Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-118-96 om kontanthjælp - udnyttelse af arbejdsmuligheder - handicappet barn - begrænset rådighed - arbejdsløs ægtefælle

Resume:

Som udgangspunkt skulle begge ægtefæller stå til rådighed for arbejdsmarkedet i et omfang, der svarede til fuldtidsbeskæftigelse, med mindre der forelå særlige forhold.

Dette kunne f.eks. være tilfældet i en situation, som den fore liggende, hvor et barn på grund af sine særlige vanskeligheder ikke kunne have fuldtidsophold i daginstitution eller lignende, uanset at der var fuldtidsplads til rådighed.

At den ene af ægtefællerne modtog arbejdsløshedsdagpenge og dermedskulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet i henhold til arbejds løshedslovgivningen, fandtes ikke i sig selv at være til hinder for, at denne ægtefælle kunne forventes at deltage i afhentningen af barnet i perioder.

En kommune var herefter ikke berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp til en ansøger, der havde et barn med diagnosen DAMP, før resultatet af undersøgelserne af, om barnets særlige behov kunne få indflydelse på, i hvilket omfang, hun kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet, forelå.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 40, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 13, stk. 4 og § 13, stk. 5

Sagsfremstilling:

Ansøger var gift og havde 2 børn, der på ansøgningstidspunktet var 3 og 5 år. Ægtefællen modtog arbejdsløshedsdagpenge. Det ældste barn havde et handicap, der gjorde, at han skulle have ekstra støtte og hjælp i dagligdagen. Han havde fået bevilget halv friplads i børnehaven, støttepædagog med 20 timer ugentlig og talepædagog 1 gang ugentlig.

I september 1994 opgav ansøger en uddannelse på grund af barnets særlige behov, og modtog herefter supplerende kontanthjælp til ægtefællens arbejdsløshedsdagpenge.

I januar 1995 meddelte kommunen, at ansøger den 16. januar 1995 skulle starte på kommunens produktionsskole med 37 timer pr. uge.

Ansøger mente imidlertid, at hun kun kunne stå til rådighed 20 timer pr. uge af hensyn til familiens samlede trivsel, og især af hensyn til det ældste barn.

Ansøger mødte ifølge de foreliggende oplysninger stort set ikke på arbejdet. Kommunen meddelte herefter 15. februar 1995 ansøger, at udbetaling af kontanthjælp ville blive standset fra 1. marts 1995 på baggrund af hendes manglende fremmøde i beskæftigelsesafdelingen.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at hun ikke udnyttede sinebeskæftigelsesmuligheder, og at hun havde fuldtids daginstitutions pladser til sine børn, samt at hendes mand aktuelt var arbejdsløs og dermed havde mulighed for at deltage i børnepasningen.

Kommunen henviste endvidere til aftale fra begyndelsen af februar 1995 om, at kommunens familieafdeling skulle foretage en vurdering af, om barnets særlige behov skulle have betydning for graden af ansøgers aktivering. Familieafdelingen havde på afgørelsestidspunktet endnu ikke modtaget tilstrækkelige oplysninger til, at en sådan vurdering kunne foretages.

Kommunen tilføjede endelig, at aktiveringstilbuddet i beskæftigel sesafdelingen fortsat stod åbent, og at udbetalingen af kontanthjælp kunne genoptages, hvis ansøger genoptog arbejdet.

Af en senere erklæring fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning fremgik, at der var tale om et barn med symptomer på DAMP (det vil sige deficit af attention, motor control and perception), hvorfor han havde behov for en rolig og struktureret dagligdag med overskuelige rammer og grænser. Af pædagogiske og psykologiske grunde blev det anbefalet, at barnets ophold i børnehaven afsluttedes ved 14-tiden, således at der fysisk og psykisk var overskud til positivt samvær i familien den resterende del af dagen.

Der forelå endvidere en erklæring fra børnehaven, der konkluderede, at det var vigtigt for barnet, at dagen i børnehaven ikke blev for lang.

