Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-68-97 om kontanthjælp - beregning - enkeltudgifter - renteudgifter - behovsvurdering - skattemæssig værdi

Resume:

En udgift vedrørende et banklån på 2.000 kr. pr. måned kunne ikke betragtes som en rimelig udgift, der kunne medtages ved vurderingen af ægteparrets rådighedsbeløb.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det var den udbetalte kontanthjælp, der skulle lægges til grund ved vurderingen af, om ægteparret var berettiget til hjælp til tandbehandling og briller.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at selv om ægteparrets kontanthjælp på grund af renteudgifter og deraf følgende rentefradrag vedrørende banklånet blev udbetalt med et højere beløb, var der ved vurderingen af, om der var grundlag for at yde hjælp ikke hjemmel til at bortse fra den skattemæssige værdi af renteudgifterne.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46a

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 82

Sagsfremstilling:

Ansøger og dennes ægtefælle modtog på ansøgningstidspunktet kontanthjælp, svarende til 14.649 kr. om måneden, efter fradrag af skat. Ægtefællernes samlede månedlige faste udgifter udgjorde ialt 8.400 kr.

I juni måned 1994 rettede ansøger henvendelse til socialforvaltningen om hjælp efter bistandslovens § 46 a til briller. Den samlede udgift hertil udgjorde 3.936 kr.

Ved beregning af familiens behov for økonomisk støtte efter bistandslovens § 46 a afviste forvaltningen bl.a. at medtage udgifterne til et banklån. Den månedlige ydelse udgjorde 2.000 kr.

I forbindelse med anken til ankenævnet anførte ansøger bl.a., at han fandt det urimeligt at medtage merudbetalingen af kontanthjælpen i behovsberegningen, når udgiften til banklånet ikke var godkendt.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter udgiften til banklånet ikke kunne betragtes som rimelig ved vurderingen af ansøgers behov for ydelser i henhold til bistandslovens § 46 a. Nævnet var desuden enig med ansøger i, at kommunen i forbindelse med fastlæggelse af familiens månedlige rådighedsbeløb skulle bortse fra den skattemæssige værdi af renteudgifterne, hidrørende fra lånet, dog under forudsætning af, at afdragene overholdtes. Ved denne del af afgørelsen blev der lagt vægt på, at ansøgers kontanthjælp var skattepligtig, således at den nettoindtægt, der kom til udbetaling, måtte antages at være forhøjet med dette beløb.

Ud fra en samlet vurdering, fandt nævnet dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a. at det var vigtigt at få afklaret, hvilken indtægt, der skulle anvendes ved den økonomiske vurdering efter bistandslovens § 46 a. Det var kommunens opfattelse, at det var den faktiske indtægt, der skulle tages hensyn til og ikke en indtægt, der var nedsat med skatteværdien af rentefradraget, da udgiften ikke betragtedes som en rimelig udgift.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, på hvilken måde værdien af renteudgifter skulle indgå ved den økonomiske behovsvurdering.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at udgiften vedrørende banklånet på 2.000 kr. pr. måned ikke kunne betragtes som en rimelig udgift, der kunne medtages ved vurderingen af ægteparrets rådighedsbeløb.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det var den udbetalte kontanthjælp, der skulle lægges til grund ved vurderingen af, om ægteparret var berettiget til hjælp efter bistandslovens § 46 a til tandbehandling og briller.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at selv om ægteparrets kontanthjælp på grund af renteudgifter vedrørende banklånet blev udbetalt med et højere beløb, var der ved vurderingen af, om der var grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 a, ikke hjemmel til at bortse fra den skattemæssige værdi af renteudgifterne.

Ud fra en vurdering af ægteparrets økonomiske forhold var det herefter Ankestyrelsens opfattelse, at de selv havde mulighed for at udrede de ansøgte udgifter.

Ankestyrelsen var således ikke enig med nævnet i, at der ved afgørelsen om hjælp efter bistandslovens § 46 a skulle bortses fra den skattemæssige værdi af renteudgifterne vedrørende ægteparrets banklån, men tiltrådte afgørelsen om, at de ikke var berettiget til hjælp.