Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-121-95 om hjælpemiddel - fibromyalgi - bil

Resume:

Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet nogle sager om støtte til køb af bil til ansøgere, der lider af fibromyalgi.

Ansøgere med fibromyalgi kan som ansøgere med andre lidelser få støtte til bil, hvis de har et betydeligt kørselsbehov og deres funktionsevne er nedsat i et sådant omfang, at dette kørselsbehov ikke kan løses på andre måder end ved brug af egen bil.

Ved bedømmelsen af om der kunne bevilges bilstøtte lagde Ankestyrelsen vægt på:

- om funktionsevnen var væsentligt nedsat ud fra en samlet vurdering af ansøgerens helbredsmæssige og sociale forhold, såsom kørselsformål (arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter), boligens og uddannelses- eller arbejdsstedets placering i forhold til offentlige trafikmidler o.lign.

- om kørselsbehovet kun kunne løses ved benyttelse af egen bil, og ikke ud fra en vurdering af alder, almentilstand og forholdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt kunne tilgodeses ved andre ordninger.

- om sygdommen var lægeligt veldokumenteret og havde været til stede i en længere årrække, og der ikke kunne påregnes en bedring af tilstanden. Der kunne ikke ydes støtte alene på grundlag af en diagnose.

I sag nr. 1 og 3 var ansøgerne herefter ikke berettiget til bilstøtte på ikke-erhvervsmæssigt grundlag, da deres funktionsevne ikke var tilstrækkeligt nedsat, og da deres lidelse fibromyalgi først var diagnosticeret i 1993 og 1992, så det endnu ikke kunne anses for godtgjort, at lidelsen var varig uden mulighed for bedring på længere sigt. I sag nr. 1 havde ansøgeren god kraft i arme og ben, og i sag nr. 3 kunne ansøger benytte offentlige transportmidler.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsen ansøger berettiget til bilstøtte. Ankestyrelsen lagde vægt på, at han havde haft fibromyalgi i mere end10 år og også havde en ryglidelse, og at tilstanden var gradvis forværret uden udsigt til bedring. Generelt: Fibromyalgi er karakteriseret ved subjektive symptomer i form af diffuse smerter i muskler og led samt træthed og søvnforstyrrelser. Diagnosen stilles på baggrund af patientens oplysninger om langvarige muskelsmerter, og herunder bl.a. påvisning af såkaldte "tenderpoints".

Der kan ikke tilkendes støtte til køb af bil alene på grundlag af en diagnose.

Ved vurderingen af, om betingelserne for støtte til køb af bil er opfyldte, lægges der vægt på ansøgerens funktionsevne og kørsels behov.

Der skal foretages en samlet vurdering af funktionsniveauet på baggrund af oplysninger om, hvordan ansøgeren rent faktisk klarer sin daglige tilværelse med sit handicap. Beskrivelsen af ansøgerens funktionsniveau - baseret på de sociale myndigheders og ansøgerens egen beskrivelse, sammenholdt med de objektive helbredsmæssige forhold og oplysninger om ansøgerens sociale situation - indgår i denne vurdering. Der kan ikke opstilles faste kriterier for, hvornår der er tale om en væsentlig nedsættelse af funktionsevnen. Dette beror på en samlet vurdering af ansøgerens helbredsmæssige og sociale forhold.

Betydningen af den konstaterede funktionsnedsættelse skal ses i forhold til kørselsformål (arbejde, uddannelse, fritidsaktiviteter), boligens og uddannelses- og arbejdsstedets placering i forhold til offentlige trafikmidler o.lign.

Det er endvidere en betingelse for bilstøtte, at der er konstateret et kørselsbehov, der kun kan løses ved benyttelse af egen bil.

Der kan derfor ikke ydes støtte til bil, hvis ansøgerens samlede kørselsbehov ud fra en vurdering af alder, almentilstand og for holdene i øvrigt mere hensigtsmæssigt tilgodeses ved andre ordninger.

Ved ansøgning om vægtafgiftsfritagelse gælder de samme betingelser som ved støtte til køb af bil.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 58, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 114, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 30009-95

Ansøgeren var en 37-årig gift kvinde med 2 børn, som i 1994 fik bevilget forhøjet almindelig førtidspension. Der forelå i sagen en reumatologisk speciallægeerklæring. Det fremgik heraf, at der udover muskelømhed praktisk taget fandtes normale forhold. Det fremgik endvidere af erklæringen, at der var en psykisk overbygning. Ansøger havde siden 1982-84 lidt af nakkesmerter, men diagnosen fibromyalgi blev først stillet i 1993.

