eller slået i stykker under forsendelsen til Danmark, og de fik i april 1992 udbetalt en indboforsikring på 129.097 kr.

I maj 1992 bosatte ægteparret sig i A Kommune. De levede af ansøgers arbejdsløshedsdagpenge og en fratrædelsesgodtgørelse. Den 18. juni 1992 søgte parret om supplerende kontanthjælp. De oplyste, at der var 61.600 kr. tilbage af indboforsikringen, resten var anvendt til reetablering, samt at ansøger skulle påbegynde studium til bygningstekniker den 1. august 1992.

Den 23. juni 1992 fandt kommunen, at ægteparret skulle anvende 42.600 kr af den resterende erstatningssum til dækning af leveomkostninger, før der kunne udbetales løbende kontanthjælp. Kommunen fandt således, at der alene kunne bortses fra et beløb på 15.000 kr. til uddannelses og boligformål samt 4.000 kr. til brug for færdigetablering.

I anken til nævnet anførte ansøger, at da parret ikke var færdig etableret, kunne det resterende beløb af indboerstatningen ikke betragtes som formue. I december 1992 tiltrådte nævnet kommunens afgørelse, idet der efter de foreliggende oplysninger ikke fandtes tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der kunne stilles krav om, at der anvendtes et beløb på 42.600 kr. af en indboerstatning til dækning af leveomkostninger, førend der kunne udbetales løbende kontanthjælp.

Afgørelse:

Ifølge bistandslovens § 39 er det en betingelse for ydelse af kontanthjælp, at ansøgeren eller ægtefællen ikke er i besiddelse af en formue, som kan dække det økonomiske behov.

Da der ikke i bistandsloven stilles krav om, at sædvanligt indbo skal realiseres, før der kan udbetales kontanthjælp, fandt Ankestyrelsen, at der normalt bør bortses fra indboerstatning eller et sådant beløb heraf, som er nødvendigt for genanskaffelse af sædvanligt indbo.

Ankestyrelsen fandt således, at der i forbindelse med en ansøgning om kontanthjælp burde tages stilling til, om der var tale om erstatning for indbogenstande, som man, såfremt disse ikke var gået tabt, ville kunne have krævet realiseret før udbetaling af hjælp.

Ankestyrelsen fandt, at der i den foreliggende sag var tale omerstatning af indboeffekter i en størrelsesorden, der efter forholdene måtte betragtes som sædvanligt indbo, således at der i forbindelse med ansøgningen om supplerende kontanthjælp burde have været bortset fra hele den resterende erstatning.

Kommunen og nævnet havde derfor ikke været berettiget til at afslå hjælp med henvisning til besiddelse af formue.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.