Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-21-95 om flyttehjælp - boligmæssig forbedring - fremlejeperiode

Resume:

En flytning fra A kommune til B kommune havde ikke medført en boligmæssig forbedring i bistandslovens forstand. A kommune havde derfor ikke været forpligtet til at yde hjælp til flytningen.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at ansøgeren, da hun søgte om flyttehjælp, ikke stod uden bolig, da hun kunne blive boende i sin hidtidige bolig i endnu 4 måneder, sammenholdt med at hun, da hun søgte om hjælp til flytning, fik tilbudt en lejlighed beliggende i A kommune, som hun kunne overtage ca. 14 dage senere.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 47, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 85, stk. 1

Sagsfremstilling:

Ansøger var alene med et barn på 3 år. I september måned 1991 flyttede hun til A kommune, hvor hun havde lejet en 3-værelseslejlighed til en månedlig leje inkl. varmebidrag på 4.995 kr. Leje målet var tidsbegrænset til den 14. september 1993.

Ansøger havde fået bevilget revalideringshjælp til uddannelsen som klinikassistent. Hendes daglige transporttid til uddannelsesstedet var opgivet til ca. 5 kvarter hver vej.

I begyndelsen af maj 1993 søgte ansøger om hjælp til flytning til en lejlighed, hun havde fundet i B kommune. Lejligheden var på 3 værelser og huslejen udgjorde 4.000 kr. pr. måned samt varmebidrag500 kr. Ansøgningen om flyttehjælp blev begrundet med, at fremleje kontrakten ophørte den 14. september 1993, og at hun med flytningen ville få mere tid sammen med sin datter på grund af kortere transporttid.

A kommune gav afslag på ansøgningen om hjælp til flytningen og tilbød samtidig ansøger en 3-værelses lejlighed i kommunen fra den 15. maj 1993. Huslejen var 1.000 kr. lavere end ansøgers aktuelle boligudgift.

Ansøger flyttede herefter til B kommune den 1. juni 1993.

Ankenævnet pålagde A kommune at yde ansøger hjælp til depositum og første måneds husleje i forbindelse med flytningen til B kommune.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at flytningen medførte en for bedring af ansøgers boligmæssige forhold. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger var boligløs, og at hun selv havde skaffet sig en lejlighed, som hun skønnedes at have råd til at bo i.

B kommune anførte i klagen, at der på grund af nybyggeri i kommunen fandtes gode muligheder for at tilbyde ansøger bolig af den kvote ordning, der fandtes mellem kommunen og boligselskaberne. Der blev henvist til, at hun fik tilbudt en bolig i maj måned, ligesom det var oplyst, at hun fik tilbudt en bolig i det boligselskab, hvor hun selv var skrevet op. Hun afslog også dette tilbud.

Det forhold, at ansøger selv frasagde sig de tilbudte boliger, burde efter B kommunes opfattelse ikke bevirke, at hun betragtedes som boligløs, specielt ikke set i lyset af den forholdsvis lange tid, der var tilbage af fremlejemålet.

Sagen blev behandlet i principielt møde, dels til afklaring af, hvor lang tid før opsigelsesdatoen en ansøger kan betragtes som boligløs, dels om en ansøger kan flytte og få flyttehjælp, når kommunen kan anvise pågældende en passende bolig.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers flytning til B kommune ikke medførte en forbedring af hendes boligmæssige forhold i bistandslovens forstand.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at hun på ansøgnings tidspunktet i begyndelsen af maj 1993 ikke stod uden bolig, da hun ifølge lejekontrakten kunne blive boende i endnu 4 måneder, før fremlejeperioden var udløbet, sammenholdt med at hun samtidig fik tilbudt en lejlighed i A kommune, som kunne overtages den 15. maj 1993.

A kommune havde derfor ikke været forpligtet til at yde hjælp efter bistandslovens § 47 til flytningen til B kommune.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

Den hjælp, som ansøger på grundlag af nævnets afgørelse havde fået udbetalt, kunne ikke kræves tilbagebetalt.