Kommunen fastholdt på trods af ovennævnte erklæringer sin afgørelse. Kommunen skønnede således, at ansøger kunne fuldtidsbeskæftiges, idet hendes ægtefælle var arbejdsløs og derfor kunne deltage i børnepasningen.

Ankenævnet fandt, at ansøger ikke skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet svarende til fuldtidsbeskæftigelse, og at hun var berettiget til kontanthjælp, så snart hun stillede sig til rådighed igen/mødte på kommunens produktionsskole.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på det oplyste om, at ansøgersægtefælle var arbejdsløs og skulle kunne påtage sig fuldtidsbe skæftigelse med kort varsel, samt at det i en psykologisk udtalelse blev anbefalet, at sønnen senest skulle hentes fra børnehave kl. 14.

Ankenævnet hjemviste derfor sagen til kommunen til en konkret vurdering af, hvor meget rådighedsforpligtelsen for ansøger skulle nedsættes under hensyn til, hvornår barnet skulle bringes og hentes i børnehave.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at der var fuldtidsdaginstitutionsplads til børnene, ægtefællen var aktueltarbejdsløs, og det skønnedes rimeligt, at han også tog del i børne pasningen. Såfremt ægtefællen kom i arbejde, ville der blive taget hensyn til dette i forhold til aktiveringsgraden.

Kommunen mente herudover, at en kontanthjælpsmodtager skulle stå til rådighed på lige fod med en modtager af arbejdsløshedsdagpenge, samt at der ikke i de foreliggende akter var stillet krav om, at det var moderen, der skulle hente og bringe børnene.

Ankenævnet anførte i en udtalelse til Ankestyrelsen, at nævnet var enig med kommunen i, at der gjaldt samme rådighedsforpligtelse forkontanthjælpsmodtagere, som for personer, der modtog arbejdsløsheds dagpenge. Nævnet havde lagt vægt på, at standsningen af hjælpen skete på et tidspunkt, hvor kommunen havde tilkendegivet at ville vurdere, om ansøgers søns særlige behov skulle have betydning for graden af aktivering. Nævnet fandt, at der i denne uafklarede situation ikke burde træffes så drastisk et skridt, som kommunen havde gjort ved at standse hjælpen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan ydes kontanthjælp i situationer, hvor den ene ægtefælle ikke mener at kunne stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af særlige forhold vedrørende et barn, herunder om det har nogen betydning, at den anden ægtefælle er arbejdsledig.

Afgørelse:

Ifølge bistandslovens § 40, stk. 1, forudsætter ydelse af kontant hjælp, at såvel den, der søger hjælpen, som ægtefællen har udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen var enig i, at dette som udgangspunkt måtte forståssåledes, at begge ægtefæller skulle stå til rådighed for arbejds markedet i et omfang, der svarede til fuldtidsbeskæftigelse, med mindre der forelå særlige forhold.

Dette kunne f.eks være tilfældet, såfremt det kunne godtgøres, at etbarn på grund af sine særlige vanskeligheder ikke kunne have fuldtidsophold i daginstitution eller lignende, uanset at der var fuld tidsplads til rådighed.

At den ene af ægtefællerne modtog arbejdsløshedsdagpenge og dermedskulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet i henhold til arbejdsløs hedslovgivningen, fandtes ikke i sig selv at være til hinder for, at denne ægtefælle kunne forventes at deltage i afhentningen af barnet i perioder.

Kommunen havde imidlertid først i forbindelse med anken til Anke styrelsen tilkendegivet, at der, såfremt ægtefællen kom i arbejde, ville blive taget hensyn til dette i kravet om aktivering af ansøger.

Ankestyrelsen var herefter enig med ankenævnet i, at kommunen, før standsningen af udbetalingen af kontanthjælp til ansøger, burde have afventet resultatet af undersøgelserne af, om hendes søns særlige behov kunne få indflydelse på, i hvilket omfang hun kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse, hvorefter kommunen ikke havde været berettiget til at træffe afgørelse om at standse udbetalingen af kontanthjælp til ansøger allerede 15. februar 1995.