Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-33-95 om kontanthjælp - rejseudgifter - opretholdelse af aftalt samværsret - Grønland

Resume:

Bistandslovens § 1 (nu aktivlovens § 3) var ikke til hinder for, at der kunne ydes hjælp til rejseudgifter i forbindelse med opretholdelse af en aftalt samværsret udøvet i Danmark med børn bosiddende på Grønland.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger (faderen) på ansøgningstidspunktet havde ophold i Danmark, og at omfanget af den aftalte samværsret ikke ansås at gå ud over, hvad der ville være blevet fastsat af statsamt eller domstole.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 1 og § 46b, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 3, stk. 1 og § 83, stk. 1

Sagsfremstilling:

En ansøger havde ifølge en samværsretsresolution ret til samvær med 2 af sine børn hver anden weekend. Da ansøgers hustru, som var indehaver af forældremyndigheden, flyttede til Grønland med børnene, indgik forældrene en aftale om samværsret, hvorefter faderen kunne se sine børn et par gange om året i Danmark. Samværsudgifterne, som skulle afholdes af faderen, havde tidligere været på ca. 500 kr. om måneden. De blev nu anslået til ca. 11.000 kr. pr. rejse.

Kommunen afslog at yde hjælp til de anslåede rejseudgifter mellem Grønland og Danmark med henvisning til, at bistandslovens § 46 b, jf. § 1, kun gælder for samvær udøvet indenfor landets grænser.

Endvidere fandt kommunen, for så vidt angik rejseudgifter inden for Danmarks grænser til transport fra lufthavn til bopæl og tilbage, at ansøgers økonomiske formåen i forhold til bistandslovens § 46 b skulle vurderes på baggrund af en sammenligning med en kontanthjælpsberegning.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse vedrørende transportudgifter fra Grønland til Danmark.

Nævnet anførte indledningsvis, at der efter bistandslovens § 1 som overvejende hovedregel kun kan ydes hjælp til opfyldelse af behov i Danmark.

Nævnet anførte, at Ankestyrelsen i SM O-14-92 (undtagelsesvis) havde fundet hjemmel til at yde hjælp til sådanne udgifter i tilfælde, hvor en grønlandsk domstol havde tillagt samværsret til udøvelse i Danmark. Nævnet konkluderede, at da der ikke var tillagt en sådan ret, fandtes der ikke hjemmel i gældende regler og praksis til at pålægge kommunen at yde ansøger hjælp til transportudgifter fra Grønland til Danmark.

Nævnet fandt dog, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøger selv havde midler til dækning af rejseudgifter inden for Danmarks grænser, ikke kunne afgøres ved sammenligning med en kontanthjælpsberegning, men at der ved vurderingen skulle lægges vægt på ansøgers indtægter og samtlige rimelige faste udgifter.

Nævnet hjemviste dette spørgsmål til fornyet behandling i kommunen.

Afgørelsen blev anket af ansøgeren med hjælp fra en retshjælp.

I anken blev det bl.a. anført, at der var tale om hjælp til en ansøger, som havde ophold i Danmark til opfyldelse af et behov i Danmark. I forhold til SM O-14-92 kunne det ikke være afgørende, om der var tale om en samværsret baseret på en domstolsafgørelse i Grønland eller en samværsret baseret på en aftale mellem børnenes forældre.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af rækkevidden af bistandslovens § 1 i forhold til opretholdelse af en samværsret aftalt mellem forældre bosiddende henholdsvis i Grønland og Danmark samt til belysning af rækkevidden af afgørelsen i SM O-14 92.

Afgørelse:

Ankestyrelsen var enig med ankenævnet og kommunen i, at der som overvejende hovedregel kun kan ydes hjælp efter bistandsloven til opfyldelse af behov i Danmark, jf. bistandslovens § 1.

Ankestyrelsen fandt ikke, at bistandslovens § 1 i det konkrete tilfælde var til hinder for, at der kunne ydes hjælp til de ansøgte udgifter.

Ankestyrelsen lagde derved vægt på, at ansøger på ansøgningstidspunktet opfyldte betingelsen i bistandslovens § 1 om at have ophold i Danmark, og på omfanget af den aftalte samværsret.

Ankestyrelsen fandt det ikke afgørende, at samværsretten var aftalt og ikke tillagt ved en domstol eller fastsat af et statsamt, når omfanget lå inden for det, man kunne forvente, at et statsamt ville fastsætte, hvis der var blevet anmodet derom.

Ankestyrelsen hjemviste således sagen til kommunen med henblik på stillingtagen til, om ansøger var berettiget til hjælp til de ansøgte rejseudgifter efter bistandslovens § 46 b, stk. 1.

Ankestyrelsen var enig med ankenævnet i, at spørgsmålet om, hvorvidt ansøger selv havde midler hertil, ikke kunne afgøres på grundlag af en kontanthjælpsberegning, men at der ved vurderingen skulle lægges vægt på ansøgers indtægter og samtlige rimelige faste udgifter.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 4. juni 2019, da den er erstattet af principafgørelse 43-14.