Ansøgers gangdistance var ca. 10 m, dog på gode dage op til 40 m. Ansøger benyttede krykstokke og kørestol.

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke ansøger berettiget til støtte til køb af bil og vægtafgiftsfritagelse på ikke erhvervsmæssigt grundlag.

Nævnet havde ikke taget stilling til ansøgning om tilskud til særlig indretning i form af servostyring og automatisk transmission.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at diagnosen fibromyalgi først var stillet i 1993, at ansøgers funktionsevne i august 1994 blev bedømt til forhøjet almindelig førtidspension, at ansøger havde god kraft i arme og ben, og at det ikke kunne udelukkes, at ansøger på længere sigt ville kunne få det bedre.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse. Ankestyrelsen hjemviste samtidig spørgsmålet om særlig indretning i form af servostyring og automatisk transmission til nævnet, da nævnet ikke som 1. instans havde taget stilling til dette.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 30298-95

Ansøgeren var en 50-årig gift mand, som siden 1985 havde modtaget mellemste førtidspension. Ansøger led af fibromyalgi, som var diagnosticeret i 1984, og af en ryglidelse. Pensionen var givet alene på grundlag af fibromyalgilidelsen. De helbredsmæssige forhold var belyst bl.a. i en erklæring fra en speciallæge i reumatologi. Desuden forelå der en speciallægeerklæring fra en ortopædkirurg, som bl.a. anførte, at der var uoverensstemmelse mellem ansøgers gangfunktion og neurologiske status. Ansøger havde betydelig reduktion af muskelkraft og muskelfylde i venstre ben, men havde en muskuløs overkrop.

Ansøger havde en gangdistance på 5-10 m ved hjælp af 2 krykstokke og benyttede i øvrigt kørestol.

Ansøger var meget udadvendt og var aktivt medlem af flere foreninger.

Nævnet havde 1. gang truffet afgørelse i sagen i august 1994. Nævnets afgørelse blev anket til Ankestyrelsen, som i november 1994 hjemviste sagen til nævnet til fornyet afgørelse efter indhentning af en ortopædkirurgisk speciallægeerklæring.

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil, vægtafgiftsfritagelse og særlig indretning i form af drejesæde på ikke-erhvervsmæssigt grundlag. Nævnet fandt derimod, at ansøger var berettiget til tilskud til automatisk transmission efter bilbekendtgørelsens § 9.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag og fritagelse for betaling af vægtafgift. Ankestyrelsen fandt samtidig, at ansøger ikke var berettiget til særlig indretning i form af drejesæde.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde lidt af fibromyalgi siden 1984, at tilstanden gradvist var forværret gennem årene, og at der ikke var udsigt til, at ansøgers helbredstilstand ville bedres.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger havde betydelig reduktion af muskelkraft og muskelfylde i venstre ben, og at ansøger benyttede kørestol. Dette var dog ikke tilstrækkeligt til at begrunde udvidet bilstøtte. Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at ansøger var berettiget til automatisk transmission efter bilbekendtgørelsens § 9, som krævet af politiet.

Ankestyrelsen ændrede således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse om støtte til køb af bil, men stadfæstede nævnets afgørelse om afslag på tilskud til drejesæde.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 30329-95

Ansøgeren var en 49-årig fraskilt kvinde, som i september 1987 blev tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Denne blev i 1993 ændret til mellemste førtidspension. Ansøger fik i 1992 stillet diagnosen fibromyalgi, men havde på dette tidspunkt lidt af universelle muskel og ledsmerter i ca. 17 år. Ansøger led desuden af lettere slidgigt i rygsøjlen og lettere astma. Ansøgers helbredsforhold var bl.a. beskrevet i 2 reumatologiske speciallægeerklæringer. Det fremgik bl.a. heraf, at ansøger havde mange muskelsmerter og øget trætbarhed.

Ansøgers gangdistance var svingende, fra 0 på dårlige dage, men ellers op til 1 km. Ansøger var i stand til at benytte offentlige transportmidler.

Revaliderings- og pensionsnævnet fandt ikke, at ansøger opfyldte betingelserne for støtte til køb af bil og vægtafgiftsfritagelse på ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøger var berettiget til støtte til køb af bil på ikke-erhvervsmæssigt grundlag.

Ankestyrelsen lagde vægt på oplysningerne om ansøgers gangdistance og at ansøger kunne benytte offentlige transportmidler. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at diagnosen fibromyalgi først var stillet i 1992, og at lidelsen endnu ikke kunne anses som en varig lidelse, idet det ikke kunne udelukkes, at ansøgers helbredstilstand på længere sigt ville kunne bedres.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.