Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-58-96 om udmåling - handicappet barn - tabt arbejdsfortjeneste - fradrag af transportudgifter - reel besparelse - merudgifter ved forsørgelsen

Resume:

Der skulle ved udmåling af tabt arbejdsfortjeneste foretages fradrag for sparede transportudgifter efter en konkret vurdering af den reelle besparelse, som arbejdsophøret medførte. Besparelsen for udgifter til befordring kunne således ikke fastsættes til statens laveste takst for kørselsudgifter.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1 og § 48, stk. 3

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 28-32

Sagsfremstilling:

Moderen til et barn med et fysisk handicap fik efter endt barselorlov bevilget tabt arbejdsfortjeneste i en periode på 3 måneder fra den 11. november 1993, hvor sønnen skulle til undersøgelser m.m.

Normalt kørte moderen i bil til arbejde, og kørselsforbruget var opgjort til 2.814 km om måneden.

Ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste for de første 2 måneder fratrak kommunen et beløb på 850 kr. om måneden, svarende til de af moderen oplyste sparede udgifter til brændstof.

Sagen blev forelagt det sociale udvalg primo januar 1994. Da det anvendte fradrag alene dækkede udgiften til brændstof og ikke udgifter til f.eks. serviceeftersyn, reparationer og nedslidning, og da disse kunne være svære at beregne, fandt kommunen, at fradraget skulle ske med statens laveste takst for kørselsudgifter på 1,17 kr. pr. km, svarende til et fradrag på 3.292 kr. om måneden.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte det af kommunen udøvede skøn, hvorefter kommunen vurderede at besparelsen for udgift til befordring svarede til statens laveste takst for kørselsudgifter, idet der heri var medtaget sparet nedslidning, reparationer, serviceeftersyn m.v. og idet det ikke fandtes sandsynliggjort, at moderens sparede transportudgifter var forskellige herfra.

I klagen henviste moderen bl.a. til, at kørselsfradraget skatte mæssigt var fastsat til 1.600 kr. pr. måned hvorfor hun ikke fandt det korrekt, at kommunen opgjorde besparelsen til 3.292 kr. pr. måned. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune ved beregningen af tabt arbejdsfortjeneste kunne foretage et fradrag for sparede transportudgifter med en fast takst svarende til statens lave sats, eller om der skulle foretages et konkret skøn over størrelsen af familiens besparelse ved ikke at skulle benytte egen bil mellem hjem og arbejde.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ved udmåling af tabt arbejdsfortjeneste skulle foretages en konkret vurdering af den reelle besparelse, som arbejdsophøret medførte.

Ankestyrelsen fandt herefter, at fradrag for sparede transportud gifter skulle ske med et beløb på 854 kr. pr. måned, svarende til hvad de sparede udgifter til brændstof var opgjort til, og som ikke sås at være bestridt af kommunen.

Besparelsen for udgifter til befordring kunne således ikke fastsættes til statens laveste takst for kørselsudgifter på 1,17 kr. pr. km.

Under hensyn til den korte periode, for hvilken der var bevilget tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, fandt Ankestyrelsen således ikke, at der ved beregningen af sparede transportudgifter var grundlag for at medtage sparede udgifter til vedligeholdelse samt værdiforringelse.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.