Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-20-96 om kontanthjælp - udmåling - rådgivning - særlig støtte - boligsikring

Resume:

Der kunne ikke gives afslag på udmåling af kontanthjælp alene med henvisning til, at der (endnu) ikke var søgt boligsikring.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen i forbindelse med ansøgningenom kontanthjælp enten selv burde have anmodet kommunens bolig støttekontor om at beregne størrelsen af den forventede boligsikring eller have beregnet og udbetalt hjælp på baggrund af bruttohuslejen med tilbagebetalingspligt (evt. direkte overførsel) i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4 (nu aktivlovens § 94) , af den senest udbetalte boligsikring.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 28 og § 37a

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 34

Sagsfremstilling:

Ansøger anmodede kommunen om kontanthjælp 20. december 1993, efter at han var fratrådt sin hidtidige stilling 10. november 1993 med sidstelønudbetaling 15. november 1993. Han tilmeldte sig arbejds formidlingen 30. december 1993.

Han oplyste overfor kommunen, at han boede i lejet hus med en husleje på 4.500 kr. pr. måned samt udgifter til el og varme. Der var tale om familiens tidligere fælles bolig, hvor han havde boet alene siden en separation tidligere på året. Ansøger havde ikke søgt om boligsikring, hvilket han blev anmodet om at gøre.

Kommunen bevilgede ansøger kontanthjælp fra 1. januar 1994 i henhold til bistandslovens § 37 som ikke-forsørger.

Ansøger blev den 11. januar 1994 opsagt fra sin bolig på grund af manglende huslejebetaling. I februar måned var han hospitalsindlagt og tog derefter ophold hos familie, da han ikke måtte være alene.

Kommunen standsede udbetalingen af kontanthjælp pr. 1. marts, da ansøger ikke længere havde ophold i kommunen.

I klagen til ankenævnet anførte ansøger bl.a., at han havde søgt boligsikring, men at han aldrig havde hørt noget, hvorefter han var blevet "smidt" ud af huset. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens af gørelse, hvorefter der alene var udbetalt hjælp efter bistandslovens§ 37, men ikke beregnet hjælp efter bistandslovens § 37 a til bolig udgifter. Nævnet henviste til, at boligtillæg efter bistandslovens § 37 a beregnes af nettoboligudgiften, det vil sige efter fradrag aftilskud efter boliglovgivningen, og ansøger havde ikke søgt bolig sikring.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at ansøger fraflyttede boligen 1. februar 1994 uden at have meldt folkeregisterflytning til anden adresse i kommunen.

Overfor Ankestyrelsen anførte ansøger, at han ansøgte om boligsikring dagen efter, at han havde været på kommunen og fået hjælp, samt at han måtte fraflytte boligen pr. 1. februar, da han ikke kunne blive boende, når der ikke blev betalt husleje.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der kan gives afslag på særlig støtte efter bistandslovens § 37 a alene med henvisning til, at der ikke er søgt boligsikring.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke, at det forhold, at ansøger fraflyttede sin bolig pr. 1. februar 1994, havde indflydelse på udmålingen af hjælp for januar 1994.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at der kunne gives afslag på udmåling af hjælp i henhold til bistandslovens § 37 a alene med henvisning til, at der (endnu) ikke var søgt boligsikring.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at det i bekendtgørelsen om særlig støtte i henhold til bistandslovens § 37 aalene er anført, at støtten beregnes i forhold til nettobolig udgiften. At det er nettoboligudgiften, der skal lægges til grund for beregningen, svarer til praksis efter den indtil 1. januar 1994 gældende regel i bistandslovens § 37, stk. 3, om boligtillæg.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen i forbindelse med ansøgningen om kontanthjælp enten selv burde have anmodet kommunensboligstøttekontor om at beregne størrelsen af den forventede boligsikring eller have beregnet og udbetalt hjælp på baggrund af brutto huslejen med tilbagebetalingspligt (evt. direkte overførsel) ihenhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, af den senere udbe talte boligsikring.

Sagen hjemvistes derfor til kommunen til fornyet behandling og beregning i henhold til bistandslovens § 37 a.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt, at nævnet ved sin afgørelse ikke havde været berettiget til at tillægge det betydning, at der ikke var ansøgt om boligsikring, da det ikke fremgik af sagen, at nævnet, sådan som nævnet var forpligtet til, havde søgt dette forhold bekræftet fra boligstøttekontoret i kommunen.

Dette gjaldt i særlig grad i betragtning af, at det i klageskrivelsen til ankenævnet var anført, at ansøger havde søgt om boligsikring.