Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-22-97 om kontanthjælp - beklædning - indtægt - orlov - arbejdsdusør - strafafsoner - enkeltudgifter

Resume:

En arbejdsdusør skulle medtages som en indtægt ved vurderingen af, om der kunne ydes hjælp til anskaffelse af beklædning, der skulle benyttes uden for Kriminalforsorgens institutioner.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøger ud fra oplysningerne om hans indtægter under afsoningen havde haft mulighed for selv at spare op til forudsigelige udgifter, som fx udgifter til beklædning.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 29 og § 81

Sagsfremstilling:

Kriminalforsorgen søgte i juli måned 1995 på vegne af en indsat kommunen om hjælp til beklædning. Ansøger var ugift og uden forsørgerpligter og havde siden sit 18. år modtaget hjælp i henhold til bistandslovens § 37 bortset fra de perioder, hvor han havde afsonet.

Han havde på ansøgningstidspunktet været indsat siden januar 1995. Han ville muligvis blive prøveløsladt den 26. december 1995 eller 16. juni 1996 og i den forbindelse oplystes det, at han ikke havde noget tøj, som han kunne være bekendt at gå i. Der blev ansøgt om bukser, trøje, sko, strømper, undertøj og en efterårsjakke.

Om de økonomiske forhold blev det oplyst, at lønnen under indsættelsen ikke var stor nok til, at han kunne købe tøj.

Af kommunens journalark fremgik, at han tidligere i april måned 1995 havde søgt om hjælp til beklædning i forbindelse med udgang. Han ansøgte dengang om hjælp til betaling af bukser, trøje, et sæt undertøj og sokker.

Kommunen meddelte i maj måned 1995 afslag på ansøgningen, idet det skønnedes, at han forud for afsoningen havde haft økonomisk mulighed for at anskaffe beklædning, og at denne beklædning ville kunne bruges efter 4 måneders afsoning.

Kommunen havde på baggrund af ansøgningen den 28. juli 1995 ved opringning til Kriminalforsorgens institution fået oplyst, at lønnen udgjorde 6,00 kr. pr. time. Såfremt man mødte stabilt i 4 uger, fik man et tillæg på 1,88 kr. pr. time, og såfremt man mødte yderligere 4 uger, fik man kompetencetillæg på yderligere 1,88 kr. pr. time. Det blev oplyst, at ansøger fik begge tillæg og fik udbetalt 360,00 kr. ugentligt. Derudover fik han udbetalt 279,00 kr. om ugen til kost samt 26,00 kr. til toiletpapir, vaskepulver, tandbørste m.v.

Kommunen meddelte afslag på hjælp til beklædning. Kommunen skønnede, at ansøger selv kunne afholde udgiften, idet han havde 360,00 kr. ugentligt i arbejdsløn og 305,00 kr. ugentligt i kost. m.v., hvilket gav et beløb på 2.881 kr. pr. måned. Såfremt han havde nogle faste udgifter, som han kunne dokumentere, kunne sagen behandles påny.

Kriminalforsorgen oplyste i klagen til nævnet, at ansøger havde til ladelse til udgang hver 3. uge fra den 8. september 1995.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afslag på hjælp til beklædning i henhold til bistandslovens § 46.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at under henvisning til, at ansøger efter det oplyste havde et månedligt rådighedsbeløb på ca. 1.500,00 kr. efter betaling af kost m.v., fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte forvaltningens skønsmæssige vurdering, hvorefter han selv havde midler til at afholde udgiften til beklædning.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at udbetaling af arbejdsdusør til indsatte ikke kunne forventes anvendt til faste udgifter iøvrigt, hvorfor man sædvanligvis fra kommunernes side afholdt rimelige faste udgifter efter bistandslovens § 37/37a.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang der kunne bortses fra arbejdsdusør i forbindelse med ansøgning om hjælp efter bistandslovens § 46 til indsatte.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger på baggrund af det oplyste om hans samlede månedlige indtægter, herunder arbejdsdusøren, måtte anses for selv at have midler til afholdelse af i hvert fald en del af den ansøgte udgift til beklædning.

Ankestyrelsen fandt således, at mandens arbejdsdusør skulle medtages som en indtægt ved vurderingen af, om der kunne ydes hjælp efterbistandslovens § 46, jf. Socialministeriets bekendtgørelse om kon tanthjælp til særlige persongrupper § 7, stk. 2, til anskaffelse afbeklædning, der skulle benyttes uden for Kriminalforsorgens insti tutioner.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at ansøger ud fra oplysningerne om hans indtægter under afsoningen havde haft mulighed for selv at spare op til forudsigelige udgifter, som fx udgifter til beklædning.

Sagen hjemvistes herefter til kommunen med henblik på, at kommunen foretog en konkret økonomisk vurdering af, hvor stor en del af udgifterne til den ansøgte beklædning, ansøger selv kunne afholde, dadenne vurdering ikke sås tidligere at være foretaget, ligesom stør relsen af den ansøgte udgift ikke fremgik af sagen.

Det skulle ved denne vurdering påses, at der blev afsat tilstrækkelige midler til dækning af ansøgers øvrige behov under afsoningen.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.